5 udfordringer for den digitale fremtid

Vi har længe snakket om, at det kunne være interessant at starte på at få skrevet en form for manifest om kulturarv, museer og digitale forhold. I forbindelse med mit oplæg i Oslo forleden er jeg startet i et hjørne af dette emne – jeg har prøvet at definere det som jeg gætter på kunne være de 5 største udfordringer nu og i den nærmeste fremtid. Jeg paster fra min egen blog http://charlotteshj.wordpress.com.

“Mit indlæg handlede om 2.0, og jeg præsenterede i denne forbindelse 5 udfordringer, som jeg tror bliver essentielle at forholde sig til. De fem udfordringer er mit eget tankespind, står selvfølgelig helt for egen regning – og er work-in-progress:

1) At stole på brugerne
På kulturarvsinstitutionerne må vi blive bedre til stole på, at brugerne er med os.  At de vil udnytte deres kreativtet og kompetencer til gavn for den fælles sag, hvis de får mulighed for det. At det er få mennesker, som med vilje vil bidrage med fx noget forkert eller vrøvlet til et fælles produkt. Og vi må desuden stole på, at brugere selvfølgelig også anvender deres sunde fornuft, når de anvender det brugergenererede indhold. Derfor hænger tiltro til brugeren også sammen med spørgsmålet om digitalisering. Vi må regne med at det i fremtiden langtfra er kulturarvsinstitutionerne der er mere eller mindre ene om at kontekstualisere kulturhistorisk information. Brugere vil i stigende grad ønske og forvente at kunne mikse indhold til eget formål og drage det ind i egne sammenhænge i mash-ups, m.m.

2) At blive aktive deltagere i den digitale verden
På kulturarvsinstitutionerne må vi øge vore digitale kompetencer. Vi må blive ligeså habile – både teknisk og kulturelt – til at anvende de digitale steder, hvor vores brugere er. Det betyder bla. at man ikke altid kan ”vente og se om det er noget der holder”, når en ny tjeneste skal vurderes. Så der bør være større rum til eksperimenter og læring ifht. de (efterhånden ikke helt så) nye medier. Vi må også kunne trække på egen viden og erfaringer, når en tjeneste eller mulighed vurderes. Vi bør have almene brugerkompetencer i benyttelsen af de gængse, sociale medier.

3) At skabe og fastholde dialog
En kulturarvsinstitution må naturligvis være klar til den traditionelle formidling; den fortolkede fortælling om fortiden, hvor vi på faglig solid grund reflekterer, perspektiverer og relaterer samlingernes indhold til nutiden. Og fortæller de gode historier. Men den faglige monolog – fortællingen om hvordan det var – må suppleres (i mange sammenhænge måske erstattes) af en mere aktuel, personlig og højfrekvent dialog, som i højere grad tager udgangspunkt i dialogpartnerens ønsker, forudsætninger og interesser.

4) At forbinde det fysiske og de digitale rum
I dag er de to vigtigste rum på kulturarvsinstitutionerne adskilte. Det, der foregår digitalt, afspejler sig ikke simultant i det fysiske rum og omvendt. Jeg tror, at vi vil få brug for at nedbryde den grænse, fx webcaste og streame aktiviteter, vejlede med brug af skype m.m., lade brugere skrive til websiten fra det fysiske rum (fx liveblogge fra en foredragsaften o.lign.)  Desuden bør vi forbinde ikke kun institutionens eget virtuelle rum (”hjemmesiden”) – men også andre digitale tilstedeværelser – både med hinanden og med den fysiske lokation.

5) At sætte proces over projekt
Det er måske én af de største udfordringer. For hvad betyder det at starte en dialog i sociale medier for så pludseligt at sige stop? Det er ingen skam at standse dialogen, hvis der ikke er nogen i den anden ende som svarer. Men hvis man står og taler med en person, vender man ikke pludseligt ryggen til og går sin vej. Mangt og meget tænkes traditionelt (ikke mindst på grund af bevillingsformer) i afsluttede projekter. Men i “formidling 2.0″, er det da ikke processen i sig selv, som er projektet?”

2 comments to “5 udfordringer for den digitale fremtid”
  1. Virkelig gode betragtninger Charlotte… Det oplæg vil jeg gerne høre ved lejlighed! Jeg synes det er et glimrende udgangspunkt for et manifest…

    I virkeligheden kan man se dine udfordringer som udfordringer for kulturarvsinstitutionernes virksomhed i det hele taget – også hvad angår digitalisering. Det gælder ikke kun om at stole på den digitale bruger, men på brugeren i det hele taget. Det gælder ikke kun om at være en aktiv deltager i den digtale verden, men i verden og samfundet som sådan! Det gælder om at være der hvor brugeren er, der hvor brugeren kan bruge det – de interaktionsmuligheder web 2.0 skaber på det virtuelle plan er ikke kun virtuelle, men smitter af på virkeligheden… hvad nu hvis web 2.0 peger i retningen af verden 2.0? Jeg kan ikke være mere enig i, at det drejer sig om et processuelt fænomen – vi skal regne med datamigrering indenfor max. 10 årige rammer, vi skal regne med at nye teknologier opstår og bliver forældede indenfor samme tidsrum. Det sætter ikke kun fede streger under ressourcespørgsmålet, men stiller krav til vores omstillingsparathed og evne til at tænke ud af boksen – om den nu er et diorama eller en MacBook Air…

  2. Pingback: 2.0 bringer os tilbage til rødderne « Charlotte S H Jensen

Skriv et svar