Den 17. marts opfordres museer og museumsgæster til at dele fotos på Twitter og flickr. Det er et world-wide event, hvor fotografierne både kan vise de fantastiske ting i samlingerne og de sjove, spændende aktiviteter der foregår rundt omkring.

Også museumsgæsterne opfordres til at deltage – ved at tage billeder af favoritgenstande og yndlingssteder på museerne og dele dem i sociale netværk.

Det er nemt at være med. Man kan dele på Twitter #MuseumPics eller i flickr gruppen af samme navn – altså #MuseumPics

Fra Norden er bl.a. @myntkabinettet, @historiskamuse og @medicalmuseion med (og @nationalmuseet )

Links:
http://www.museumpics.com/

I går var det #askacurator – dag på mikrobloggingtjenesten Twitter. Et event, der var optænkt og sat i værk af den for twittende kulturravsinstitutioner meget kendte @SumoJim, Jim Richardson, der også stod bag #followamuseum i februar.

Setup´et, som der også tidligere er skrevet om her på formidlingsnet var ret enkelt: At lade museer og deres brugere/interessenter mødes i samtale om kulturarv på Twitter. Brugerne kunne hele dagen stille spørgsmål og bag skærmen sad museumsinspektører fra over 300 museer i 20 lande klar til at svare.

På Nationalmuseet deltog vi fra kl. 10- 16 og havde forinden valgt at tematisere vores deltagelse lidt, sådan at vi i særlig grad efterlyste spørgsmål om vikinger, runer og vikingernes møntvæsen. 3 inspektører sad klar og fik spørgsmålene via mail, hvorefter svarene blev twittet. Det fungerede sådan set udmærket, selvom en mulighed for at bruge chat måske nok havde været bedre. De tre inspektører i vores lille Nationalmuseums-team blev også præsenteret på web og siden blev twittet, sådan at brugerne havde mulighed for at se, hvem det var, der stod bag svarene.

Nationalmuseet fik  faktisk mange spørgsmål, ca. 20 i alt blev rettet direkte til os: “How many viking coins have been found in Denmark. Is it an everyday occurrence or are they quite rare?”, “Hvor er det sted længst fra Skandinavien hvor runer er blevet fundet/brugt?” og  (mit yndlingsspørgsmål) ”What is the horse in your Twitter icon?” er blot nogle af eksemplerne. Men alle spørgsmålene var gode og relevante, hvilket jo afspejler, at der er masser af interesserede mennesker, som godt kan lide kulturarv og gerne vil tale med institutionerne om det. Et andet resultat af dagen var, at museets Twitter-konto fik en hel del nye followers, ca. 30 – 35 i alt.

Omkring frokoststid blev taggen #askacurator et “trending topic”, og så gik det galt. Spambots kastede sig ind i strømmen med tilbud om køb af Viagra, mulighed for at se videoer etc. Arrangøren opfordrede til anmeldelse og blokering af spamkonti (der var virkelig mange), hvilket hjalp et stykke tid. Men senere på aftenen, da alle de amerikanske museer kom på og begyndte deres #askacurator dag vendte spammerne tilbage. Tilsidst måtte der skiftes tag til #askcurators for at få fred.

Men uanset spammere var det en rigtig god dag, som viste hvordan sociale medier kan anvendes til meningsfuld realtidssamtale om kulturhistoriske emner (og kunst! Der var også kunstmuseer og gallerier blandt deltagerne!). Eller, som det udtrykkes på den amerikanske blog Eleonora and the World: ”It seemed to me that for once institutions were using Twitter not just to echo their marketing messages, but also for a more authentic connection with their users. In the end, it is a return to the original purpose of the museum: to engage with the public, spark their curiosity, and provide some answers (or a version thereof)”.

Hvordan kan vi gøre netop dét mere og bedre i fremtiden?

Lidt links:
Artikel om askacurator i svensk metro
Askacurator i Wired
Askacurator på hollandsk TV (man skal så lige selv finde det konkrete program… )
Amerikansk netartikel om spamproblematikken

Først blev der twittet lystigt den 1. februar til #followamuseum. Senere i år er der planlagt lignende events for biblioteker og arkiver. Den første oktober gælder det #followalibrary og den 12. november er datoen for #followanarchive.

Målet med disse events er dels at bringe flere institutioner ud i twittersfæren, men også at skabe mere opmærksomhed om dem der findes, således at disse får en større gruppe followers. Followers, “venner”, “Synes-om´ere” og hvad kontakterne nu måtte hedde på de forskellige tjenester, er en forudsætning for at en institution kan skabe et fællesskab med sine brugere og interessenter. Men ingen er vist længere i tvivl om, at tilstedeværelse ikke blot er at stå på en ølkasse og råbe, at der er en ny særudstilling, en børneworkshop på søndag eller en nyt foredrag, som institutionen ønsker, at der skal komme nogen til. Som Nina Simon sagde helt tilbage i 2008 – don´t spam me about visiting

Det er på ølkassen, at mange af os starter, men det er også en form, der næppe vil være interessant for brugere i længden. Ligesom politikere, kommuner m.m. må også kulturarvsinstitutionerne findes deres egen formel for sociale medier, sammen med netop deres brugere. Personligt kan jeg tvivle meget på, at der findes én rigtig form at arbejde med sociale netværk på.  Stederne udvikler sig meget hurtigt, men der er naturligvis tommelfingerregler og grundlæggende viden. Men er der ikke også different flavors? Der er forskellige grundrelationer mellem mennesker, institutioner osv. Èn af de grundlæggende relationer mellem brugere og kulturarvsinstitutioner handler om udveksling af viden.

Det nyeste sociale initiativ #askacurator, som løber af stabelen til september sigter netop imod at skabe dialog og engagement med udgangspunkt i denne relation. Tanken er ganske enkelt, at institutioner – i dette tilfælde museer, gallerier, etc. – engagerer sig med deres brugere i et verdensomspændende Q&A-arrangement. På Twitter, facebook etc. er tanken at en inspektør fra de deltagende institutioner stiller deres viden til rådighed for brugerne en hel dag og svarer på de spørgsmål, som de interesserede måtte have lyst til at stille.

Spændende idé, som jo ligger temmelig meget op af grundtanken med i det hele taget at have videns- og kultarvsinstitutioner. Jeg vil næsten vædde på at vi måske også snart ser #askanarchivist eller #askalibrarian? Hvad skal det dog ende med……måske #askauser?

(Indlægget er crossblogget i privaten)

1. februar er af bloggen MuseumMarketing udnævnt til dagen, hvor man går i gang med at følge et museum på Twitter. Bloggeren Jim Richardson har nemlig opdaget, at ud af 871museer på Twitter har de fleste under 500 followers. (Der er en liste på http://www.followamuseum.com/countries.html, men der mangler både danske og svenske)

Man kan selvfølgelig godt diskutere, om et stort antal followers i sig selv er interessant og om markedsføring nu også er den bedste vinkel for at bruge Twitter. Jeg har selv blogget lidt om det i privaten på http://charlotteshj.wordpress.com, og henviser til Nina Simons gode post – An Open Letter to Museums on Twitter, hvor ét af rådene bl.a. er at lade være med hele tiden at spamme folk om at besøge museet. Rådene er også gode til at starte ud på (- og at have bag øret, når man skal udvikle sin sin tilstedeværelse)

Men en forudsætning for at have followers er jo at være på Twitter og afprøve mediet. Lige nu er der ikke så mange danske museer, man kan følge den 1, februar (- men jeg synes selvfølgelig, at man skal skynde sig at følge dem, der er

Er der nogen, der planlægger at begynde at twitte, så kunne vi måske  gøre noget ud af dagen? Er der nogen, som twitter, og som jeg bare ikke har opdaget?

Det måtte jo komme – den første danske twitenacter er på på banen. På http://twitter.com/orla_lehmann twitter Orla om sin tid som amtmand i Vejle. Jeg er naturligvis straks gået igang med at følge ham, for det er en historie, som jeg ikke kender på forhånd, og slet ikke fra den personlige vinkel.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg måske har “voldblogget” dette indlæg en lille smule. Det ligger nemlig også i privaten og på arkivformidling

Men det er en interessant sag – synes jeg ihvertfald selv – mulighederne for at genskabe essensen af historiske begivenheder med brug af Twitter. “Those who forget history are doomed to retweet it” er sloganet på TwHistorys blog. Bloggen er vist ikke helt opdateret mht. hvilke projekter der er igang

Konceptet på Twhistory er en slags twitenactment. Flere twittere, som hver især repræsenterer historiske personer, har en stemme, som samles i en fælles strøm. Projektet, der reenactede Cubakrisen havde således en konto http://twitter.com/CubanMissile09 der ikke twittede noget selv, men samlede de 14 personer, der twittede som hhv. JFK, Krustjov, “medierne” etc. Cuba-krise-tweets´ne blev lavet af frivillige gymnasieelever, og når man kigger dem erfter er der temmelig stor forskel på sprog, stil og twitfrekvens. Der twittes i nutidssprog og med brug af de tags, som er typiske for mediet. Som fx når JFK den 27. oktober skriver “convening with @LThompson62, @RobMcNamara62, @McGeorgeBundy, @DeanRusk62 and @BobbyKennedy64 about letter to @NikitaKhrushche“ eller når Krustjov skriver “You guys see yesterdays Hydrogen Bomb test at Kapustin Yar?? 300 Kilotons Boo-Yah! Helt sådan udtrykte han det jo nok ikke. Men er den korrekte tidstypiske udtryksform nødvendig for at vise forståelse af sammenhængene, hvem der siger hvad hvornår – og hvorfor? En sproglig stil der imiterer 1962 er ikke ubetinget nødvendig. Snarere er der måske en pointe i her at opmuntre til kreativ brug af mediets muligheder. Der er ikke tale om en korrekt gengivelse, men en bearbejdet og… formidlet? …. fremstilling.

En anden form for twitenactment var Slaget ved Gettysburg, hvor 11 TwHistory frivillige gav stemme til bl.a. Abraham Lincoln, Charles Wainwright mfl. Såvidt jeg har kunne konstantere, var dette det første større Twitenactment-projekt. Det startede i april og kørt hen over sommeren med afslutning i juli. For fx John Pardingtons vedkommende sluttede hans tweets da han faldt 1 juli.

Formen er interessant, fordi den i modsætning til enkeltpersoners historiske tweets og blogbposter fra fx dagbøger, breve m.m. kan give en afspejling af realtidsrelationer, deres udvikling og betydning for et samlet forløb. Der er et klart læringspotentiale, uanset om der er tale om lystlæring eller formel undervisning. TwHistory præsenterede deres  på UNESCO´s e-learning seminar i Barcelona tidligere på året. Deres slides findes på Prezi. (Prezi er i øvrigt et besøg værd i sig selv, et eksempel på den mere dynamiske præsentationsform, som ikke behøver at være lineær)

Twitenactment er en interessant brug af mediet. Deltagerne skal have styr på et handlingsforløb fx gennem analyse af orginale kilder, de skal afdække og aktivt bruge indbyrdes relationer mellem de implicerede og kunne omsætte væsentlige udtalelser til max 140 karakterer. Jeg kender ikke pt. andre projekter, hvor skoleelever har twitenactet historiske begivenheder, men kan bestemt se potentialet.

Så kom nu - skal vi ikke twitenacte Reformationen, Slaget ved Dybbøl og Påskekrisen?

Forresten:
Twitenactment med et andet udgangspunkt – nemlig kommercielt – er reklamen for Newt Gingrich´s bog “To try mens souls”, som handlede om slaget ved Trenton, hvor man bl.a. kunne følge George Washington. Dette projekt  løb af stabelen i oktober og dets tweets havde mange referencer til bogen. Ideen fik mangre vrede ord med på vejen fra The Daily Irritant, som er det sted, jeg har stjålet begrebet twitenactment fra

Nå – nu prøver vi så! Nationalmuseet har sat en Twitter op på http://www.twitter.com/nationalmuseet. Foreløbig har vi tænkt os at bruge den som kanal til at samle flere af vores feeds ét sted med hjælp fra Twitterfeed og at planke bl.a. engelske museers ideer med dels at bringe en slags “museumfacts” samt naturligvis også at twitte live. Med Twuffer har vi lagt en række ENB-genstande i pipeline og ligeså en række “fredagsfilm” fra vores YouTube. Vi vil selvfølgelig også prøve at arbejde med live-tweets og har bl.a. planer ifht. lidt større begivenheder. Igen er ideen til denne brugsmåde stjålet lidt, nemlig fra V&A som bl.a. twitter fra Friday Late.

Vi har valgt ikke at forbinde vores Facebook-side med Twitter-kanalen. Overvejelsen er, at vi (forhåbentlig) med tiden vil komme til at retweete forskelligt, og fx  “RT@SMK:  maleri fra SMK i udstilling på Nationalmuseet #historie #arkæologi” eller “@museumsbruger: jo, det er rigtigt at vi har gratis adgang” er nok ikke en form for Facebook-status, der giver rigtigt mening. I hvertfald ikke pt.

Vi har også haft overvejelser om forholdet mellem Facebook og Twitter, og spekulerer i øjeblikket på, om aktivitetsniveauet de to steder mon ikke skal være forskelligt. Vi opdaterer efterhånden temmeligt ofte på Facebook, og det kan give en vis risiko for, at folk føler sig spammet. Så kadencen kunne fx være forskellig i de to digitale rum. Og det vil vi bl.a. vende med vores venner på Facebook.

Det kan selvfølgelig også være, at det viser sig, at det med at pippe slet ikke duer. Men vi véd det jo faktisk først, når vi har prøvet og sammen med followers set om vi kan finde en form, som både de og vi kan bruge. Måske er der andre som har overvejelser eller tips til gode tools, som man kan bruge i piperiets tjeneste? Mht. det sidste tror jeg også, at der kan være grund til at gøre opmærksom på TweetDeck, Twitpic og Seesmic.

…og foreløbig har vi da hele to followers (Mig og Anni

Både Roskilde Museum og Køge Byhistoriske arkiv har fået nye websites. Roskilde-siten findes på http://www.roskildemuseum.dk og Køge på http://www.koegearkiv.dk.

Køge Arkiverne er nok ét af de steder, der har den mest dynamiske og 2.0-agtige arkivformidling, bl.a. med film på YouTube, Googlemaps, flickr og andre gode ting. Men bemærk den lille blå fugl foroven – nu er Køge-arkivet nemlig også igang med at se på, om Twitter kan bruges til noget i vor sammenhæng -  (vistnok?) som den første danske kulturarvsinstitution.

Køge-arkivet kvidrer på http://twitter.com/koegearkiv