En sidste lynrapport fra ISEA i Istanbul – for introduktion til konference se tidligere post.

En session d.19.9. havde den uigennemskuelige titel “The Media Space. Evolving Media Architecture and its Legend” – men ofte kan det være når man springer til uden forventing, at der sker noget. Her handlede det om mediearkitektur, dvs hvordan man meningsfuldt sammentænker bygninger og mediering. Designer Christoph Kronhagel præsenterede Media Facades, et produkt hvor man projicerede billeder på bygninger beklædt med reflekterende lameller, som var usynlige indefra. han var tydeligvis på salgsturné, men det interaktive potentiale i idéen er stor, forsåvidt man kan gøre “mediehuden” interaktiv. Han fortalte da også om et projekt hvor et tysk byråd overvejede en “deltagervæg”, hvor høringsporjekter og andet kunne faciliteres af et sådant medie-landmark.

Arkitekt Echehardt Loiholdt havde en mere rumlig approach og inddragede bygningsfacadens historie i en overvejelse omkring hvordan man kan “vende indersiden udad” på en bygning. Forskellige teknikker og teknologier blev nævnt, men det interessante var den funktionelle overvejelse i at kommunikere bygningens intention og brug gennem transparente og oplyste facader.

Endelig blev problematikken omkring forbindelse mellem det indre og det ydre taget op af en repræsentant for Ars Electronica Future Lab. De havde for et større tysk firma etableret en digital “vej”, der førte besøgende ind i en bygning og til et særligt galleri. Vejen bestod af en oplyst, 200 meter lang skærm, hvor animerede vanddyr fulgte efter den besøgende. Vanddyrene var tilsyneladende forbundet til den forretningsaktivitet der foregik i huset – altså en kunstnerisk repræsentation spundet ind i en markedsføringsinstallation.Meget fikst.

Idéen om det intelligente byrum blev i denne session meget mere konkret og forskellige principielle spørgsmål materialiserede sig: Hvordan kan sådanne strukturer undgå at dominere byrummet fuldstændig? – som i et nyt Blade Runner, der vist allerede er virkelighed i nogle asiatiske megabyers centre. Hvad er eksistensberettigelse og succeskriterium for en sådan type kommunikation i byrummet? Og ikke mindre vigtigt – hvordan etableres nesigtmæssige partnerskaber til en eventuel finansiering af de bekostelige strukturer?

Forvirret? Det var undertegnede også, men samtidig også overbevist om at der er et fremtidigt element i vores bylandskab, som vi lige så godt kan tage stilling til idag som i morgen.

Monumentets tredje hud – Kunstværk af danskeren Thyra Hilden i Rom

Kurator Karen Gaskill udredte, hvordan kuratorens rolle har udviklet sig fra den oprindelige betydning af ordet (caretaker) til siden 1960′erne hvor betydningen og den kuratoriske praksis skifter i mange retninger. Det, Gaskill kalder “den kuratoriske gestus” kommer frem, dvs. at selve sammensætningen af en udstilling, valget af rum og interaktionsformer bliver et værk i sig selv. Kuratering går hen og bliver ” the most radical form of cultural practice today”, intet mindre. Kuratoren arbejder mellem den private kustproduktion og den offentlige kunstkonsumption, og bevæger sig dermed i et magtfuldt felt, hvor selve det at udstille bliver en selvstændig diskurs, som får mere og mere medieopmærksomhed. Gaskill kobler denne udvikling med de nye medier, der bryder grænserne for den tidligere forståelse af kunst ved at være interaktivt, ikke-lineært og sammensat af sociale, visuelle og materielle elementer.

Kurator og kunsthistoriker Christiane Paul fra New York forsøgte en definition af nye medier som noget der er: processuelt, netværksbaseret, interaktivt, ikke -lineært og modulært – og som ved alle disse kendetegn adskilte sig fra den traditionelle kunst. Siden sin fremkomst har New Media Art således også være holdt på et sidespor ift den anerkendte kunst. Dette synspunkt deltes af Anett Dekker, kurator og kunstner fra Holland. Ifølge hendes research var det mindre en 1 procent af de store kunstmuseers samlinger, der indeholdt nye medier.

Nu handlede dette specifikt om kunst og nye medier i forhold til kunstværkets og kuratorens status – men man kan godt generalisere diskussionen, synes jeg. Med brugen af nye medier i såvel formidling som indsamling og forskning får museerne og museumsinspektørerne over en bred kam en anden rolle at spille end tidligere – som medfortæller, designer og kommunikator. Måske er det kunstmuseerne der i højest grad har mærket denne udvikling, men det er en, som alle museumsfolk på et eller andet tidspunkt kommer til at forholde sig til.

I oplevelsessamfundet afhænger et godt og udbytterigt møde med kulturen ikke i samme grad som før af den bourdieu’ske kulturelle kapital. Kulturen er nemlig i høj grad blevet tilgængelig for en mere mangfoldig brugergruppe, idet de fleste kulturinstitutioner forstår vigtigheden af at imødekomme nye brugere ved at henvende sig i et formidlingssprog, som taler til det, jeg vil kalde “oplevelseskapitalen” eller den “kulturelle kapital 2.0″. Termen oplevelseskapital har jeg ikke set brugt andre steder, men jeg mener, det giver god mening at tage den i brug, da man i dag inden for kulturlivet netop ikke længere er så optaget af den klassiske kulturelle kapital og det at danne borgeren i retning af være i stand til at værdsætte dannelseskulturen.

Oplevelseskapital defineret

At have oplevelseskapital refererer i al sin enkelthed til at have lysten og evnen til at opsøge gode oplevelser, og hvad angår det at møde kultur, gælder det for mange, at en god oplevelse kun er mulig, hvis tilgængeligheden ikke afgøres af forhåndskendskab og altså den gængse klassiske dannelse. Ved at være bevidst om den form, kunsten bliver formidlet i, er det således muligt at gøre kulturen vedkommende og spændende for andre end dem, som er særligt interesseret og i forvejen har et stort kulturforbrug. Og er det ikke det, som kulturformidlingen i dag har som sin fornemmeste opgave? At formidle i et “sprog”, som ikke ekskluderer, men inkluderer? Termen oplevelseskapital er et bud på et begreb, som kan være nyttigt inden for vores fagområde.

Det postmoderne museum henvender sig til oplevelseskapitalen

Begrebet oplevelseskapital knytter sig bl.a. til det “postmoderne museum”, som er karakteriseret ved at lægge vægt på underholdning ud fra grundlæggende værdier som ubekymrethed, frihed og åbenhed, hvilket skal forstås i forhold til det “moderne museum”, som primært lægger vægt på opdragelse og oplysning ud fra grundlæggende værdier som troen på udvikling, kultur, dannelse og fremskridt (1). Ikke forstået på den måde, at de to museumsformer udelukker hinanden, men hvor man på det “moderne museum” i overvejende grad kommunikerer til den kulturelle kapital, vil man på det postmoderne museum gerne appellere til oplevelseskapitalen og dermed til en bredere målgruppe.

Et etisk og demokratisk aspekt ved begrebet

Oplevelseskapital forstår jeg videre i forhold til et demokratisk og etisk element, da det først og fremmest giver mening at tale om kapitalformen i relation til det kulturpolitiske ideal om, at kultur skal være for alle og dermed også være vedkommende for “ikke–brugeren”. Kulturministeriet har nemlig siden sin grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at “give alle adgang til gode kulturoplevelser”, således at man uanset bopæl og social baggrund har mulighed for at nyde kunst og kultur (2). Det mål er dog langt fra nået, og senest hedder det i Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra oktober 2010, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse, hvorfor der fortsat ligger en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper forebygges.

I udfordringen om at forebygge kulturel marginalisering ligger det etiske element: vi ønsker nemlig ikke at ekskludere, men at tilbyde alle gode oplevelser, som man kan tage del i uden at have særlige forudsætninger. Forudsætninger som oftest er socialt betingede. For det er ikke nogen hemmelighed, at de særligt interesserede kulturbrugere typisk bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end ikke–brugeren, som ofte bor i provinsen eller det som efterhånden bliver betegnet som “udkantsdanmark”. Overser vi nemlig denne del af befolkningen, reproducerer vi det, som samfundsdebattør Lars Olsen kalder for klassesamfundet 2.0, hvor de kulturelle og immaterielle sider af ulighedsfaktorer er blevet vigtigere (3). Som kulturformidlere kan vi således være med til at forebygge social ulighed og sikre, at kulturen ikke er forbeholdt de få.

Uddybende læsning

Oplevelseskapital som begreb har jeg arbejdet med i mit speciale, som jeg afleverede i december 2010 på Københavns Universitet, hvor jeg har læst Dansk og Filosofi samt et studiemønster i Kulturformidling. Titlen på specialet er Oplevelseskapital i udkantsdanmark – men er kulturen forbeholdt de få?, og er I blevet interesserede i termen, sender jeg gerne specialet via mail.

I specialet operationaliserer jeg begrebet, idet jeg tager det i brug i min analyse af kulturinstitutionerne Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og kulturfestivalen Lys over Lolland, som på meget forskellig vis arbejder med kulturformidling i en del af landet, som netop ikke er kendetegnet ved en befolkningssammensætning, hvor de fleste har en længere videregående uddannelse og er de typiske kulturbrugere. De særlige udfordringer, som er forbundet med at være kulturinstitution i udkantsdanmark behandler jeg i mit speciale, hvor jeg argumenterer for, at det er vigtigt netop at tale til brugernes oplevelseskapital og nedtone vigtigheden af forhåndskendskab og altså kulturel kapital – hvis man på en vedkommende måde vil kommunikere til den brugergruppe, som rent faktisk bor i området.

Hvad synes I om begrebet?

Hermed min første introduktion til begrebet oplevelseskapital. Hvad mon I synes om det? Skriv gerne en kommentar eller stil et spørgsmål til termen her på bloggen – så uddyber jeg nuancerne i det, som jeg lægger i begrebet. Del gerne begrebet ved at klikke på ”Synes godt om” eller ved at linke til blogindlægget på Twitter. Vil I holde øje med mine skriverier i relation til begrebet, er I naturligvis også velkomne til at abonnere på min blog “Er kulturen forbeholdt de få?” via mail.

(1) Skot–Hansen, Dorte: Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til en oplevelse (2008), s. 70

(2) http://kum.dk/Kulturpolitik/Tilgangelighed/

(3) I Weekendavisen d. 5. februar 2009 skriver journalist Jesper Vind Jensen om Lars Olsens bog Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten (2009)

Jeg er især tiltalt af den simple spilmekanik, som applikationen udnytter i form af point og badges, som mulighed for at blive Borgmester/Mayor på en lokation. Det lyder måske lidt fjollet, men appellerer umiddelbart til konkurrenceinstinktet – i hvert fald hos mig!

Muligheden for at give insider-tips om museets udstillinger eller oprette simple to-do opgaver fx “Besøg Nationalmuseet og find Solvognen”, vil give Foursquare-brugere en bonusoplevelse ved deres besøg og måske endda være et incitament til overhovedet at komme indenfor…

Jeg kan se, at flere museer i København allerede eksisterer som lokationer på Foursquare. Er er nogen derude, der bruger Foursquare aktivt? Eller har gjort sig nogle tanker i den retning?

Man støder ofte blandt museumsfolk på den opfattelse, at interaktivitet er, nar man kan ”prøve noget”, underforstået at så snart det er muligt at gøre andet end på at bruge sine øjne i udstillingen, så er der tale om interaktivitet. Der kan siges mange gode ting om hvad man kunne kalde ”hands-on” aktiviteter, men jeg mener, at begrebet interaktivitet er noget andet, og fortjener en klarere definition.

Det skal også slås fast, at begrebet efter min mening er uafhængigt af medier, altså om interaktiviteten finder sted med fysiske objekter eller i virtuelle verdener. Tidligere blev interaktivitet oftest benyttet i forbindelse med digitale multimedier, men den anvendelse mener jeg er alt for snæver. Se f.eks. på Jonas Heide Smiths glimrende blog, hvor han har en ældre artikel om emnet:

Interaktion kan defineres som en tovejspåvirkning mellem to eller flere objekter eller fænomener. For at interaktion skal være tilstede skal der foregå en vekselvirkning, altså at først på virker det ene objekt det andet, derefter det andet objekt det første på baggrund af den første påvirkning, hvilket igen kan give nye muligheder for påvirkning mellem objekterne.

Denne definition kan anvendes på en række eksempler:

Eksempler på museumsopstillinger, der ikke er interaktive:

• Ved en model af en by kan gæsten trykke på en knap og et lys tændes for at markere en bestemt bygning.
• I en udstilling om kolonihandel kan man tage proppen af en række flasker for at lugte hvordan udvalgte varetyper lugter.
• Ved en varmluftballon kan man tænde for blæseren, der derefter varmer luften i ballonen op i et på forhånd defineret tidsrum, så ballonen stiger til vejrs.

Eksempler på interaktive museumsopstillinger:

• Ved et tryk på en knap blæser en vældig luftstrøm til vejrs, og derefter kan man sætte en eller to små badebolde ind i luftstrømmen, se dem stige til vejrs, og derefter blokere for luftstrømmen med hænderne for at se hvordan boldene stiger eller falder.
• Diverse former for digitale spil hvor spilleren tager beslutninger i relation til de udstillede objekter og derefter stilles overfor nye muligheder alt efter sit foregående valg. Gode eksempler er ostindiefartsimualtoren på Museum of London Docklands eller den jødiske dames kuffert på Jüdisches Museum i Berlin.
• ”Maskinen” på Brede Værk hvor flere besøgende arbejder sammen om at skabe en industriel produktion. Spillerne udfører industriarbejde og deres dygtighed og hastighed påvirker spillet, der igen får deltagerne til at ændre adfærd.

Bemærk at der hverken er en formidlingsmæssig kvalitets- eller relevansvurdering i ovenstående lister.

Modellen af en by, hvor man kan få udvalgte huse til at lyse op kan være strålende formidling, der giver gæsten stor information uden store mængder tekst, men er blot ikke interaktiv.

Hvordan vil du definere interaktivitet i en udstillingssammenhæng, og har du en god henvisning til litteratur eller netlæsning?

Når man har ferie, har man jo bl.a. tid til at gå på museum og jeg har været forbi ét som jeg aldrig før har besøgt, nemlig Davids Samling i København.

De havde et par gode ting som jeg skyndte mig at tage lidt elendig dokumentation af. Dels en ret fiks måde at udstille mønter på – man peger på den mønt, man er interesseret i, og får beskrivelse m.m. af den på et lille display nedenunder (den blå skærm på billedet).

Men dét som jeg for alvor syntes var smart, og derfor har taget en dårlig video af, var en stander med information om nogle af samlingens “multifunktionelle” empire(?) møbler.

I samme rum hvor møblerne står, har museet opstillet en stander med adgang til yderligere information om de enkelte stykker. Fælles for mange af møblerne er, at der en lang række muligheder for at “customize” dem til forskellige funktioner. Der er skuffer, plader, klapper m.m. som kan trækkes ud, op og ned på mange forskellige måder.  På standeren kan brugeren selv animere møblet og derved få et indtryk af dets mange forskellige muligheder. Èn animation siger mere end 1.000 ord.

Jeg synes det var en meget enkel og lækker måde at beskrive det på, så jeg fik min mand til at agere håndmodel og optog ovenstående video, som (på trods af kvaliteten)  forhåbentlig giver et lille indtryk af faciliteten.

Indlægget er crossblogget i privaten på http://charlotteshj.wordpress.com

Så er historiskatlas.dk i luften!

http://www.tv2fyn.dk/video/21414

Vi har allerede fået lagt vores GIS server ned, men alt kører fornuftigt nu.
Smut ind og tag et kig – det er som så meget andet web for tiden “evig beta”…

Konstruktiv kritik og feedback modtages meget gerne!

Vores største issue lige nu er load-tiderne på kortmateriale, så det behøver I ikke skrive en masse om.
Vi har en aktiv liste på 60+ fejlrettelser og forbedringer, så jeg er selvfølgelig nysgerrig efter alt det, vi ikke selv har set eller tænkt på

www.historiskatlas.dk

Silverlight FTW

Til den nye Freddie-udstilling har SMK oprettet et oplevelses og info-site om Freddie og udstillingen på http://freddie.smk.dk. Udover info om kunstneren og hans værker er der også links til info andre steder …. og SMK linker bl.a. ud til Wikipedia.

Der er også forskellige spil – bl.a. kan man skrive surrealistiske sætninger. Mit forsøg resulterede i sætningen “En rusten kat myrder en grønlyseblå muse”.
Der er også et lille spil, som går ud på at ramme kunstnerens genfærd med gafler i øjet. Så vidt jeg har hørt, kan man vinde en fribillet…. men som dokumenteret nedenfor er det vist ikke lige dér mine forcer ligger, i hvertfald ikke i første forsøg. Jeg skal tydeligvis ikke slippes løs med en gaffel nede i Sølvgade.

Det er et sjovt forsøg på at skabe sammenhæng mellem spil/website og udstilling. I stedet for “kun” at kunne spille, kan resultatet (hvis det er lidt bedre end mit) bruges konkret i forhold til den fysiske udstilling.

Måske er der nogen, som kan fortælle lidt mere om den tekniske løsning …..og den slags …?

For nylig i Weekendavisen var der en spændende artikel om nye former for historiefortællinger såsom wikiromaner, Alternate Reality Games og andre digitale fortællinger. Det inspirerede mig til nogle tågede tanker på min blog:

http://historieblog.dk/../fri-narrativ-formidling/

Hvad mener du, er det noget der kan bruges i fremtidig museumsformidling eller er vi faret vild i tågen?