Til ODMs internationale formidlingsseminar 2012 er det muligt at høre mere om projektet, når Popstad Lunds projektleder Sofie Bergkvist kommer og holder oplæg 27/3. Her er en kort beskrivelse af nogle udstillingens elementer (og en længere kan læses i dette her link):

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og udstillingens projektleder Sofie Bergkvist rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

Link til indslag

Du kan se flere billeder fra udstillingen og læse mere om Popstad Lund i denne blogpost i Martins Museumsblog, der fortæller om et besøg jeg havde i Lund tidligere i december.

Sofie Bergkvist kommer til ODMs internationale formidlingssemingar 2012 til marts. Læs mere om seminaret i dette link.

Vikingesiden på Facebook

På Nationalmuseet har vi startet siden Vikinger på Facebook. Målet er, at den vil fungere som samlingssted for alt om vikinger – vikingekult, vikingeentusiasme og vikingeevents. Vi har oprettet siden fordi vi kan se, at andre emnesider på Facebook har en høj interesse og kan samle langt flere engagerede brugere end museumsiderne.

Hvem er passionerede omkring museer? Doh!
På siden er det både Nationalmuseet, brugerne og andre vikingemuseer, der ’poster’ på siden. Så den er ikke begrænset af hverken geografi eller afsender, men er derimod et sted hvor man kan opdage alt fra, at der er sejlads med vikingeskibe i Roskilde i weekenden, at der er en ny vikingerollespilsgruppe, der mangler nye medlemmer og at der ligger en udsendelse om vikinger online. Den handler ikke om hvad der sker omkring et enkelt museum. For helt ærligt, hvem er passionerede omkring blot ét museum? (Altså lige ud over os der arbejder i branchen, forstås).

Møde folk der hvor de er – vi har hørt det før…
Jeg tror, at museerne ville nå deres målgruppe i langt højere grad, hvis de turde bevæge sig væk fra at være ‘et museum’, ‘et arkiv’ osv. – et sted man besøger. Og så i stedet tog alvorligt hvad folk faktisk interesserer sig for. Når siden knyttes til et museum bliver det nemt en lang strøm af informationer om aktiviteter og arrangementer. Men helt ærligt, hvor ofte er det man som gæst besøger det samme museum? Det er de færreste museer jeg i hvert fald går på flere gange om året. Og det er på trods af, at jeg både er museumsnørd og ‘liker’ flere hundrede museer på Facebook. Det hjælper simpelthen ikke at de hver uge fortæller mig hvad der sker lige direkte på min news feed.

Du ved du er fra Ålborg når…
En af de lidt sjovere emnesider er lavet af Ålborg Stadsarkiv. Arkivet har sin egen side på Facebook, men også siden Man kan kun kalde sig en rigtig aalborgenser, når man ved at…  Her ligger arkivet sig op ad ‘Du ved du er fra Ballerup/Vojens/Skibby, når…’-siderne, der findes i massevis af på Facebook. Og hvad bruger arkivet så siden til? Den er et samlingssted for alt, der er værd at vide (og dele) om Ålborg. Men jeg har svært ved at se hvordan siden adskiller sig fra Ålborg Stadsarkiv egen side i indhold. Den adskiller sig nok i højere grad ved at have nogle andre likes. Måske nogen fra ÅS kan hjælpe med brugerstatistik?

De andre gør det også
Andre typer af emnesider er fx Novozymes I do 30, der samlede brugere om at vaske ved lavere temperatur (som er muligt pga. de enzymer Novozymes leverer, men som er lidt uhåndterlige at samles om). Og der er Energi Nords Lys i Afrika, der samlede 167.000 brugere om at sende lamper til Afrika – nok en del flere, end der kan samles om et elselskab i Danmark. Novozymes ser ikke ud til længere at bruge deres side, men Energi Nord fortsætter med at bruge siden til at skrive om hjælpearbejde i Afrika. Hvis man formår at bruge siderne til noget brugerne er interesserede i, ser jeg en stor mulighed for at samles om noget andet end en virksomhed eller et museum, men det kræver selvfølgelig, at man bliver ved med at bruge siderne.

Værdi, værdi, værdi
Men hvilken værdi skaber det? Det skaber i hvert fald et sted, hvor vi har mulighed for at samles om kulturarv med nogen, der interesserer sig for netop vikinger, hvor Nationalmuseets anden side er et sted, der handler om alt mellem himmel og jord, der falder indenfor museets virke – og det er måske mere end de fleste har lyst til at høre om. Vi får se…

sharing is (still) caring

Rune Clausen, der, som jeg selv, sidder i styregruppen for Formidlingsnetværket under ODM, og står bag dette websted, var inde på tilsvarende i sit indlæg sharing is caring i december. Dengang skrev Rune: “Man kan desværre ikke tvinge folk til at dele, men skal arbejdet med at opretholde, udvikle og bidrage med indlæg til et website som dette fortsat være relevant… må indholdet fortsat gerne være, tja… relevant. Så undgår vi måske at ende som en ren opslagstavle for mere eller mindre relevante begivenheder, seminarer, websites m.m. Det skal der selvfølgelig også være plads til, men det er – som alt andet i tilværelsen – en balancegang.”

På baggrund af denne holdning og generelt udviklingsmæssigt set, har vi i styregruppen talt om adskillige ændringer på siden, som forhåbentlig kan realiseres i løbet af efteråret og være med til at booste sidens indhold og brug, men vi skal kunne argumentere for nødvendigheden af, at siden findes, og det fordrer udefrakommende dele- og skrivelyst. Personligt ser jeg fortsat siden som det væsentligste “mødested” for både indenlands og udenlands museumsfolk udover det årlige Formidlingsseminar, fordi emnerne er tværgående i modsætning til de mange og i øvrigt fantastisk spændende dagsseminarer der udbydes, som oftest udelukkende handler om ét specifikt emne. Desuden er siden med til at give et hurtigt overblik over, hvad der rører sig p.t. på museumsformidlingsscenen. Det er ikke småting! -

en ny begrebsverden

Jeg indrømmer blankt at jeg, der har næsen dybt begravet i forskning for tiden, indimellem må tage tilløb for at indhente og samle op på de utallige nye ord og begreber der falder ind i denne verden. I løbet af det sidste halve år er ord som app, QR codes, Augmented Reality, RTC (regional training centre, for Apple, red.)og Social inklusion blevet en ny del af mit vokabular. Er jeg mon den eneste der har det sådan, eller faker I bare allesammen at være på forkant? – ellers læs endelig artiklerne og siderne jeg har henvist til, hvis du har det som mig. Om lidt er de allerede passé. Det paradoksale i at svømme rundt i nye begreber, er at grundstammen i museumsverdenen er statisk. Vi beskæftiger os (primært) med døde ting, som vi med alle mulige krumspring forsøger at puste lidt liv i, så gud ske lov for vores kreativitet, brug af samfundsteorier og nye digitale medier til at få historien og historierne om fortiden, nutiden, agurketiden og fremtiden bragt ud til verden. Og bliv endelig ved med at blogge om hvordan I gør.

det tager (stadig) kun 5 minutter

Jeg har netop genlæst mit eget første blogindlæg på siden. Det er 3 år gammelt, men i stil med budskabet i disse ytringer. Det handlede om at bruge mindre tid på Facebook for at få mere tid til formidlingsnettet (!) Dengang havde Facebook endnu ikke nået de faglige vidensdelingsdimensioner det har i dag, og jeg gav det ikke mange chancer, men nu er det en tidsrøver af rang og om lidt vil jeg selvfølgelig distribuere dette indlæg på Facebook, så hele min skare af venner og bekendte, heriblandt en masse museumsfolk, kan læse det. Dermed har jeg delt en velment opfordring fra Formidlingsnetværket til fortsat at være opmærksom på og se kvaliteten i at bruge Formidlingsnettet til at dele relevante erfaringer, meninger, holdninger og skabe debat omkring alverdens formidlingsemner.

Gårsdagens “talk-of-the-town” var, at Facebook Places nu er live i Danmark. Systemet er det samme som kendes fra Foursquare, altså at man kan tjekke ind på lokaliteter og derved dele dem med sine venner. På Facebook Places kan man imidlertid også tjekke andre personer ind, hvilket allerede har været genstand for en del debat. Som bruger kan man dog sætte sine privatlivsindstillinger sådan, at man ikke tillader andre at tjekke én ind.

Som repræsentant for en lokation kan man – igen ligesom på Foursquare – claime sin institutions listning i Places. Man kan – såvidt jeg kan læse mig til – også merge sin Places-tilstedeværelse med sin side. Foreløbig har jeg claimet en vis instituion ;-)  men er det oplagt at merge de to tilstedeværelser? Eller er det bedre, hvis man prøver at dedikere dem til lidt forskellige formål?

Man kan vel sige, at kulturarvsområdet har to hovedspor: et dialogisk/formidlingsmæssigt som er uafhængigt af det fysiske sted og ét der i højere grad handler om at synliggøre bestemte besøgslokationer (altså mere ovre i det markedsføringsmæssige).  I forhold til det sidste formål vil Facebook Deals måske byde på nye muligheder, også for museer og andre kulturinstitutioner. Men bringer Places og Deals også ny værdi for brugerne ifht. det formidlingsmæssige/dialogiske? Og er der ekstra værdi for dem, hvis man sammenlægger? Man kunne jo spørge dem, når Places har kørt et stykke tid. Det varer lidt inden claimet går igennem, men så vidt jeg kan se på de forskellige vejledninger, vil der også komme nogle muligheder for at binde flere Places tilstedeværelser sammen med en side.

Det vil nok være en god ide at holde lidt øje med, hvordan udviklingen på lokations-området bliver i den nærmeste tid. Betyder Places, at Foursquare bliver mindre interessant – eller vil det tværtimod skærpe denne tjeneste, og gøre den mere fokuseret? I følge en artikel på readwriteweb oplevede Foursquare en betydelig tilstrømning, da Places blev lanceret i USA.

Hvilke tanker har andre gjort sig om Facebook Places? Har I claimet jeres institutioner?

Links:
Webwoman: Tænk før du tjekker ind på Facebook Places
Komfo: Facebook Places rummer stort potentiale for virksomheder (ældre blogindlæg)
Sådan claimer man sit sit sted (walk-through guide fundet på digitalworks.dk)
Facebook Deals (indlæg fra november 2010)
Foursquare Notes Record New Signups The Day After Facebook Places Launches fra readwriteweb

The Future of Cultural Dissemination in a Digital World, 1. October 2010
10.00 to 13.00 CET, Room: Holberg
The Black Diamond, Søren Kierkegaards Plads 1
Registration for conference and workshop: tih@kb.dk before the 28 of September 2010
(There is a limited number of workshop places)
AGENDA
Time Item Who
9.30-10.00 Registration
10.00 Welcome Birte Christensen – Dalsgaard, Deputy Director General. The Royal Library, Denmark
10.15-11.00 “Human Computation: Using the Power of Millions.” Keynote speaker Luis von Ahn, professor of Computer Science at Carnegie Mellon University (USA)
11.00 – 11.15 Coffee Break
11.15 – 11.45 Play, Tag and Win – a game of tagging and supporting a worthy cause. Katja Guldbæk Rasmussen,The Royal Library, Denmark
11.45 – 12.15. Danish cultural heritage: “1001 Stories About Denmark”.
1001 fortællinger
Morten Stenak, Heritage Agency of Denmark. Kulturarv

12.15-12.30 Closing remarks Birte Christensen-Dalsgaard, Deputy Director General. The Royal Library, Denmark
12.30 -13.00 Lunch (self paid ) and networking
13.00 -15.00 Technical Master Workshop – Human-based Computation (Crowdsourcing) Luis von Ahn +
Registered participants

I dag har to nye netsteder fra vores nordiske broderlande set dagens lys. Det ser ud som om der er en lille trend i at bruge den øverste 3-del af sit website til en form for slideshow?  Begge de to nye sites har valgt denne løsning. Nasjonalmuseet integrerer også en række sociale tjenester og kører fx deres Facebook- og Twitter på forsiden. De har også implementeret Facebook Connect og deleknap. Har kan man også dele på den særlige norske communitysite Nettby, men ikke på det – ligeså norske – Origo (måske findes der slet ikke “deleknap” til Origo?). Museet har valgt at placere delemuligheden i bunden af siderne, og dét synes jeg ikke jeg har set særligt mange andre steder?

De nye sites findes på hhv. http://www.nasjonalmuseet.no og http://www.sjohistoriska.se

…og mens jeg er i gang, vil jeg også lige nævne Tekniska Museets nye facebook-side, der også er lanceret i dag! Den er lidt anderledes end de standardsider de fleste af os kører rundt med, men alligevel ikke helt så “fremmed” som mange corporate FB-sider. Der er fx flotte pink links (det er museets signaturfarve), og hvis man klikker hen på “Nörd”-fanen er der arbejdet en del med præsentationen her – ret inspirerende! Måske skulle man overveje noget her hen over sommeren

Med Ida Charlotte på Facebook prøver vi at lave en online ”faktionsleg”. Ida Charlotte er en helt igennem fiktiv pige på 19 år som lever i året 1772. Hun er i København et halvt år (fra april til september) og bor hos sin tante og onkel, hvor hun skal lærer at blive en god og dannet kvinde, så hun kan blive klar til at styre en husholdning, når hun bliver en gift frue. I september siger hun farvel til København og alle sine fans og rejser til de Vestindiske Øer, hér venter hendes forlovede hende. Her slutter også vores projekt på facebook – noget af en udfordring, når man tænker på at vi bruger procesmedier, der som udgangspunkt er langlivede, til noget, der er et korterevarende projekt.   Men Ida Charlotte skal jo til de Vestindiske Øer … vi planlægger en fysisk og festlig afslutning på museet, hvor Ida Charlottes fans kan møde ”giraffen” og sige farvel. Vi håber at det kommer til at virke naturligt og sjovt.

Vores målgruppe er unge piger i alderen fra 15 til 30 år. Grunden til at vi har valgt et medie som facebook til at fortælle om 1700-tallet er at vi tror, at vi skal møde vores målgruppe dér hvor den er, for selv tager den ikke initiativ til at gå på Nationalmuseet i fritiden! Vi vil gerne give målgruppen en anderledes opfattelse af og et levende billede af 1700-tallet. Vi mener at 1700-tallet kan blive interessant for de unge, hvis vi møder dem på nogle for 1700-tallet og vores egen tids fælles platforme. Det skal f.eks. handle om troskab og utroskab, om moralitet og frisind, om flirt filosofi og farlige forbindelser. Vores mål er at vores brugere vil engagerer sig, skrive med og stille spørgsmål, så længe legen varer. Det er vigtigt at de kan være med til, at påvirke historien enten ved at stille spørgsmål eller ved at hjælpe Ida Charlotte i situationer, hvor hun står over for et valg og må spørge sine fans til råds. Vi regner med at kunne måle brugerdeltagelse og wiews på siden bl.a. via sidens insights for demografi og opslagskvalitet.

Det er derimod ikke et direkte mål, at siden skal skubbe trafik over på vores almindelige website eller at brugerne skal komme ind og se en bestemt udstilling i Prinsens Palæ. Dog må det virtuelle møde med Ida Charlotte gerne give hendes fans lyst til at besøge museet, f.eks. for at se nogle af de ting som Ida Charlotte fortæller om. Det kunne f.eks. være tulipanvasen i Magstrædelejligheden, øksen som Struensee fik hugget hovedet af med, eller et strømpebånd fra tiden, som man kan se på Nationalmuseet.  Vi har også planer om analoge aktiviteter på museet, men tanken er, at hovedaktiviteten er digital, så man kan deltage uanset hvor man bor.

Tidligt i processen har det været vigtigt for at inddrage vores målgruppe, derfor nedsatte vi en fokusgruppe med piger i alderen fra 14 år til 30 år. Det var vigtigt for os, at vide om vores ideer og emnerne for projektet går i den rigtige retning. Vi ville vide hvad der fænger målgruppen, så de har lyst til at være aktive og blive hængene på siden.

Vores fokusgruppe pegede klart på, at de foretrak at være ven med en profil fremfor at være fan af en side. Andre undersøgelser og erfaringer peger i samme retning. Vi har dog alligevel været nødt til at oprette en side og ikke en personlig konto for projektets figur. Årsagen er Facebooks regler som bl.a. indbefatter, at man ikke må afgive falske personoplysninger eller oprette konto for andre uden tilladelse. Gælder det også fiktive personer, som en institution selv ejer,  står som tydelig ”ophavsmand” til og som er forsynet med reelle kontaktoplysninger? Det lykkedes os ikke at få kontakt til Facebook for at afklare spørgsmålet indenfor vores tidsramme. Så resulatet blev en fan-side.

Det har været vigtigt for os at gøre det tydeligt, at dét som man bliver fan af, er en figur eller rolle, som findes i 1772, og som er skabt /”ejet” af Nationalmuseet.  Dette spørgsmål har været en stor udfordring og væsentlig problemstilling i forhold til at afprøve Facebook som seriøst formidlingsmedie. Der er uden tvivl et stort formidlingspotentiale i formen. (Et eksempel kunne være personprofilen for Holocaustofret Henio Zytomirski, som siden februar har fået næsten 5.000 venner, der har engageret sig dybt i den lille drengs skæbne og i Holocaust.)

Brugerne må ikke være usikre på, hvem der har skabt siden og hvem der styrer den.  Men samtidigt sagde fokusgruppen med klar stemme, at det var supervigtigt, at ”Ida Charlotte” ikke blev udstyret som ”en kedelig historiebog” eller museumsreklame, men i så høj grad som muligt var levende, så de fik lyst til at skrive, snakke og læse med på væggen. Måske blev Nationalmuseet lidt for usynlig i starten. Og efter en omtale på bloggen cahoots ændrede vi vores synlighed, så vi nu har oprettet en mere fyldig ”om” fane på siden. I vores fokusering på den primære målgruppes behov og ønsker var vi måske kommet til at skubbe andre lidt for langt i baggrunden.

Endnu en udfordring er sprog og stil: Fokusgruppen pegede på, at det godt måtte være ”1700-talsagtigt” men ikke så meget, at det blev for uforståeligt og svært at følge med. Ida Charlotte skrive derfor ikke to aa som å og hun kan finde på at skrive ahrggr, når noget ikke passer hende.  Det er sjovt at lægge mærke til hvordan hendes fans derimod lever sig ind i historien og trækker sproget i en lidt ældre retning.

Der er jo allerede en masse erfaringer med realtidskommunikation og kulturarv i sociale medier. Vi har inddraget flere af dem i vores idéudvikling. Men netop fordi tilstedeværelser på disse platforme også er præget af stor individualitet og bygger på relationer, er den største opgave nok at finde frem til, hvordan netop VI og VORES interessenter SAMMEN kan udvikle aktiviteterne…. og hvordan platformene kan anvendes i forhold til de mål, genrer og materialer der indgår i netop vores virke. Det er en læringsproces – sammen med deltagerne. Vi lærer hele tiden … og hører meget gerne kommentarer fra de gode kollegaer her på formidlingsnet .

 Projektet står bl.a. i gæld til følgende steder:

http://wwar1.blogspot.com  (Harry Lamins blog fra WWI)

http://twitter.com/IamHenryviii

http://www.facebook.com/henio.zytomirski
De mange forskellige ”Anne Frank”- sider på Facebook

PS:  Vi kan også fortælle, at efter de første 14 dage havde siden 11% fans  i aldersgruppen 18-24 og en opslagskvalitet på ca 35. Det var især kvinder i alderen 25-34, der kommenterede.  Dette har ændret sig lidt, sådan at det nu er de lidt ældre, fra 35-44 der er et hestemulehår foran med kommentarerne. Procentdelen af fans, i alderen 18-24 er steget til 12%, men langt de fleste – 40% – er mellem 25-34. Facebook har i øjeblikket næsten lige mange kvindelige brugere i de to aldersgrupper (hhv.  235.520 og  273.000). Siden har mellem ca. 600 og 1000 visninger om ugen.

Nationalmuseet: Ida Lund-Andersen, Mette Boritz og Mia Ramsing Jensen

I den sidste måned har vi på Handels- og Søfartsmuseet forsøgt at betale os til at få flere venner.

Ved at bruge Facebooks glimrende annonceringsmuligheder har vi fået antallet af fans af vores side til at vokse betragteligt. Jeg har skrevet en lille artikel om det på Fyrskibet.dk, vores digitale logbog.

Læs mere her: http://fyrskibet.dk/reklamer-pa-facebook/

Er der andre, der har forsøgt sig med at veksle penge til popularitet i de nye sociale medier?

Den 14.10 havde bl.a. BBC nyheden om, at Auschwitz Muzeum havde oprettet en officiel Facebook-side. Siden havde samme aften ca. 400 medlemmer, men i løbet af i går blev den tilsyneladende taget ned uden forklaring. Bl.a. The Guardians teknologisektion forsøgte at kontakte museet, men uden held. 

Sent i går aftes var siden imidlertid atter oppe igen med over 2.300  fans og indlæg fra museet selv på væggen – men hvorfor den forsvandt, er stadigt uafklaret. Hverken på facebooksiden, hos de mange der har twittet om det – eller på museets egen website har jeg umiddelbart kunnet finde noget om baggrunden for nedtagningen.  Jeg har også blogget lidt om det i privaten på http://charlotteshj.wordpress.com for det bliver væsentligt at se, hvordan et sted med en så forfærdelig historie, kan bruge “the power of 2.0″ og hvordan.

Men jeg har lige samlet lidt links her til bloggen om den aktuelle Facebook-side samt andre eksempler på formidling/dialog om Holocaust i sociale medier. 

Links om Auschwitz på Facebook
Auschwitz på Facebook
Auschwitz på YouTube
Artikel om Auschwitz´s launch af side på Facebook (BBC)
Artikel om Auschwitz´på Facebook (Guardian)
Auschwitz facebook side taget ned (Guardian)

Andre
Debat om “memorial sites” og sociale netværk på BBC
Holocaust-overlevende, den 87-årige Fanny Starrs foredrag i Second Life
Anne Frank – museet på YouTube
Simon Wiesenthal Center på Twitter
Simon Wiesenthal Center på Facebook

Med brugen af sociale netværkssites følger et naturligt behov for tilstedeværelse. “Vi kan ikke være alle steder” – er et synspunkt som man ofte støder på. Nej, det er ikke muligt, og de fleste danske kulturarvsinstitutioner er kun ganske få steder ud af den vrimmel af muligheder, der findes når man ser på fx Brian Solis informative konversationsprisme.  

De sociale medier var en revolution i den måde vi kommunikerer med vores brugere og interessenter på, og den har måske knapt nået at bundfælde sig alle steder.  Men  ligger der ikke en ny udfordring klar, én som vi måske allerede bruger lidt – men måske ikke i så høj grad har italesat?

Jeg refererer her til dét man kunne kalde ”realtids-revolutionen”, en stadigt stigende forventning om digital tilstedeværelse og kommunikation af begivenheder, mens de sker.  Løbende  information, rapportering, tilbagemelding, dialog, etc.  som netop udnytter de sociale platformes mulighed for at binde digitale og analoge relationer sammen i nuet.

På Nationalmuseet prøvede vi i meget beskedent omfang med lidt realtids-kommunikation til kulturnatten.  Som ”hovedmedier” brugte vi Twitter og opdatering af vores FB. Lidt løbende fotografering og en lille hurtig video (begge på husmorniveau) blev det også til.

Jeg skal være den første til at indrømme, at formen bestemt kan udvikles ud over det vi gjorde.  Vi sendte 7 tweets i løbet af aftenen og skiftede en smule mellem at bruge #kulturnat og #kulturnatten eller ingenting. Der var også andre, bl.a. Nordisk Råd, som brugte Twitter på aftenen, men vi var ikke mange institutioner. På FB blev det til 5 opdateringer og vi lagde ca. 10 fotos ud på vores flickr.  Via den fikse mulighed flickrslidr.com kom billederne også ind i en (tagbaseret) visning på forsiden af natmus.dk. Her blev de liggende et par dage som en lille fotofortælling om vores kulturnat.  

Man kan så spørge, om der var nogen, der sad og ”fulgte med” digitalt. På aftenen fik vi 3-4 tilbagemeldinger på facebook, og en 10-12 views på fotos m.m. På Twitter startede vi med  23 followers før kulturnatten og har nu 31. Hvor mange der rent faktisk så vores tweets er svært at vide, eftersom mange jo tilgår Twitter via andre tjenester, bruger feed´et etc. Men en væsentlig pointe er, at efterhånden som flere og flere får smartphones, udviddes mulighederne for at være i kontakt med hinanden uden hensyn til sted og fast internetopkobling.

Et yderligere aspekt af realtidsaktiviterne er, at de har en lille hale.  På Facebook steg antallet af pageviews til 92 (ca. en fordobling) på kulturnatten. Forholder man sig kun til de kvantitative forhold og fx sammenligner med antal klik på artikler i nyhedsbreve etc. er det ikke så dumt, når vi har ca. 760 venner.  Men det vigtigste i aktiviteten er vel at være dér, hvor andre som er glade for kulturarv, historie etc. befinder sig, og at prøve at blive en del af en god dialog om disse emner.

Et af de felter, jeg ser som en betydelig udfordring er at sammenflette vore forskellige rum. Og kan ét af midlerne ikke netop være at udforske anvendelsen af realtidskommunikation?

På Nationalmuseet holdt vi den digitale kontakt til kl. ca. 23.30 på kulturnatten, og vi har flere små ideer under overvejelse.