Chrome beta

Så snart en ny browser dukker op skal den da prøves –  man må lige teste, hvordan hhv. formidlingsnet og museets website ser ud i den! Altså har jeg installeret Google Chrome. Faktisk sidder jeg og skriver dette indlæg i Chrome. Den er superhurtig at installere og har et meget minimalistisk no-nonsense design, som jeg personligt godt kan lide.  Det handler om at browse og ikke så meget andet. Og det er fint med thumbnails af de mest besøgte sider, samt den omfattende historik.

Iøvrigt kan man også browse i dølgsmål ved at bruge inkognito-sessioner. Når jeg vælger at være inkognito, skriver Chrome, så påvirker det ikke andre mennesker, servere eller software. Og den opfordrer mig til at være forsigtig med:

  • websteder, der indsamler eller videregiver oplysninger om dig
  • internetudbydere og arbejdsgivere, der sporer, hvilke sider du besøger
  • ondsindet software, der sporer dine tasteanslag i bytte for gratis smileys
  • hemmelige agenter, der overvåger dig
  • mennesker, der kigger dig over skulderen

Det er jo glædeligt, at alle de “hemmelige agenter, der overvåger mig” ikke kan følge med længere, men jeg undrer mig over dét med den ondsindede software som giver gratis smileys? Kan nogen forklare, hvad der menes – noget med phishing og den slags?

Selvom browserens enkelhed er fin, begynder jeg dog at savne visse ting ret hurtigt, fx mit Skype-ikon. Men mest af alt min Google Toolbar. så jeg kan logge hurtigt på min Google-konto, se mit søgefelt, få visning af Page-rank på besøgte sider etc. Da Chrome er et Google-produkt kunne tool-bar´en godt have været bygget ind så man kunne vælge det få den vist. Men tilsyneladende kan man slet ikke installere den? Der findes ikke en toolbar-version til Chrome og man kan heller ikke fx bare anvende den der er beregnet til Firefox. Jeg kan heller ikke installere en anden af mine favoritter Web Accesibility toolbar, som også er et dejligt udviklingsværktøj.

Man kan håbe på at disse ting kommer (det er jo kun en beta), for en moderne browser bør selvfølgelig kunne personaliseres. Måske er det mig, der ikke har fundet den rigtige installationsmåde? Har andre prøvet Chrome og hvad synes i? (Personligt holder jeg nok fast i Firefox som yndlingsbrowser lidt endnu 😉

6 comments to “Chrome beta”
  1. Pointen med chrome er netop at lade browseren træde i baggrunden til fordel for webapplikationen eller websitet, blandt andet ved at fastholde et så minimalistisk interface som muligt. Deraf det ironiske navn ‘chrome’, der som bekendter betegnelsen for alt det i en browser, der ikke er den besøgte webside, og som Google Chrome stort set ikke ejer.

    Dermed kommer vi efter min mening næppe til at se muligheder for personalisering, toolbars osv, da den slags ret effektivt trodser formålet med hele øvelsen. Til gengæld indeholder Chromes ‘Omnibar’ (så lad den være delvist planket fra Firefox’ Awesome Bar eller Opera) i hvert fald én af de funktioner, du savner ved google toolbar, nemlig søgning (med valgfri søgemaskine).

    Som browser er Chrome lynhurtig og dermed attraktiv. For mig at se er Chrome dog først og fremmest en velkommen tilføjelse til browsermarkedet, fordi den giver mulighed for at køre webapplikationer som var de en del af ‘moder’-styresystemet. Jeg tror også det er sådan, den vil finde sin egentlig berettigelse – som host-program for avancerede webapplikationer. Derudover er der meget nytænkning under hjelmen rent teknologisk; Google Chrome er på mange måder Googles længe ventede “Google OS”.

  2. Jeg har også fundet muligheden for at vælge søgemaskine, som jeg vist havde overset lidt i første omgang.

    Jeg er helt enig i at hurtigheden er et stort plus, men ikke i at mulighederne for at personalisere fortsat bør mangle. Muligheden for at vælge er jo også muligheden for at vælge fra.

    Ville det ikke være fint med en “model”, hvor man kunne have en form for forskellige “skins”? På samme måde som Google-folkene har valgt at lave incognito-sessionerne, kunne det være fedt at have én version til fx webudvikling, hvor man havde alle sine hjælpeværktøjs-toolbars og en slim-line version til webapplikationer.

  3. Jeg mener faktisk, at det er en misforståelse af hele formålet med Chrome.

    Verden har netop ikke brug for en ny browser i traditionel forstand, med alt hvad dertil hører af bells & whistles; på det område er vi jo allerede luksuriøst dækket ind med først og fremmest Firefox og Opera. Nej, verden har brug for at kunne komme rigtigt i gang med at bruge internettet som platform, det vil sige som allestedsnærværende lager for data, og som allestedsnærværende vært for de funktionstunge webapplikationer, som er ved at erstatte klassiske desktop-programmer.

    Til dette formål har vi brug for et stykke software, der kan fungere som vært for disse web-applikationer – og intet andet; en tom skal, der kan fyldes efter behov. Google Chrome er denne skal. Og dermed er Google Chrome’s fornemste formål at være så lidt ‘i vejen’ som overhovedet muligt – visuelt såvel som perfomancemæssigt.

    Jf disse to klip, det første fra bloggen “Google Operation System”; det andet fra indslaget “Besøg i Googles laboratorium”, Harddisken på P1, 12. september 2008:

    1) “In the long term, we think of Chromium [altså Open Source-versionen af Chrome, Jonas] as a tabbed window manager or shell for the web rather than a browser application. We avoid putting things into our UI in the same way you would hope that Apple and Microsoft would avoid putting things into the standard window frames of applications on their operating systems. The tab is our equivalent of a desktop application’s title bar; the frame containing the tabs is a convenient mechanism for managing groups of those applications. In future, there may be other tab types that do not host the normal browser toolbar,” explains a document about Chrome’s user experience.”

    (http://googlesystem.blogspot.com/2008/09/google-chrome-shell-for-web.html)

    2) Google/V8-chefudvikler Lars Bak: “For det første så er den designet med det henblik at få den væk fra brugeren, så man ikke ser den, når man bruger den – så der er meget minimalt plads, der bliver brugt på browseren, når du starter den op. Og for det andet så er den meget hurtig (…)”

    http://dr.dk/P1/harddisken/Udsendelser/2008/09/12161951.htm

  4. Det jeg savner mest af alt er netop det der gør google suveræn i andre sammenhænge. Nemlig at være uafhængig af maskine. Mest af alt savner jeg mine google-bogmærker. Jeg har igennem det seneste år næsten udelukkende lagt bogmærker ind på den måde. Så selvom jeg synes at Chrome er en rigtig god hurtig og indbydende browser vælger jeg den nok fra fordi jeg savner google! Lidt absurd.

Skriv et svar