Hvilke formidlingskurser skal ODM udbyde næste år?
af Hans Henrik Appel • 7. oktober 2009 • Forskelligt • 1 kommentar
Som uddannelsesleder i ODM er jeg i fuld gang med at planlægge næste års kursusaktiviteter.
Her vil formidling være et vigtigt omdrejningspunkt – og derfor vil jeg gerne have nogle indspark i form af kommentarer til nedenstående 3 områder/ideer – samt ikke mindst ønsker til nye ting.
1. Vi har her i efteråret udbudt kurser om Den digitale udfordring, 10 ting (sociale medier), formidling på spil, ”Brug brugerne”, museumsunderviseruddannelsen og ”Hot spots”. Er der nogen, der er interesseret i disse kurser næste år? Ønsker I en drejning/ændring af indhold/kursuslængde? Er der nogen, der evt. gerne vil lægge hus til kurserne, så vi kommer ud i landet – og I på jeres museum kan få input til fælles inspiration/diskussion?
Udover de nævnte kurser udbyder vi i samarbejde med Golden Days et nyt kursus: ”Museumsoplevelser, kulturkommunikation og markedsføring i et nyt perspektiv”. Vi opererer med 3 moduler af to dages varighed med ca. en måneds mellemrum.
2. Jeg har hørt ønsker om lancering af en ny museumsinspektør-uddannelse. Den kunne f.eks. bestå af 4 2-dages moduler med dette indhold:
I. Museet i fortiden og i fremtiden.
Dag 1. Kulturarvsbegrebet (herunder ENB-begrebet). Museumshistorie.
Samling eller videnscenter?
Dag 2. Læring og oplevelse. Indføring i læringsteori. Diskuteret i forhold til oplevelsesøkonomi
II. Samling og genstand
Materiel kultur – hvad kan en genstand/et værk fortælle? Til hvem? Hvordan?
Autenticitet, repræsentativitet, stoflighed og aura.
Indsamlings- og registreringspolitik i forlængelse heraf
III. Udstillingsmediet
Diskursiv og præsentativ udstilling. Permanent og særudstilling
Dramaturgi og forskningsbasering. En modsætning? Brugerinddragelse
IV. Rummet
Det museale rum. Det offentlige rum. Det virtuelle rum. Hvad kan de hver især? Hvordan kan de bruges og hvordan kan de spille sammen
Er der nogen, der vil være interesseret i et sådant forløb? Eller har ideer til at udvikle det?
3. Jeg har en arbejdstitel, der hedder ”oplevelsesøkonomi” stående på et papir – men der er ikke fyldt noget konkret på. Hvad skal der til for at gøre et sådant forløb interessant? Er det en teoretisk indføring i begrebet ”oplevelsesøkonomi”, så man bliver rustet til at forholde sig til de mange tiltag, der er i omløb? Er det en konkret værktøjskasse til, hvordan man kan iværksætte events omkring sine faste tilbud, der giver dem en ekstra-værdi og dermed tiltrækningskraft? Er det museumsetiske overvejelser om, hvad man kan tillade sig – og hvad der måtte ligge af glidebaner? Eller noget helt andet?
En ny museumsinspektøruddannelse ville efter min mening være en strålende idé. Vores uddannelser fra universitet, for mit vedkommende historie, giver en god ballast til arbejdet, men museer er så specielle steder, at en både grundig og bred uddannelse er en god idé, gerne afholdt ofte, så man kan komme på den forholdsvis hurtigt efter at være begyndt som ny inspektør.