Diplomuddannelse i Kunst og kulturformidling

Vi tillader os hermed at gøre jer opmærksom på vores nye kompetencegivende diplomuddannelse “Kunst- og kulturformidling til børn og unge”, idet vi starter et nyt hold feb. 2010 i Jylland med udgangspunkt i Haderslev under udbud af UCSYD.

…og da vi har meget begrænsede midler til annoncering, håber vi, at I vil kunne hjælpe os, så de der kunne være interesserede i en sådan uddannelse kan finde materialet. Se evt. mere på www.kunstdiplom.dk

  • Hvordan kvalificerer man ”nuet”?
  • Hvordan bringes fantasien i spil i formidlingen?
  • Hvordan kan oplevelser åbne for lysten til at skaffe sig ny viden?  

Kulturformidlerdiplomuddannelsen er en nyskabende uddannelse, der – med direkte udgangspunkt i det kunstneriske og kulturelle fagområde – uddanner nye formidlere til at skabe oplevelser for børn og unge. Oplevelser som kvalificerer nuet for børn og unge. Oplevelser som kan stimulere de unges lyst til at skaffe sig mere viden.

 Kulturminister Carina Christensen siger:

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får mulighed for at tilbyde en diplomuddannelse i børnekulturformidling. Det ligger mig meget på sinde, at alle børn og unge i hele landet får lyst og mulighed for at opleve god, kvalitativ kunst og kultur. God formidling af kunst og kultur er helt centralt for, at det lykkes at vække børn og unges opmærksomhed og interesse. Jeg ser frem til, at følge resultaterne af uddannelsen, der forhåbentlig giver os endnu flere kompetente og kvalificerede kulturformidlere”. (Citat fra pressemeddelelse, KUM, 19. juni 2009)

 Om uddannelsen:

Uddannelsesstart februar 2010 i Jylland. Uddannelsen udbydes af University College Syd/CFU og driftes af Scenekunstens Udviklingscenter i Jylland med udgangspunkt i Haderslev. Uddannelsen er internatbaseret og foregår over ca. 14 weekender i løbet af to år. I løbet af uddannelsen vil de studerende blive udfordret i feltet mellem leg og læring inden for – og på tværs af – kunstarterne musik, film, kulturhistorie, museer, biblioteker, teater, dans, billedkunst og litteratur. Der er startet et hold september 2009 i Odshered. 

 Målgruppen for uddannelsen er nuværende og kommende formidlere f.eks. museumsformidlere, bibliotekarer, kulturkonsulenter, kulturinstitutioner, kunstnere, scenekunstnere, musikere, pædagoger, lærere – og alle andre områder, hvor formidleren er i kontakt med eller skaber rammerne for egen og andres direkte kontakt med børn, unge og voksne.

 Uddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem Børnekulturens Netværk (Kulturministeriet), Danmarks Biblioteksskole, Den Danske Filmskole, Det Danske Filminstitut/Børn og Unge, Kulturarvsstyrelsen, Scenekunstens Udviklingscenter, Organisationen Danske Museer, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Skolen for Moderne Dans, VMK, Konservatoriet for musik og formidling, UC Syd/Center for Undervisningsmidler, Undervisningsministeriet.

 Ansøgning:

Ansøgningsskema findes på www.kunstdiplom.dk – hvor man også finder oplysninger om uddannelsen, studieordningen mv.

 Mvh. Martin Elung, Rektor
Scenekunstens Udviklingscenter Tlf. 59 93 10 09

Skriv et svar