v. Lars Qvortrup
Dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Music and Media in the Graceland Experience

Graceland, the long time home of Elvis Presley, is one of the most visited historic homes in America. Visitor research has indicated that the Graceland tour successfully blends historic interiors, oral histories, music and contextual media to create a powerful visitor experience.

Visitors leave Graceland with a more humanised and personal view of Elvis, contrasting their entrance narrative of the iconic King of Rock ’n Roll. This talk explores the careful use of music and media in shaping the visitor experience at this culturally significant home.

Mariruth Leftwich professional work for over ten years in historic homes led her to pursue research at Graceland, searching for a unique and compelling interpretive experience to serve as the focus of her PhD thesis. She also currently works as an e-Learning Officer at the Museum of London, integrating new media and learning sessions in the galleries.

Ivar Håkon Eikje will speak about the museum and how and why the museum works and deals with the public.

Formidlingsseminar 2010, kl.16:00-16:20

George Hein will give a short introduction to the educational theory model, what it is about, and how it is applicable to many different fields. People have described cooking, religion, child rearing, etc. in terms of the model.

Hvad sker der, når vi lærer noget? Og hvad sker der, når vi ikke lærer noget, vi gerne ville have lært, eller vi lærer noget andet i stedet for? En kort introduktion til et meget kompliceret emne. Læringens struktur, forskellige læringstyper og lidt om barrierer mod læring

V. Knud Illeris, Professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

The creation of 3400 sq. meters of galleries devoted to design and art in Britain 1500-1900 (between 1996 and 2001) was the largest project at the V&A since the museum was reinstalled after World War II. The new galleries led to a fundamental rethinking of the V&A’s relationship with its audience and extended research not only into objects but into the nature of the visitor experience. New forms of collaboration, a desire to change working practice within the museum, and the decision to use learning theory to underpin the approach to the galleries fundamentally underpinned the project. This talk will consider the project in terms of these issues, reflecting on its legacy ten years on.

Christopher Wilk was Chief Curator of the project to create the British Galleries 1500-1900 at
the V&A (opened 2001) and curator of its major exhibition Modernism: Designing a New World
1914-1939 (2006). He formerly worked at the Brooklyn Museum and the Museum of Modern
Art, New York.

For kort tid siden fik Storbritannien et nyt nationalt curriculum, og heri findes bl.a. målsætninger for, hvad eleverne skal kunne digitalt. Det er ikke så svært at bruge materialer, der er publiceret på nettet …. men hvis man kan dét, betyder det også, at man kan bruge nettet? Ikke nødvendigvis. Men det virker som om der nu i  Storbritannien er sat lidt fokus på dette felt gennem en række interessante målsætninger på det digitale område. I det nye curriculum skal eleverne bl.a.:

• lære at finde og vurdere information fra kilder på nettet
• selv skabe ny viden og kunne kombinere film, tekst og lyd til multimedieproduktioner
• kollaborere, kommunikere og dele med andre – også udenfor skolen.

Med disse målsætninger virker det som om der sættes et andet fokus for brug af nettet, end man ser i den traditionelle undervisningswebsite, hvor der ofte er tale om en autoritativ fremstilling, kombineret med opgaver etc., ikke helt ulig formen i trykte undervisningsmidler. I de nye britiske mål ses det digitale ikke kun som et sted, der anvendes til publicering af materiale, men også som et arbejdsredskab for elevens/menneskets fortsatte læring, kreativitet, udvikling af sociale færdigheder. Nettet skal være en naturlig kanal at udtrykke sig igennem, og eleverne skal lære både at vurdere og selv at skabe netindhold.

Jeg kender selv kun et dansk tiltag, der kunne ligge inden for denne genre. På e-museum har Post og Tele Museum et tiltag, som skiller sig ud.  “Ordfabrikken” skal ganske vist rekvireres og bruges i forbindelse med museumsbesøg. Men i ordfabrikkens wiki er formålet bl.a. at lære eleverne, hvordan man samarbejder om at skabe viden. Dét er et interessant initiativ, som jeg desværre ikke har set før nu.

Tilegnelse af viden, og i den forbindelse: at have redskaber til at vurdere dét man finder, er naturligvis overordentligt vigtigt. Et eksempel på problemstillingen var meget omtalt i 2007, hvor bl.a.  DR skrev om at “Unge lokkes til Holocaust-benægtelse“. Ikke mindst for kulturarvssektoren kunne læringsressourcer med fokus på kildekritik være relevante.

Men evnen til at kollaborere og skabe ny viden bliver nok ikke mindre væsentlig i fremtiden. Skabelse af viden er i stadig højere grad noget man arbejder sammen om, fra forskellige positioner, erfaringer og faglige udgangspunkter.

Er der andre digitale undervisningsmidler end Post og Tele Museums, der arbejder med at skabe viden gennem “åben” og “kendte” teknologier, som eleverne kan møde i deres dagligdag?

Posten er en videreudvikling af et indlæg fra privaten http://charlotteshj.wordpress.com og inspireret af to gode indlæg på dseneste Dels et om fordelen ved at undervise i korrekt brug af Google Translate og at inddrage det i undervisnigen i stedet for at forbyde det, og dels et, der handler om nødvendigheden af at udvikle skoleelevers kildekritiske tænkning ifht. webmediet.

Jeg har lagt ud spørgeskemaet her, og mine svar her.

The Toronto Museum Project er navnet på en ny website, der netop er launchet, og som – måske ikke overraskende – handler om Torontos historie. Siten er rigtig moderne i farverne og fås naturligvis både på engelsk og fransk. Og jeg kan ikke dy mig for at cross-blogge dette indlæg fra privaten :-)

Sitens ide er klassisk: der er tale om brugerbidrag, folk skal fortælle om genstande, der rører dem og give museet ideer til formidling af byens historie. På siten skriver 100 frivillige ud fra en genstand, de har valgt, fordi den har en særlig betydning for dem. Alle tingene præsenteres med billede og en kortere eller længere tekst, som personen, der har valgt den, har skrevet. Desuden er der en “curatorial comment”, hvor museet kort fortæller om genstandens historiske baggrund.

I et andet afsnit er der samlet 100 udstillingsideer, som brugere kan kommentere på og “indholdsudfylde” med nye ideer, og “nye brugere” kan naturligvis kommentere på det hele. Der er ikke så mange kommentarer endnu, men med fx ladder of on-line participation i baghovedet bør man nok ikke undre sig. Der er mange flere, der læser end kommenterer og deltager.

Der er to ting, som er interessante ved Toronto-siten. Det ene er, at den tilbyder er meget alternativ navigation. Jeg kan ikke klikke på ord, der beskriver typer af genstande eller ideer, kun på personer eller ting. Måske derfor er der ikke nogen traditionel søgefunktion.

Det andet forhold som springer i øjnene er, at siten er renset for alle de “kendte” 2.0 elementer. Der er ikke en “Facebook-connect”, “Følg-os-på-Twitter”, “Tag-vores-RSS”, “Send-til-en-ven”, “Del-med-alle-via-addthis” osv. Er det nu godt eller skidt? Kan en social site, der gerne vil samle brugerbidrag og skabe dialog godt “slå igennem” selv, uden at forbinde sig med de sædvanlige  steder, hvor folk i øvrigt deler?

Er det en god idé at etablere denne type sites uden at inddrage nogle af de netværkssites, som i øvrigt rummer kulturarvens potentielle brugere og interesserenter? Der er andre eksempler på lignende ting, fx den norske digitaltfortalt, som nu har eksisteret i et års tid og har ca. 3.000 brugere om ugen. Siten har lidt over 1200 fortællinger, hvoraf de ca. 350 er “private” brugeres bidrag og resten stammer fra kulturarvsinstitutionerne. (Digitaltfortalt har dog også en ret aktiv side på facebook og et feed)

Kan et sådant socialt kulturarvssite med udgangspunkt i én institution blive “stort nok” alene og få et antal brugere, som betyder, at den nødvendige volumen for bred dialog er til stede? Eller er det lige meget, bare man kommer i kontakt med nogen? Er det måske i højere grad projekter for de “lange haler”?

Mandag den 15/3 vil der blandt andet være et oplæg fra Arvid Esperø, lederen af Rockheim – det norske rockmuseum. Museet åbner i løbet af foråret, men har allerede sat flere interessante digitale skibe i søen. Museet inddrager blandt andet deres brugere og de norske rock/pop fan i deres indsamling gennem en rockipedia: http://www.rockipedia.no/

Og hvis man er til avatarer og Second Life har de lavet et Virtuelt Rockheim man kan besøge, se http://www.rockheim.no/virtuelle_rockheim/. Det er lidt omstændeligt at få logget sig ind, men når man er der kan man gå rundt i det digitale rum og se tekster, billeder og formodentlig også interagere med de andre besøgende – det lykkedes ikke for mig, men jeg var sandt at sige ikke stolt over min motorik derinde.

Se også Charlotte SHs blogindlæg om museet og deres tiltag: http://charlotteshj.wordpress.com/2009/11/19/rockheim-norsk-virtuel-museumsverden-om-norsk-rock/

Programmet til seminaret er her:

http://www.formidlingsnet.dk/dokumenter#http://www.formidlingsnet.dk/wp-content/uploads/2010/02/formidlingsseminar-program-2010.pdf

Denne post er også blogget på http://martinsmuseumsblog.wordpress.com