Kurator Karen Gaskill udredte, hvordan kuratorens rolle har udviklet sig fra den oprindelige betydning af ordet (caretaker) til siden 1960′erne hvor betydningen og den kuratoriske praksis skifter i mange retninger. Det, Gaskill kalder “den kuratoriske gestus” kommer frem, dvs. at selve sammensætningen af en udstilling, valget af rum og interaktionsformer bliver et værk i sig selv. Kuratering går hen og bliver ” the most radical form of cultural practice today”, intet mindre. Kuratoren arbejder mellem den private kustproduktion og den offentlige kunstkonsumption, og bevæger sig dermed i et magtfuldt felt, hvor selve det at udstille bliver en selvstændig diskurs, som får mere og mere medieopmærksomhed. Gaskill kobler denne udvikling med de nye medier, der bryder grænserne for den tidligere forståelse af kunst ved at være interaktivt, ikke-lineært og sammensat af sociale, visuelle og materielle elementer.

Kurator og kunsthistoriker Christiane Paul fra New York forsøgte en definition af nye medier som noget der er: processuelt, netværksbaseret, interaktivt, ikke -lineært og modulært – og som ved alle disse kendetegn adskilte sig fra den traditionelle kunst. Siden sin fremkomst har New Media Art således også være holdt på et sidespor ift den anerkendte kunst. Dette synspunkt deltes af Anett Dekker, kurator og kunstner fra Holland. Ifølge hendes research var det mindre en 1 procent af de store kunstmuseers samlinger, der indeholdt nye medier.

Nu handlede dette specifikt om kunst og nye medier i forhold til kunstværkets og kuratorens status – men man kan godt generalisere diskussionen, synes jeg. Med brugen af nye medier i såvel formidling som indsamling og forskning får museerne og museumsinspektørerne over en bred kam en anden rolle at spille end tidligere – som medfortæller, designer og kommunikator. Måske er det kunstmuseerne der i højest grad har mærket denne udvikling, men det er en, som alle museumsfolk på et eller andet tidspunkt kommer til at forholde sig til.

Vi har især fokuseret på workshops om apps, om augmented reality og games. I det hele taget tales der meget om at sprede sig ud på så mange platforme som muligt. Om at flytte museet uden for museet. Det er ikke nok at sidde og vente på klik på sin egen hjemmeside, man skal ud til individuelle blogs og facebook-sider og interagere. Hele konferencen startede med en statistisk fact session, der helt klart også viste denne tendens: at vi customizer og personaliserer mere og mere som eksempelvis med apps ”that takes us from Superhighway to bypass”. Statistikken var amerikansk og viste eksempelvis, at 38% af voksne ser educational videos på nettet, 50+ er hurtigst voksende gruppe på SNS (social network sites) og 17% bruger geolocation som foursquare- hvis de da forstår, hvad de svarer på. Undersøgelser har nemlig vist, at folk ikke er bevidste om, hvad der er apps eller geolocation – det betyder ikke noget for dem, det skal bare virke og har de egentlig overhovedet en smartphone?

Ud fra de statiske data kan man inddele netsøgning i fire kategorier: Efficient Grazers, der besøger mange forskellige slags sites, Hunters, der har et specifikt spørgsmål, de søger svar på, Info discovers, der støder på information, mens de leder efter noget andet og News receivers, der automatisk får sendt specifik information til dem. Det er ret interessant i forhold til hvordan, vi vil byde os til. Bør vi ikke i stigende grad sikre at have noget for og til alle fire typer?

Konferencen lægger ikke op til diskussion om hvorvidt museerne skal kaste sig over de mange nye digitale teknologier og muligheder eller om man skal være i de sociale medier. Det er snarere et spørgsmål om, hvordan man ændrer hele sin organisation, så den tænker de sociale medier ind og hvordan man få sine kollegaer med. De sociale medier har ændret vores måde at tænke og agere på – derfor må museerne også ændre sig for at være tidssvarende.

Næste år er konferencen 11.-14. april i San Diego, Californien.

Tjek interessant statistik fra konferencen

The Toronto Museum Project er navnet på en ny website, der netop er launchet, og som – måske ikke overraskende – handler om Torontos historie. Siten er rigtig moderne i farverne og fås naturligvis både på engelsk og fransk. Og jeg kan ikke dy mig for at cross-blogge dette indlæg fra privaten

Sitens ide er klassisk: der er tale om brugerbidrag, folk skal fortælle om genstande, der rører dem og give museet ideer til formidling af byens historie. På siten skriver 100 frivillige ud fra en genstand, de har valgt, fordi den har en særlig betydning for dem. Alle tingene præsenteres med billede og en kortere eller længere tekst, som personen, der har valgt den, har skrevet. Desuden er der en “curatorial comment”, hvor museet kort fortæller om genstandens historiske baggrund.

I et andet afsnit er der samlet 100 udstillingsideer, som brugere kan kommentere på og “indholdsudfylde” med nye ideer, og “nye brugere” kan naturligvis kommentere på det hele. Der er ikke så mange kommentarer endnu, men med fx ladder of on-line participation i baghovedet bør man nok ikke undre sig. Der er mange flere, der læser end kommenterer og deltager.

Der er to ting, som er interessante ved Toronto-siten. Det ene er, at den tilbyder er meget alternativ navigation. Jeg kan ikke klikke på ord, der beskriver typer af genstande eller ideer, kun på personer eller ting. Måske derfor er der ikke nogen traditionel søgefunktion.

Det andet forhold som springer i øjnene er, at siten er renset for alle de “kendte” 2.0 elementer. Der er ikke en “Facebook-connect”, “Følg-os-på-Twitter”, “Tag-vores-RSS”, “Send-til-en-ven”, “Del-med-alle-via-addthis” osv. Er det nu godt eller skidt? Kan en social site, der gerne vil samle brugerbidrag og skabe dialog godt “slå igennem” selv, uden at forbinde sig med de sædvanlige  steder, hvor folk i øvrigt deler?

Er det en god idé at etablere denne type sites uden at inddrage nogle af de netværkssites, som i øvrigt rummer kulturarvens potentielle brugere og interesserenter? Der er andre eksempler på lignende ting, fx den norske digitaltfortalt, som nu har eksisteret i et års tid og har ca. 3.000 brugere om ugen. Siten har lidt over 1200 fortællinger, hvoraf de ca. 350 er “private” brugeres bidrag og resten stammer fra kulturarvsinstitutionerne. (Digitaltfortalt har dog også en ret aktiv side på facebook og et feed)

Kan et sådant socialt kulturarvssite med udgangspunkt i én institution blive “stort nok” alene og få et antal brugere, som betyder, at den nødvendige volumen for bred dialog er til stede? Eller er det lige meget, bare man kommer i kontakt med nogen? Er det måske i højere grad projekter for de “lange haler”?

For noget tid siden optrådte begrebet ”digital dannelse” på Esben Fjords facebook-profil. Jeg er blevet så glad for udtrykket, at jeg synes det fortjener en nøjere diskussion og større udbredelse.

Ved ”dannelse” forstår vi i reglen, at en person har erhvervet en viden og nogle egenskaber, som gør ham eller hende i stand til at betjene sig af et sæt kulturelle koder. Det er koder, der er så udbredte, at kendskabet til dem er afgørende for udvikling og vedligehold af sociale kontakter.

Hvilken viden og hvilke færdigheder kunne ligge i begrebet ”digital dannelse”? Hvad kunne være et godt bud, lige nu og her?

At have minimumskompetencer?
Man må kunne benytte de mest almindelige programtyper (fx tekstbehandling, fotobehandling, mail m.m.) på et jævnt brugerniveau samt kunne downloade og installere almindelige plugins og programmer, samt benytte søgetjenester.

At kunne skabe indhold?
Man bør være i stand til at skabe indhold på nettet. Der er mange steder at pege på som mainstream lige pt. – fra blogs til YouTube – men det er ikke enkelte steder, der er det vigtigste. Det væsentlige er, at man er i stand til at skabe indhold med én eller flere alment brugte tjenester, og dermed have en stemme samt en platform for digital kontakt.

At kunne udvikle relationer?
Man bør være i stand til at knytte og udvikle sociale kontakter via digitale medier. Dvs. at kunne deltage i fx debatfora, googlegrupper m.m. på en kollaborativ og konstruktiv måde, uden at troll´e eller lignende.

At kunne øve digital kildekritik?
Man bør kunne vurdere – eller i hvert fald være opmærksom på – forhold, der kan have indflydelse på en digital kildes værdi. Fx domæne-ejerskab, alder, indkommende links fra andre sites, etc.

At være udviklingsparat?
Man må være klar til at prøve nye tjenester, værktøjer og muligheder for digital kommunikation og publicering. Af de web m.m.-tjenester som er almindelige i dag, er der stensikkert nogle, som er erstattet af andre indenfor 3-4 år.

Jeg har nu vovet det ene øje, vel vidende, at himlen let kan falde ned over mig … og i erkendelse af, at dét der kunne være relevant i dag, ikke nødvendigvis er det om et år. Er der andre – eller flere – bud på en digital Emma Gad?

Indlægget er cross-blogget fra http://www.nckultur.org

I den sidste måned har vi på Handels- og Søfartsmuseet forsøgt at betale os til at få flere venner.

Ved at bruge Facebooks glimrende annonceringsmuligheder har vi fået antallet af fans af vores side til at vokse betragteligt. Jeg har skrevet en lille artikel om det på Fyrskibet.dk, vores digitale logbog.

Læs mere her: http://fyrskibet.dk/reklamer-pa-facebook/

Er der andre, der har forsøgt sig med at veksle penge til popularitet i de nye sociale medier?

Den 14.10 havde bl.a. BBC nyheden om, at Auschwitz Muzeum havde oprettet en officiel Facebook-side. Siden havde samme aften ca. 400 medlemmer, men i løbet af i går blev den tilsyneladende taget ned uden forklaring. Bl.a. The Guardians teknologisektion forsøgte at kontakte museet, men uden held. 

Sent i går aftes var siden imidlertid atter oppe igen med over 2.300  fans og indlæg fra museet selv på væggen – men hvorfor den forsvandt, er stadigt uafklaret. Hverken på facebooksiden, hos de mange der har twittet om det – eller på museets egen website har jeg umiddelbart kunnet finde noget om baggrunden for nedtagningen.  Jeg har også blogget lidt om det i privaten på http://charlotteshj.wordpress.com for det bliver væsentligt at se, hvordan et sted med en så forfærdelig historie, kan bruge “the power of 2.0″ og hvordan.

Men jeg har lige samlet lidt links her til bloggen om den aktuelle Facebook-side samt andre eksempler på formidling/dialog om Holocaust i sociale medier. 

Links om Auschwitz på Facebook
Auschwitz på Facebook
Auschwitz på YouTube
Artikel om Auschwitz´s launch af side på Facebook (BBC)
Artikel om Auschwitz´på Facebook (Guardian)
Auschwitz facebook side taget ned (Guardian)

Andre
Debat om “memorial sites” og sociale netværk på BBC
Holocaust-overlevende, den 87-årige Fanny Starrs foredrag i Second Life
Anne Frank – museet på YouTube
Simon Wiesenthal Center på Twitter
Simon Wiesenthal Center på Facebook

Som man kan se i artiklen “Facebook rydder op – vil ligne Twitter” i dagens Computerworld tester Facebook åbenbart en række ændringer/nye muligheder, en ny brugergrænseflade kaldet Facebook Lite. Det er noget der har boblet et  lille stykke tid, og testen foregår pt. i USA og Indien. Den er (vist?)  ikke tilgængelig på dansk endnu. Facebook Lite er inspireret af Twitter og FriendFeed (som FB har opkøbt, men som vist ikke har haft stor udbredelse i Danmark). Én af de nye features er bl.a. muligheden for at tagge andre brugere, ligesom på Twitter.

Men ellers er pointen i Facebook Lite er et enklere udseende med færre informationer – men dermed også med færre muligheder. Fx er applikationer stort set forsvundet, og mulighederne for at holde sig ajour med grupper og sider ser ud til at have langt mindre vægt. Måske ikke helt uniteressant for os, der gerne ville bruge FB til at kommunikere med brugere af institutioner, foreninger m.m.  Er løsningen for institutionsbrug af FB at droppe ideen om grupper og sider, og i stedet blive personlige profiler med mulighed for at kommunikere med @ og # som på Twitter?

Vil det være smart for Facebook at “nedgradere” grupper og sider? Fx er der jo mulighed for at opbygge grupper på det mere faglige Linkedin, hvor der ellers ikke er skyggen af pudekamp og kasten med får m.m. Også Plaxo har mulighed for “Fan Pages” og grupper. Umiddelbart er en del af ideen med sociale netværksites jo netop at netværke, dvs. også at kunne samle sig med andet end end personlige relationer som drivkraft eller socialt objekt.

Netop spørgsmålet om, hvilken status fx grupper og sider får i Facebook Lite er noget, der har affødt blogindlæg rundt omkring, ligesom flere påpeger at de ikke kan finde muligheden for chat.

Er der andre, der har kigget på Facebook Lite – og ikke mindst: på spørgsmålet om grupper og sider?

Artikel om Facebook Lite på BBC
Alexa.com´s oversigt over artikler om Facebook Lite

Brugeren kan søge i kalenderen, eksportere indholdet til diverse sociale medier samt oprette sin egen profil, der gør det muligt at sammensætte en personlig kalender og få overblik over valgte arrangementer. Man kan også lade sig inspirere af, hvilke arrangementer andre brugere med lignende interesser har valgt. Vi er meget spændte på, at se hvordan web-siden bliver brugt, og vil også meget gerne høre jeres kommentarer. Hvis I har lyst, så opret eventuelt en profil og prøv det af.

Kh Sofie Linde, Golden Days.

Og vi har inviteret repræsentanter fra forskellige ABM-institutioner, der fortæller om, hvordan de arbejder med web 2.0 teknologier. Bl.a. kommer Mikkel Thelle – kendt fra formidlingsnet – og laver en lille SWOT-analyse på blogs. Men det store navn er Ruth Selman fra National Archives i Storbritannien. NA er nok ét af de arkiver, som har flest erfaringer med sociale medier. De gjorde det med siten moving here før en vis O´Reilly overhovedet havde tænkt på 2.0 og de følger fint op med gode profiler på Facebook og YouTube samt wikien Your Archives.