Det åbne og netværkende museum

Projektet

Med vidensdeling for øje vil Odense Bys Museer i nærværende blog delagtiggøre læseren i museets arbejde med at blive en åben og proaktiv kulturinstitution for alle Odenses indbyggere.

Dette projekt er blot et skridt på vejen, og er endnu i opstartsfasen, og indlæggene på bloggen skal dermed afspejle vores forventninger kontra den reelle praktiske proces og projektets udvikling.

Formålet med ”Det åbne og netværkende museum” er at åbne museet op for marginaliserede ikke-brugere og skabe et bredt netværk indenfor de organisationer museet i fremtiden kan arbejde sammen med på større brugerinddragende projekter.

Det helt konkrete projekt består i at etablere samarbejde med flere af Odenses NGO’er og kommunale institutioner som fx biblioteker, der arbejder med førstegenerationsdanskere. Disse organisationer har alle etablerede grupper bestående af medlemmer med anden etnisk herkomst end dansk. Disse grupper har ofte som sigte at etablere kendskab til det danske samfund eller etablere netværk blandt medlemmerne, for netop at facilitere integration.

Teoretisk baggrund

Projektets teoretiske formål er social inklusion. Dette noget flyvske begreb forstås bedst i forhold til dets modsætning; social eksklusion, der beskriver marginaliserede borgeres fremmedgørelse fra samfundet økonomisk, socialt, politisk og kulturelt.

Museerne skal som demokratiske institutioner arbejde aktivt for at modarbejde social eksklusion og tænkes specielt at modvirke den kulturelle eksklusion, da de er del af den kulturelle sektor.

Som middel mod kulturel eksklusion kan museerne proaktivt forsøge at skabe relationer med kulturelt marginaliserede ikke-brugere. Dette medvirker til at nedbryde de barrierer, der forhindrer visse brugergrupper i aktivt at benytte museerne, det være sig enten økonomiske forhindringer eller det basale faktum at museerne kan virke utilgængelige. At gå på museum er en tillært færdighed, og et af dette projekts beskedne mål er netop at tilføre de besøgende selvtilliden og færdighederne til at benytte museets tilbud og dermed øge den kulturelle integration i det danske samfund.

Metoden til at øge den kulturelle integration blandt kulturelt ekskluderede borgere kan være såre simpel. I dette tilfælde inviteres grupperne ind til et eller flere uformelle og hyggelige besøg på Bymuseet Møntergården inkluderende gratis omvisning, kaffe og en hyggelig snak om museet.

Derved åbnes museet op for de inviterede, og dels kan museet via evaluering opnå kendskab til nye brugergrupper – en viden, der eksempelvis kan anvendes i målrettet formidling mod netop disse grupper.

Da Vejle Museum undersøgte etniske minoriteters forventninger til museet , fandt man at gruppen selv syntes, at den mest åbenlyse og tilgængelige måde at komme i kontakt med museet på, var at gå gennem ikke-brugernes egne organisationer. Dette gør både kontaktfasen og koodinationen betragteligt nemmere, når museet kan gå direkte til fx en NGO med ønsket om styrkede relationer. Man får samtidig fat på en gruppe ikke-brugere der allerede har udvist initiativ.

British Museum er gået skridtet videre og har gennem længere tid arbejdet med outreach via denne model, og er en af de største inspirationskilder i arbejdet med at etablere uformelle partnerships i lokalsamfundet.

Der er mange grupper som kunne tænkes at være potentielle samarbejdspartnere for museet. De kontakter som museet i de indledende faser af projektet har fået og vil arbejde videre med, har været særdeles positive. Det blev eksempelvis bemærket da Odense Bys Museer inviterede Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde på besøg, at ” Det er næsten som om, du har læst mine tanker.”

Odense Bys Museer ser derfor frem til at dele erfaringerne fra projektet med læserne.

One comment to “Det åbne og netværkende museum”
  1. Museet har haft de sidste par måneder haft besøg af flere NGO’er og offentlige institutioner med fokus på integration.

    De fleste grupper arbejder med integration ud fra, at det foregår bedst i etnisk blandede grupper – det har derfor været muligt at sammenligne gruppernes interne forskelle i synet på museet og deres besøg. De etniske danskere i grupperne har primært været de klassiske kernebesøgende: kvinder, 55 + og med flere besøg på museet bag sig inden for de sidste par år. Nydanskerne har været en meget divers gruppe både etnisk, sprogligt og i tilknytningsgrad til Danmark, men der er en række, for museet interessante, fællestræk som vil blive uddybet nedenfor.

    Som beskrevet i første blogpost, har de inviterede gruppers besøg på museet primært haft karakter af uformelle rundvisninger med efterfølgende kaffe og en snak om besøget. Det primære mål for projektet har været at få åbnet institutionen op i forhold til nye brugergrupper, skabe netværk i miljøet samt ydermere lære mere om den pågældende gruppe og deres syn på, og brug af, museet.

    I forhold til at åbne museet op for ikke-brugere, er det vel en god pejling, når en vietnamesisk fødselsdag pludseligt finder sted på Møntergården. Ellers har gruppelederne udtrykt begejstring over invitationerne, og efterlyst flere tiltag af samme karakter. Den evaluering vi har kørt dokumenterer en god tilfredshedsgrad blandt både etniske danskere og indvandrere i forhold til grad af interesse, tilgængelighed og erhvervet viden efter endt besøg.

    De største forskelle mellem grupperne er til dels også forventelige. Næsten samtlige etniske danskere havde været på museet før eller hørt om det af flere forskellige kanaler. I direkte modsætning hertil var alle indvandrerne førstegangsbesøgende og havde end ikke hørt om museet. Langt de fleste, både etniske danskere og indvandrere, ville komme og besøge museet igen med familie, venner etc. Vi håber derfor at projektet har resulteret i ambassadører for museet, selvom den erhvervede viden jo netop understreger den ubalance der er i kendskabsgrad til museet.

    En problematik til overvejelse er selvfølgelig, at den særbehandling disse grupper har fået i forbindelse med besøgende i form af gratis indgang og rundvisning, ikke varer ved. Næste gang de kommer, får grupperne ikke mundtlig formidling, men skal på normal vis navigere sig gennem udstillingen via tekst. Og den sproglige barriere er stor. De anvendte spørgeskemaer (modelleret over Gallup’s for at kunne benyttes i sammenligning) måtte eksempelvis reevalueres, fordi det sproglige niveau simpelthen var for højt.

    Ligeledes anførte mange af grupperne, at udstillingsteksterne var for svære og abstrakte til, at de umiddelbart kunne forstå dem. Den mundtlige formidling har sandsynligvis været det afgørende for at skabe et godt besøg, specielt fordi omviseren kan understøtte den sociale og sproglige dimension i besøget, hvilket mange af grupperne har som officielt formål.

Skriv et svar