Karen Johanne fra Alexandra Instituttet og jeg havde 15-20 minutter til at præsentere forløbet ud fra form, indhold og udbytte af brugerinddragelsen. Foruden at lægge ører til, bad vi deltagerne om på to post its at notere projektets styrke og projektets udfordring. Det blev til en masse interessante standpunkter, som vi har taget med videre i arbejdet.

F.eks. havde vi da kun haft en workshop med unge fra gymnasiet og TEKO. Det havde åbenbart præget vores perspektiv så meget, at det blev nævnt, at en udfordring var, at vi havde (for) stort fokus på de unge. Hensigten har hele tiden været at køre med to sideløbende grupper -de unge og +60 – men forskellige omstændinger havde gjort, at +60 workshoppen var blevet udskudt. Vi tog det derfor op til efterretning. Ét var, at det var den eneste workshop, vi havde at forholde os til, men noget andet er, at selv om vi synes, at kildekritikken blev holdt hævd, var det alligevel interessant at opleve, hvor hurtigt vi lod os begejstre af en gruppes interesse og idéer.

Vi har siden også haft +60 holdet i aktion, balancen er genoprettet og bevidstheden om den kildekritiske tilgang er blevet skærpet yderligere. Det fortæller også om fordelen ved at have forskellige ”slags” brugere involveret, når formidlingstiltag skal afprøves, evalueres og udvikles.

CKO: Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi

CAVI: Center for Avanceret Visualisering og Interaktion

Vores vision er at lære børnene at SE ved hjælp af detaljerne. Vi vil ikke FORTÆLLE om begreberne men VISE det, ved at børnene LEGER med begreberne.

Kan man med udgangspunkt i de faglige erfaringer, som Nivaagards Malerisamling har, designe en spilmekanik der understøtter denne vision?
Dette vidste vi fra starten krævede flere kompetencer end dem vi kunne mønstre, nemlig dem der skulle bruge spillet i sidste ende; eleverne i 3. – 5. klasse og deres lærerer.

Spillet tager udgangspunkt i sytten malerier fra Nivaagaards Guldaldersamling og har fokus på at opdage og undersøge detaljen i de enkelte billeder, således at børnene bliver draget ind i billedernes univers og oplever dem på nye måder. I forbindelse med tilblivelsen af konceptet har vi arbejdet tæt sammen med børn fra Egedalsskolen og deres lærere. Et mål med projektet har været og er stadig at inddrage målgruppen i så mange faser af projektet så muligt. Formålet med projektet er at gøre børnene mere interesserede i periodens kunst, gennem et produkt og medie de kender til. Der har gennem de sidste år været talt meget om digitalisering af kulturarv og kulturformidling og samtidig er de digitale mediers indtog i folkeskolen ved for alvor at slå sig fast.

I bevillingen fra Kulturarvsstyrelsen er der også afsat midler til at lave erfaringsudveksling med både museumsformidlere og lærerresourcer. Denne udveksling af erfaringer vil forhåbentlig kunne give museumsformidlere en indsigt i, hvordan man gennem tidlig brugerinddragelse kan skabe et produkt, som børnene rent faktisk har lyst til at bruge. Vi har allerede i vores arbejde erfaret, at både lærere og elever ofte finder digitale læringsværktøjer meget fokuserede på den didaktiske del. Dette er selvfølgelig ikke dårligt, men det kan ofte resultere i at eleverne rent faktisk ikke synes produktet er specielt spændende at bruge. Vi har derfor, ved at inddrage børnene tidligt i processen, forsøgt at sikre at de også får et produkt, de synes er spændende.

På samme måde som projektet Digitale tråde over landskabet – Brugerinddragelse i udviklingen af app til smartphone også vil dele processen af projektet, vil vi også forsøge at dele de erfaringer vi har gjort os i løbet af designfasen, og hvilke erfaringer vi gør os med den videre udvikling og det tætte samarbejde med slutbrugerne af produktet. Vi har bl.a. oprettet en tumblr profil til at dele tanker, billeder og videoer.

Planen er, at der i løbet af de næste måneder skal afholdes et fyraftensmøde eller lignende omkring, hvordan man kan og, hvorfor man bør indrage slutbrugerne og især børn tidligt i processen. Vi håber at I på formidlingsnet.dk har lyst til også at dele jeres erfaringer af formidlingen til børn med os. Hvilke vanskeligheder kan der være? Hvad oplever I gør børnene interesserede? osv.
Vi vil i løbet af processen komme med konkrete eksempler på, hvordan vi tænker at man kan løse problematikken omkring formidling, børn, malerier og digitale medier.

Helt grundlæggende, hvordan sørger vi for at der bliver lavet nogle interessante tilbud til børn som formidler al den viden der er der ude til dem?

Midlerne er fra Kulturarvsstyrelsens Digitale pulje, heri 3 måneder til brugerinddragelse. Det tætte samarbejde med brugerne i projektet vil vi forsøge at dokumentere undervejs. Blandt andet ved at blogge her på formidlingsnet.dk med det formål at skabe gennemsigtighed i designprocessen. Vi vil eksperimentere med forskellige måder at gribe det an på, og håber til med at I har lyst til at dele jeres erfaringer?!

”Vi” er udviklere (Alexandra Instituttet), arkæologer (Museum Midtjylland) og ansvarlig for brugerinddragelsen (Museum Midtjylland) og vil ud fra hvert vores perspektiv blogge om projektet og de komplikationer og succeser, vi møder undervejs.

Første del af ”Min by, min ø – min historie” hedder ”Grundstenen” og har til formål, at få en række af Odense forskellige brugergrupper i tale. Dette sker med udgangspunkt i etableringen af Odense Bys Museer ny museumsbygning med nye udstillinger om den fynske kulturhistorie fra oldtid til nutid. Som en del af byggeriet nedlægges en grundsten, og denne begivenhed, en symbolsk handling, lægger grunden for den nye bygning. Sammen med grundstenen nedsænkes en zinkkasse, hvori der lægges en række genstande som borgerne har udvalgt, fordi de vurderer at de udtrykker livet i Odense netop nu. Det bliver dermed borgerne, der lægger grundstenen for det nye museum. I en række fokusgruppeinterviews med repræsentanter fra forskellige sociale, kulturelle og økonomiske grupperinger i byen udvælges genstandene til zinkkassen, samtidig med at deltagerne begrunder deres valg og fravalg af genstande. Borgernes refleksioner over deres valg dokumenteres og inddrages i formidlingen omkring projektet. ”Grundstenen” beskæftiger sig således både med museernes traditionelle genstandsområde, nemlig den fysiske kulturarv og betydningen af, at der bliver samlet ind, og med brugernes personlige oplevelser af hvad der er relevant og bevaringsværdigt i forhold til at dokumentere livet i Odense anno 2011.

I de følgende indlæg vil vi præsentere indtryk, resultater og erfaringer fra de enkelte fokusgruppeinterviews.

 Vores afsæt har været at tage fat i begreber som ”New Audience Development” og ”Social Inclusion”, der er blevet, eller er på vej til at blive, en del af museernes tankegang omkring og planlægning af forskellige tilbud og aktiviteter. Mens hovedsigtet med ”New Audience Development” er at udvide museernes brugergruppe via forskellige strategier, herunder Outreach, handler det i ”Social inclusion” grundlæggende om, at bekæmpe det der siden 1970erne har været dækket af begrebet ”social exclusion”. Begrebet kan vel bedst defineres som de dynamiske processer, der knytter sig til at være helt eller delvist udelukket fra de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold, der determinerer et menneskes sociale integration i samfundet.

I ”New Audience Development” arbejdes der med at fremme adgangen til kulturlivet for befolkningsgrupper med anden religiøs, etnisk og/eller kulturel baggrund. Når det gælder ”Social inclusion”, er målsætningen i højere grad at styrke deltagernes evne til at tage hånd om egne livsbetingelser og skabe positive forandringer i såvel deres egne liv, som i de miljøer og kulturer de færdes i. Selvom de to tilganges målsætninger er henholdsvis kulturelt og socialt forankrede, har de en del til fælles, og overlapper ofte hinanden. Dette gør sig især gældende vedrørende den social inclusion-strategi den britiske museumsforsker Richard Sandell kalder ”The inclusive Museum”. Her arbejdes der med at eliminere de fysiske, geografiske, økonomiske, psykologiske og intellektuelle barrierer, der hindrer nogle grupper af mennesker i at anvende museernes tilbud. Hensigten er, at skabe grobund for en følelse af at være kulturelt inkluderet ved, at udvikle museer, hvis form og indhold appellerer til de grupper af kulturelt ekskluderede mennesker man retter tiltagene mod.  For at iværksætte en sådan udvikling er man nødt til, at erhverve sig kendskab til de behov, ønsker, læringspræferencer og livsbetingelser der karakteriserer de kulturelt ekskluderede deltageres tilværelse. Hvordan dette bedst gøres er første udfordring på vejen mod det inkluderende museum. Det er samtidig et glimrende afsæt for den løbende debat omkring social inclusion som en del af de danske museers strategi, som vi håber at sparke i gang med denne blog. Ordet er frit.    

I næste indlæg på bloggen vil vi beskæftige os med hvad projektet omfatter, og hvordan vi vil involvere borgerne i forløbet.

Kilder:

Kawashima, Nobuko (2006). Audience development and social inclusion in Britain. International Journal of Cultural Policy, Vol. 12, No. 1, 2006

Sandell, Richard (2003). Social Inclusion, the museum and the dynamics of sectoral change. Museum and society 1, 42-64

Sandell, Richard (1998). Museums as Agents of Social Inclusion. Museum Management and Curatorship, Vol. 17, No. 4, pp. 401–418, 1998

I oplevelsessamfundet afhænger et godt og udbytterigt møde med kulturen ikke i samme grad som før af den bourdieu’ske kulturelle kapital. Kulturen er nemlig i høj grad blevet tilgængelig for en mere mangfoldig brugergruppe, idet de fleste kulturinstitutioner forstår vigtigheden af at imødekomme nye brugere ved at henvende sig i et formidlingssprog, som taler til det, jeg vil kalde “oplevelseskapitalen” eller den “kulturelle kapital 2.0″. Termen oplevelseskapital har jeg ikke set brugt andre steder, men jeg mener, det giver god mening at tage den i brug, da man i dag inden for kulturlivet netop ikke længere er så optaget af den klassiske kulturelle kapital og det at danne borgeren i retning af være i stand til at værdsætte dannelseskulturen.

Oplevelseskapital defineret

At have oplevelseskapital refererer i al sin enkelthed til at have lysten og evnen til at opsøge gode oplevelser, og hvad angår det at møde kultur, gælder det for mange, at en god oplevelse kun er mulig, hvis tilgængeligheden ikke afgøres af forhåndskendskab og altså den gængse klassiske dannelse. Ved at være bevidst om den form, kunsten bliver formidlet i, er det således muligt at gøre kulturen vedkommende og spændende for andre end dem, som er særligt interesseret og i forvejen har et stort kulturforbrug. Og er det ikke det, som kulturformidlingen i dag har som sin fornemmeste opgave? At formidle i et “sprog”, som ikke ekskluderer, men inkluderer? Termen oplevelseskapital er et bud på et begreb, som kan være nyttigt inden for vores fagområde.

Det postmoderne museum henvender sig til oplevelseskapitalen

Begrebet oplevelseskapital knytter sig bl.a. til det “postmoderne museum”, som er karakteriseret ved at lægge vægt på underholdning ud fra grundlæggende værdier som ubekymrethed, frihed og åbenhed, hvilket skal forstås i forhold til det “moderne museum”, som primært lægger vægt på opdragelse og oplysning ud fra grundlæggende værdier som troen på udvikling, kultur, dannelse og fremskridt (1). Ikke forstået på den måde, at de to museumsformer udelukker hinanden, men hvor man på det “moderne museum” i overvejende grad kommunikerer til den kulturelle kapital, vil man på det postmoderne museum gerne appellere til oplevelseskapitalen og dermed til en bredere målgruppe.

Et etisk og demokratisk aspekt ved begrebet

Oplevelseskapital forstår jeg videre i forhold til et demokratisk og etisk element, da det først og fremmest giver mening at tale om kapitalformen i relation til det kulturpolitiske ideal om, at kultur skal være for alle og dermed også være vedkommende for “ikke–brugeren”. Kulturministeriet har nemlig siden sin grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at “give alle adgang til gode kulturoplevelser”, således at man uanset bopæl og social baggrund har mulighed for at nyde kunst og kultur (2). Det mål er dog langt fra nået, og senest hedder det i Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra oktober 2010, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse, hvorfor der fortsat ligger en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper forebygges.

I udfordringen om at forebygge kulturel marginalisering ligger det etiske element: vi ønsker nemlig ikke at ekskludere, men at tilbyde alle gode oplevelser, som man kan tage del i uden at have særlige forudsætninger. Forudsætninger som oftest er socialt betingede. For det er ikke nogen hemmelighed, at de særligt interesserede kulturbrugere typisk bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end ikke–brugeren, som ofte bor i provinsen eller det som efterhånden bliver betegnet som “udkantsdanmark”. Overser vi nemlig denne del af befolkningen, reproducerer vi det, som samfundsdebattør Lars Olsen kalder for klassesamfundet 2.0, hvor de kulturelle og immaterielle sider af ulighedsfaktorer er blevet vigtigere (3). Som kulturformidlere kan vi således være med til at forebygge social ulighed og sikre, at kulturen ikke er forbeholdt de få.

Uddybende læsning

Oplevelseskapital som begreb har jeg arbejdet med i mit speciale, som jeg afleverede i december 2010 på Københavns Universitet, hvor jeg har læst Dansk og Filosofi samt et studiemønster i Kulturformidling. Titlen på specialet er Oplevelseskapital i udkantsdanmark – men er kulturen forbeholdt de få?, og er I blevet interesserede i termen, sender jeg gerne specialet via mail.

I specialet operationaliserer jeg begrebet, idet jeg tager det i brug i min analyse af kulturinstitutionerne Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og kulturfestivalen Lys over Lolland, som på meget forskellig vis arbejder med kulturformidling i en del af landet, som netop ikke er kendetegnet ved en befolkningssammensætning, hvor de fleste har en længere videregående uddannelse og er de typiske kulturbrugere. De særlige udfordringer, som er forbundet med at være kulturinstitution i udkantsdanmark behandler jeg i mit speciale, hvor jeg argumenterer for, at det er vigtigt netop at tale til brugernes oplevelseskapital og nedtone vigtigheden af forhåndskendskab og altså kulturel kapital – hvis man på en vedkommende måde vil kommunikere til den brugergruppe, som rent faktisk bor i området.

Hvad synes I om begrebet?

Hermed min første introduktion til begrebet oplevelseskapital. Hvad mon I synes om det? Skriv gerne en kommentar eller stil et spørgsmål til termen her på bloggen – så uddyber jeg nuancerne i det, som jeg lægger i begrebet. Del gerne begrebet ved at klikke på ”Synes godt om” eller ved at linke til blogindlægget på Twitter. Vil I holde øje med mine skriverier i relation til begrebet, er I naturligvis også velkomne til at abonnere på min blog “Er kulturen forbeholdt de få?” via mail.

(1) Skot–Hansen, Dorte: Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til en oplevelse (2008), s. 70

(2) http://kum.dk/Kulturpolitik/Tilgangelighed/

(3) I Weekendavisen d. 5. februar 2009 skriver journalist Jesper Vind Jensen om Lars Olsens bog Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten (2009)

Hør bl.a. det verdenskendte danske arkitektfirma BIGs visioner for bæredygtighed i udstillingsarkitektur. Hvor grønne forventer brugerne, at muserne skal være og hvordan museerne kan spare mange penge ved at genbruge bl.a. særudstillingsmaterialer?

10.00 Ankomst m. kaffe
10.30 Velkomst og præsentation af formidlingsnetværket. Ved Jesper Thomas Møller, Nationalmuseet
10.40 Organisationen Danske Museer og de faglige netværk. Status og fremtidsperspektiver. Ved Nils M. Jensen, ODM
10.55 Præsentation af dagens tema. Ved Rune Clausen, Esrum Kloster og Møllegård
11.00 Det bæredygtige museum. Teori og praksis. Ved Lise Lyck, CBS
11.45 Hvor grønne er kulturforbrugere og turister? Erfaringer fra bl.a. den nye undersøgelse ”Green City Tourism”. Ved Lasse Bilstrup, Wonderful Copenhagen
12.30 Frokost
13.15 Case: Hvorfor bygge nyt hver gang? Genbrug af særudstillingsmaterialer. Ved Tom Jørgensen, Genbyg, og Maruiska Solow, Nationalmuseet
13.45 Workshop
14.30 Case: BIGs visioner for bæredygtighed i udstillingsarkitektur. EXPO-pavillonen i Shanghai. Ved David Zahle, BIG
15.15 Afsluttende debat m. kaffe
15.45 Tak for i dag

Pris for ODM-medlemmer: 200 kr.
Pris for ikke-medlemmer: 400 kr.

(incl. frokost/1 vand og kaffe)

Tilmelding og betaling senest 20. oktober efter “først til mølleprincippet” til ODM via:
Arrangementet er aflyst

Arrangører:
Axel Harms, Rosenborg Slot
Dorthe Danner Lund, Danmarks Borgcenter
Jesper T. Møller, Nationalmuseet
Rune Clausen, Esrum Kloster og Møllegård

Inspireret af Martins Brandt Djupdræts invitation til diskussion om ”Dronning Margrethe og arkæologien” vil vi gerne inviterer til en snak om vores erfaringer med særudstillingen ”Byens Puls”. Alle museumsfolk er velkomne på Kulturhistorisk Museum Randers

Fredag 11. juni 2010 kl. 10-11.30.

Herefter er der afgang til Moesgård Museum, hvor vi kan nå at spise frokost i deres kantine, inden arrangement der starter klokken 13.

”Byens Puls” er fyldt med overraskelser og skæve vinkler på kulturhistorien. Den er sanselig, eksperimenterende og interaktiv, og museet håber, at “Byens Puls” kan give publikum en helt ny og anderledes museumsoplevelse.

”Byens Puls” er et eksperimenterende samarbejdsprojekt. Udstillingen er blevet til i et tæt samarbejde mellem museets formidlingsafdeling, fire kunstnere, tre teaterinstruktører og 24 teaterelever.

Med dette utraditionelle udstillingshold har vi ønsket at udvikle og eksperimentere med museets måder at fortælle på. De kulturhistoriske museer tager naturligvis oftest udgangspunkt i det videnskabelige og målbare. Vi har ønsket at kaste nye blikke på byen, som i højere grad er sanselige og subjektive.

Ydermere har vi ønsket at inddrage en gruppe af brugere der ikke høre til museets kernepublikum, nemlig de unge. Vi har derfor bedt de unge om at være medskabere på udstillingen samt efterfølgende lave teaterforestillinger i udstillingen. Et andet element der gør brug af brugerinddragelse er forhavefortællingerne, hvor en ny borger hver måned præsentere sit bud på den halvoffentlige zone som forhaven er.

Emnerne for udstillingsbesøget bliver:

- Interaktion brugerne i mellem – ”det gode grin”.

- Den kunstneriske fortolkning i den kulturhistoriske museums udstilling.

- Brugen af lyd og levende billeder i udstillinger. Udstillingen rummer tre musikalske kompositioner der i bevægelsen gennem udstillingsrummet bliver til en samlet komposition. Der er via syv projektorer gjort udpræget brug af levende billeder i iscenesættelsen.

-  Spillet som formidlingsstrategi – Man kan vælge at spille sig gennem udstillingen, udstillingens veje (med hvide opgavefelter) er spillebrættet.

- Samarbejdsformer/brugerinddragelse – Inddragelsen af eksterne kunstneriske spidskompetencer, samarbejdet med de unge, forhavefortællinger.

- Diverse – Vi har taget mange chancer denne gang så der er nok at tale om.

Alle der har lyst er velkomne, det er gratis, men i må gerne tilmelde jer hos mig:

Ole Birch Nielsen

Mail: obn@khm.dk

Adressen er:

Kulturhistorisk Museum Randers

Stemannsgade 2

8900 Randers

Se en film fra udstillingen her:

http://www.youtube.com/watch?v=E-8gdlkqgds

Se mere om udstillingen og kunstnerne her!

Håber vi ses. Samlet kan det blive en dag med megen spændende snak.

Jeg er især tiltalt af den simple spilmekanik, som applikationen udnytter i form af point og badges, som mulighed for at blive Borgmester/Mayor på en lokation. Det lyder måske lidt fjollet, men appellerer umiddelbart til konkurrenceinstinktet – i hvert fald hos mig!

Muligheden for at give insider-tips om museets udstillinger eller oprette simple to-do opgaver fx “Besøg Nationalmuseet og find Solvognen”, vil give Foursquare-brugere en bonusoplevelse ved deres besøg og måske endda være et incitament til overhovedet at komme indenfor…

Jeg kan se, at flere museer i København allerede eksisterer som lokationer på Foursquare. Er er nogen derude, der bruger Foursquare aktivt? Eller har gjort sig nogle tanker i den retning?

Det er nok ikke undsluppet nogen i dette forum, at kulturarvsstyrelsens nye – og meget gule site er kommet op at køre på http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/. Dermed er der endnu et sted,  ligesom fx VÆGGEN og Byen i Byen (eller turistsiten Dit København og den nu hedengangne Bibstream) hvor man kan uploade, bidrage og diskutere om kulturarv.  Jeg er superspændt på at se, hvordan det kommer til at gå med brugerbidragene de forskellige steder – for hvem vælger at være hvor?

Det er også spændende at kigge til vore nordiske naboer, hvor der indenfor de seneste år er lanceret sites af lidt samme type. Centereret omkring lokaliteter og med rige muligheder for selv at deltage. Svenskernes Platsr virker umiddelbart mere indrettet på at understøtte et community – der er fx funktioner til oprettelse af grupper og diskussioner. En fiks feature er også, at jeg kan abonnere på søgninger. Søger jeg på en lokation, hvor der ikke er indhold endnu, kan jeg blive notificeret, hvis der skulle komme noget. Og jeg kan ad denne vej (måske) skabe kontakt til andre med interesse i lokalhistorien på dette sted.

Nordmændene har digitaltfortalt, som var ABM-utviklings store satsning i kulturminneåret 2009. Den norske site har eksisteret i snart 1 1/2 år og rummer pt. omkring 1400 fortællinger. Nordmændene har – yderst prisværdigt – offentliggjort deres første “årsresultat”.  Efter et år havde siten ca. 1300 bidrag (hvoraf 29% var skabt af enkeltpersoner, resten af institutioner). Antal unikke besøg lå på lidt under 70.000 og der var skrevet 750 kommentarer (man kan se hele statistikken for digitaltfortalt på ABM-utviklings website ). Siten har i øvrigt også en facebookside med en meget aktiv tilstedeværelse, hvor der dels er jævnlige opslag, men også hurtige svar på dialog. Den norske site udmærker sig især ved narrationen og ved, at der er skabt indhold i form af billeder og lyd. Grundideen i fortællingen er dermed en smule anderledes end i de to andre “søstersites”.

En ting, som de tre sites har til fælles er, at de er “styrelsesskabte” og ikke “institutionsskabte”. Har det en betydning for indhold og idé? Fx at man er “ude i landskabet” i stedet for “inde i samlingerne”? Får det betydning for brugerdeltagelsen? Har det betydning for, hvordan “site-ejeren” selv kommer til at deltage? Hvilke styrker har de tre sites hver især?

PS: der er noget på vej om de aktuelle aktiviteter på FB…projektlederen skriver på sagen