Tanker om begrebet Museum

Jeg er lige vendt hjem efter en familieferie i nærheden af Chicago i USA med tre småbørn. Vi besøgte noget familie, som også har småbørn. Når man er i udlandet, skal man jo også ud at se noget, selvom ungerne helst ville lege derhjemme. Forældrene ville gerne give ungerne lidt kultur alligevel, så et par dage efter det obligatoriske besøg i en Zoo blev de fem børn i alderen 1-7 år slæbt med på et Children’s Museum i Milwaukee.

Ordet “Museum” repræsenterer for en arkæolog og museumsformidler som mig noget med med autensitet, genstande, viden og vidensdeling.

De sidste to var repræsenteret. Stedet viste sig, at være en slags børne-eksperimentarium. Ganske godt i øvrigt. Man kunne lære om kroppen – sanserne, prøve at være handicappet med at køre i rullestol, lære om en læges arbejde. Der var en afdeling om Peter Pedal, som især optog de mindste med at kigge i skabe og skuffer, finde ting fra bøgerne, dreje tandhjul, lære om vind og vindmøller. En anden afdeling var opbygget som en by med forskellige erhverv – mekaniker, bank, supermarked, TV-station, postkontor m.m. Hvor ungerne kunne lege i de forskellige roller. Vores børn pillede og prøvede i næsten to timer, især bilværkstedet var populært med i alt fire drenge!

Det var lær om din verden ved at føle og undersøge med din egen krop. Men et Museum? – det, syntes jeg, var lidt falsk varebetegnelse. Eller er det bare mig, der skal gøre mine forestillinger om begrebet mere rummelige? Hvad betyder ordet “Museum” for andre? Comments, please!

Charlotte

3 comments to “Tanker om begrebet Museum”
  1. Mmmmm…jeg kan godt lide de fem søjler som definition af et museum, men der er ingen tvivl om at begrebet museum har en helt anden betydning hos de fleste “civilister”.

    For mange er museum = udstilling og museets øvrige virke inden for indsamling, registrering, konservering og forskning er uerkendt. Det er nok vores egen skyld… 🙁

    Samtidig har begrebet museum for mange en støvet, gammeldags og negativ klang, og jeg har hørt flere eksempler på at man i nyopstillinger eller nyetableringer af museer bevidst undgår ordet museum i titlen. Det synes jeg dog er synd, for det er nu engang sådan et godt ord….

  2. Den er svær. “museum”, “arkiv”, “bibilotek” Institutionernes navne har jo en magisk tiltrækningskraft på os der har et fagligt (og måske også lidt følelsesmæssigt) forhold til én eller flere af institutionstyperne.

    Men kunne man gøre tankeeksperimentet og forestille sig, at de nuværende institutioner og deres nuværende opdrag ikke fandtes. Hvis ikke de fandtes, og vi skulle opfinde dem, ville vi så indrette bevaring, formidling, tilgængliggørelse, etc. af kulturarv på samme måde som idag? Med helt de samme typer af institutioner, grænsedragninger, navne og handlepraksis. Eller ville vi gøre det på en helt anden måde?

    Jeg skal indrømme, at jeg synes at konstruktioner af typen “Historiens Hus” er interessante, fordi de søger at afsøge nye rammer for virksomheden, men med udgangspunkt i emnet, snarere end i en institutionstypes “traditionelle” virksomhed.

    Bevidst at undgå ordet museum bare fordi det evt. lyder støvet eller kedeligt lige nu, er jeg heller ikke sikker på er en god vej. Men hvis man vælger og bruger et andet ord, fordi der reelt er tale om en anden form for virksomhed, på lidt andre præmisser – en anden slags vidensinstitution – synes jeg at det er mere interessant. Skal man prøve at genopfinde sin egen virksomhed en gang imellem?

  3. Ligesom Benjamin mener jeg egentlig, at de fem søjler definere et museum ganske fint. men det er da klart, at vi som branche kan blive tvunget til at tage begrebet “museum” op til kraftig overvejelse, såfremt den brede befolkning har en anden definition en internt i branchen. Men man kunne da godt forestille sig, at museer i fremtiden får karakter af at være “videnscentre for kulturel oplevelse”. Vi er vel så småt på vej i den retning – her tænkes på det efterhånden meget brede spektre af tilbud som museerne tilbyder idag – på on site og online.

Skriv et svar