Jeg har brugt dine betragtninger om interaktivitet i en anmeldelse af Mejlbystenen på Sprogmuseet.dk
http://sprogmuseet.dk/formidli.....lbystenen/

mvh
Ole Stig Andersen

Mange tak for kommentaren og henvisningerne, dem glæder jeg mig til at se nærmere på.

Jeg er helt enig med dig i, at interaktivitet ikke nødvendigvis kun har noget med digitale medier at gøre, og at den responderende omvisning sagtens kan være interaktivitet, ligesom en gammeldags Sværd & Trolddom-bog vel også er interaktivitet?

>Michael
Tak for linket. Det var nogle virkelig interessante ting, der foregik sidst i 90′erne med Blackout etc. Jeg kunne iøvrigt godt tænke mig en form for computerspil til vores nye udstilling, hvor kunne deltage i spillet over nettet, men visse ting var nemmere hvis man fysisk var tilstede i udstillingen. Det kunne en form for MMO Ports of Call, Pirates eller noget i den dur, naturligvis integreret i en tematisk udstilling.

Fuldstændig enig i dine betragtninger. Kom i tanke om denne 10 år gamle artikel af Michael Valeur, der i mange år har beskæftiget sig med interaktive fortællinger:
http://design.emu.dk/artikler/.....ortal.html

Det er det samme princip jeg bruger, når jeg beskæftiger mig med kontrafaktisk historieformidling på Danmarks Tekniske Museum. Brugen af dette formidlingselement er stærkt inspireret af computerspil som Civilization, Rome, Europa Universalis, Age of Empire. Her er det interaktiviteten i at vælge din egen vej gennem historien, “hvad nu hvis”, og det styrker 100 % spillerens/elevens historiebevidsthed.

Jeg er sådan set enig i din definition af interaktionsbegrebet og også i, at den udbredte og noget ”løse” brug af begrebet ikke er helt hensigtsmæssig. Samtidig har jeg bemærket at interaktionsbegrebet et stykke tid har fungeret som en form for ”løsen”, både i, og udenfor museumsverdenen, forstået på den måde, at så snart noget er interaktivt er det pr. definition godt. Det mener jeg måske ikke nødvendigvis, for måske er der mere tale om at forskellige brugere har behov for, eller tænder på forskellige formidlingsformer. Så måske er det snarere et spørgsmål om, at interaktion som formidlingsmetode kan være med til at nå nogen, der ikke umiddelbart fanges ind af andre ikke-interaktionelle formidlingsformer og vice versa.
Men, under alle omstændigheder, er det nødvendigt at skille ”hands-on” begrebet fra interaktionsbegrebet. De to ting er, efter min mening ikke det samme. Din definition kan jeg bestemt tilslutte mig og måske supplere med lidt flere teoretiske betragtninger, som jeg også har brugt i den årrække jeg har undervist studerende i kommunikation og formidling på Center for Museologis suppleringsuddannelse. Jeg bruger ofte Andrea Witcombs Interactivity: Thinking Beyond og Gail Durbins Using the Web for Participation and Interactivity. Begge beskriver interaktion, Wicomb i et temmelig kritisk ærinde. Begge har den pointe, at når vi taler om ”hands-on” er udfaldet af formidlingen givet på forhånd, som det også er tilfældet i de eksempler du giver. Dvs. der er en fast betydning, eller information indlejret i formidlingselementet som ikke påvirkes af brugeren og som er den samme hver gang. Derimod kræver interaktivitet både i Witcombs og Durbins definitioner, at udfaldet af formidlingssituationen påvirkes af den enkelte bruger. Her er meningen eller betydningen noget der ”forhandles” frem når brugeren går i interaktion. Det bliver særligt interessant, når man derpå overvejer hvilke formidlingsmedier der så kan bruges til interaktive former, for når man ser på begrebet som noget der centrerer sig om hvor vidt betydningen er fast eller skabes dialogisk, kan vel alle formidlingsmedier bruges til interaktiv formidling – og dermed kommer vi også ud over den snævre, teknologifikserede forståelse der også florerer i og udenfor museumsverdenen. Så kan interaktion lige så godt skabes i tekster og omvisninger som i digitale former. Og måske kunne man polemisk mene, at den rigtigt gode, diaologskabende omvisning, hvor omviseren tør åbne sig for brugernes egne fortolkninger og meninger, i særlig grad åbner for en virkelig interaktiv formidlingssituation.

Jeg bruger nogen gange denne lidt forenklede opstilling, som ser ud til at give god mening for mine studerende og som også tilføjer lidt flere dimensioner, end jeg har kunnet komme omkring her:

Aktivitet vs. Interaktivitet
Hands-on Minds-on
Viden Læring
Lukket budskab Åben fortolkning/dialog
Freedom og choise Freedom of thought
Didaktisk Konstruktivistisk

Henvisninger:
Andrea Witcomb: “Interactivity: Thinking Beyond”, i A Companion to Museums Studies, Sharon Macdonald (ed), Blackwell Publishing, 2006, s. 353-361, ISBN: 13-978-1-4051-0839-3
Gail Durbins Using the Web for Participation and Interactivity, i Museums and the Web, 2000, Archives and Museum Informatics, ISBN: 1-885622-20-7

Håber dette kan hjælpe?

Den symbolske grænseflade er en god pointe at få med.

Jeg er dog ikke enig i mandens ønske om at udvide begrebet til så mange ting som muligt, da det så i en udstillingssammenhæng bliver udvandet. Udvider man begrebet tilstrækkeligt kan det groft sagt også rumme valget mellem hvilket af billederne på væggen man ønsker at kigge på! :-)

Måske er min pointe blot, at man skal erkende forskellen mellem den agerende gæst og den interagerende gæst. Hvor den første kan trykke på en knap, snuse til flasker, nusse et stykke skind og meget andet, får den interagerende gæst en respons fra udstillingsinstallationen, der sætter nye aktioner i gang etc., og derved får ham eller hende til forstå nye dybder i det udstillede.

Et fornuftigt bud på en definition? Især synes jeg ‘symbolic interface’ er en væsentlig pointe!