Metaforen oplevelsesøkonomi

Jeg skal først og fremmest takke arrangørerne af dagens møde i Formidlingsnetværket. Det var et rigtig godt program, som gav stof til eftertanke – og mere til.

Dorthe Skot-Hansen fra Center for Kulturpolitiske studier, Danmarks Bibliotekskole, holdt et oplæg om oplevelsesøkonomi på baggrund af hendes bog Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til oplevelse (2008). Hun havde mange interessante pointer, men jeg savnede en mere kritisk tilgang til begrebet.  Skot-Hansen kom ikke ind på, at der faktisk findes flere konkurrerende oplevelsesøkonomiske diskurser, der har ret så forskellige kulturpolitiske konsekvenser.  Én taler og tænker kultur som dynamo for vækst (fx Bilbaoeffekten). En anden taler og tænker kultur som en virksomhed, der skal konkurrere på markedsøkonomiske vilkår.  Den første vil investere i kultur, fordi kultur trækker mere til, men ikke nødvendigvis forlange, at kultur skal klare sig selv på markedsøkonomiske vilkår. Den anden vil ikke nødvendigvis poste flere penge i kultur, da den jo skal kunne klare sig selv. Den sidste fungerer fint sammen med en minimalstatstænkning. Jo mere kulturen skal klare selv, jo mindre bør staten levere. Forestillingen om en kulturstat er død i den sidste. Når Skot-Hansen konstaterede at museumsverdnen hurtigere end andre havde taget begrebet til sig, så savnede jeg i hendes analyse et aktørperspektiv. Begrebet er jo ikke kommet til via buttom up, men via top down – altså via ministeriet til styrelsen. Og for mig at se har især den tidligere minister tænkt oplevelsesøkonomi som kulturinstitutioner i markedsøkonomien (selvom han også højstemt har talt om kulturarven – i ental bestemt form).

Nok kan vi lære af “oplevelsesøkonomien” og må forholde os til begrebet, men det er en problematisk metafor for vores arbejde, fordi den kun har publikum i anden række og ikke i første række. I første række står indtjening (publikums penge) og ikke publikum som mennesker.  Jeg vil mene, at det ville være mere givtigt at tænke i erindrings- og identietspolitiske baner. Hvordan bliver vi, vores arbejde, og institution en meningsfuld partner for  vores medborgere? At vi lever i en konkurrencesituation er givet, men hvad er det særlige ved museer i forhold til alle de andre oplevelseskonkurrenter? Det er dér vi skal satse. Altså konkurrence på forskel og ikke på efterligning.

Carsten Tage Nielsen, Nationalmuseet, Undervisning & Aktiviteter

Skriv et svar