Hurra, der var sda-kort læser på én af blog-PC´erne, så lad os få nogle flere visuelle indtryk fra konferencen!

Web-gruppen holder netværksmøde nederst, og der er naturligvis altid plads til flere, ikke mindst på bloggen som nu hedder www.formidlingsnet.dk. Til venstre ses Rune med sin nye, ærefulde orden – webgruppens allerhøjeste udmærkelse  Den Gyldne USB, som tildeles ad-hoc for ekstraordinære fortjenester i det digitale rum.

Øverst snapshost fra den fede workshop – hvor vi fik mulighed for at afprøve vores kreativitet med PC-skrot og tøjdyr. En instruktion i praktisk funability!

I eftermiddags deltog jeg i workshop 5 om læring, teknologi og ikke mindst leg. Her hørte vi om elever og forældre der sammen byggede byer af skrot og gammelt legetøj og brugte det som læringsredskab.

Efter at have hørt om de interessante resultater af forløbene, blev de tilstedeværende museumsfolk naturligvis selv kastet ud i processen med at sætte ting sammen og skabe noget nyt og spændende. Det førte til spændende resultater, som f.eks. cyberbamsen ovenfor, men også til mange spændende diskussioner mens der blev leget og bygget på gulvet.

Efter byggeriet kunne man også fotografere sine værker, printe resultatet ud og forsyne det med en passende tekst i det voksende galleri på væggen.

Det var nogle meget spændende og læreige timer i selskab med dygtige undervisere, der i hvertfald åbnede mine øjne for en anderledes pædagogik.

Nyd iøvrigt også vores lille udstilling af de skabte væsner og maskiner på bordet i foredragssalen…

Jeg har netop kigget på tagclouden og noterer mig at nogle af de pt. største ord er GLÆDE og POPULÆR FORMIDLING. Begge dele bør jo være en del af grundlaget for dialogen om kulturarv ( og natur – og kunst ) med vores omverden. Efter at dag 1 1/2 er ved at have sat sig er faktisk konferencens allerførste oplæg, om glæde som en væsentlig indgang til at lære. Tænk en gang, at man lærer mere og bedre, hvis man er glad. Et opløftende budskab og stikker man spaden lidt dybere fik jeg gennem hans oplæg sat lidt mere teori på begrebet funability, som er en væsentlig drivkraft i fx et it-læringsprojekt som 23-things, som vi bl.a. også har diskuteret på den gamle blog i webgruppen. Et emne, som vi i fremtiden med fuld ret kunne tage op på www.formidlingsnet.dk er netop hvordan vi øger glæden ved at arbejde med it og kulturarv – både hos brugerne men også hos os selv. Mere funablity i kulturarvsdialogen!

Det er Kjeld Fredens inspirerende oplæg Fra vanetænkning til nytænkning. Når man som vi på Handels- og Søfartsmuseet står overfor at opbygge en helt ny udstilling, er det nødvendigt at vide hvordan man kan ramme forskellige besøgende og gøre deres museumsoplevelse til en vedblivende erindring.

Viden om at glæde øger indlæringen er også en vigtig erkendelse. Museer bør ikke kun være templer for viden og læring, men også steder man morer sig sammen, og her er det interessant at vide at man kan finde støtte i hjerneforskningen.

Tak for et spændende indlæg, hvor den dybe faglige ballast fremgik tydeligt.

Når man ser fodbold, håndbold, boksning eller går i teatret, biografen eller til koncert kommer man som tilskuer på en form for besøg. Selvom man er tryg, er man ikke hos sig selv – heller ikke mentalt. Man er på besøg i et rum skabt og fyldt af eksperter, uanset om de eksperter er gode til fodbold, sang eller kulturhistorie. I cykelløb er det anderledes, og her kan vi som museer måske hente lidt inspiration.

Cykelrytterne er stjerner, eksperter i deres erhverv – og folk beundrer dem. Men cykelrytterne optræder ikke i en på forhånd fastlagt arena, man skal ikke betale for at komme ind. Cykelrytterne optræder på gader, torve og stræder, kort sagt hjeme hos folk. I forbindelse med cykelløb er det stjernene, der komme på besøg hos publikum og IKKE omvendt. Dette sker vel at mærke uden, at rytterne status som stjerner eller “eksperter” lider overlast. I det fysiske nærvær opnår rytterne og tilskuerne en mental symbiose om en præstation – cykelløbets lidelse og glæde.

Måske kan vi på museerne stræbe efter at opnå en tilsvarende mental sammenhæng med publikum. Ikke decideret ved at komme hjem til folks gader, men ved at skabe en fornemmelse hos publikum, hvor DE kommer til at føle sig på hjemmebane i stedet for OS – uden at vi mister status som eksperter, der kan lære fra os og give oplevelser. Kan vi give en fornemmelse af, at vi er i deres verden i stedet for de i vores, tror jeg vi kan opnå meget.