Nyt oplevelsesunivers på Nordeuropas største akvarium – Nordsøen Oceanarium

Akvarier, udstillinger og interaktiv læring smelter sammen, når Nordsøen Oceanarium den 5. juni slår dørene – og glughullerne – op for “Ekspedition Nordsøen”: et nyt oplevelsesunivers til 54 millioner kroner. Nordeuropas største akvarium er blevet gennemrenoveret og et nyt koncept for leg og læring er blevet skabt.

Formidlingskonceptet er skabt i samarbejde mellem Nordsøen Oceanarium og Asta Wellejus ( tidligere udviklingsdirektør i Zentropa koncernen) i spidsen for firmaet Die Asta Experience.

Her er tale om et samarbejde, hvor en museuminstitution har inviteret en ekstern udvikler til at hjælpe med at transformere museet fra at være bogen på vægge til at være et levende oplevelsesunivers, der sætter brugeren i scene som hovedperson i oplevelsen.

Om Konceptet:

Vi har lavet noget, som ikke er set før i akvarieverdenen, nemlig en sammensmeltning af akvarier, udstillinger og interaktiv læring for børn og voksne. Gæsterne involveres på en helt ny måde, hvor vi i højere grad stimulerer forskellige sanser og indlæringsmetoder”, siger Direktør for Nordsøen Oceanarium, Jens Otto Størup.

Konkret sker dette ved at blande akvarier og udstilling med brugen af fiktive personaer, læringsspil, interaktive fysiske installationer, informationsskærme, film og iscenesætte det hele i en samlende fortælling, indrammet af en stærk arkitektonisk og scenografisk ramme skabt at Arkitekt Søren Robert Lund.

Formidlingskonceptets bygger på en bærende fortælling, der indrammer den besøgendes læring og oplevelse i en ekspeditonsmetafor. I stedet for blot at betragte akvarierne, inviteres besøgende med ud på ekspedition, hvor de kan besøge syv destinationer i Nordsøen og løse forskellige opgaver undervejs.

Her er tale om et multiunivers, hvor differentieret læring er i centrum. Udstillingen varierer og kombinerer formidlingsplatforme således, at der ligegyldig, hvor man kommer er oplevelser og læring til børn såvel som voksne og dermed rig mulighed for dialog og fællesoplevelser om de specifikke emner.

Et besøg:

I udstillingen kan du eksempelvis besøge destinationer som Vraget Stornoway, hvor du rent fysisk kan dykke ind i selve vraget i form af et dykkerrum for børnene. Du kan også tage et virtuelt dyk i dykkerspillet, der er lavet af autentiske filmoptagelser ved det originale vrag i Nordsøen.

Fra Stornoway går turen over Stenrevet, hvor du kan finde ud af hvem i din familie, der er lige så stærk som en krabbe.

Herefter lander I på destination Sandbunden, hvor du kan lege camouflage leg i en bluescreen, fotoinstallation, eller fordybe dig i forskerens sandbundslaboratorium, med periskop og interaktiv fladfisk.

Ved Molen vil du opdage, hvordan strøm virker og have mulighed for at bygge din egen mole i den ene af destinationens to interaktive vandinstallationer.

Rejser du ovenpå i udstillingen kommer du ombord på selve Ekspeditionsskibet. Her kan du styre skibet i havn fra styrehuset, og gå på opdagelse i ekspeditionsbesætningens kahytter.

Ombord på ekspeditionsskibet vil du også have mulighed for at spendere en god tid i rollen som fiskemanager og via computerspil afprøve, hvordan det er at have en fiskerivirksomhed med båd, fangst og kvoteregler.

Når du er fyldt af den virtuelle leg vil det være en god adspredelse at gå ud på broen ved de forskellige destinationer for at fiske efter biotopernes fisk. Her er opstillet en række fysisk digitale fiskestænger, der giver dig mulighed for at simulere lystfisker-fiskeri, dog i et tempo hvor alle kan være med, der er nemlig bid hvert minut. Når der er bid sætter du din fiskestang i den dertilhørende stander og kan på en monitor få information om, hvilken fisk du har fanget. Fisken ryger derefter i din fiskespand, som du siden kan tilgå via nette eller din mobil telefon.

Dette og meget, meget mere indeholder Ekspedition Nordsøen konceptet, der I løbet af efteråret også vil blive udbygget med Nordeuropas første virtuelle akvarium.

For mere information se:

http://www.nordsoenoceanarium.dk

www.dieastaexperience.dk

www.srlarkitekter.dk

Skriv en kommentar

Du har mulighed for at anvende følgende XHTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>