Brugerinddragende formidling og fremtidens kulturarv

Sarah Giersing

Sarah Giersing er museums- inspektør ved Københavns Museum og oplægsholder ved “Sharing is Caring 2012”.

Siden 2009 har jeg været med i en del eksperimenter på Københavns Museum. Formidlingsenheden har afprøvet forskellige måder at få brugerne involveret i formidlingen. Vi har lavet interaktioner i udstillinger om indvandring, skrald og rock’n’roll, hvor publikum kan kommentere indholdet. Vi har ansat unge (ikke)brugere fra Nørrebro og Sydhavnen til at fortælle om deres egen bydel. Og vi har lanceret den mobile udstilling VÆGGEN, hvor alle kan dele deres billeder af byen, så vi efterhånden har mere end 18.000 fotos af København tilgængelige for folk på gaden. Det her arbejde har været med til at vise, at museet er rum for flere fortolkninger.  Og at vi kan nuancere og berige fortællingen om København, hvis vi er åbne for flere stemmer.

Det har indimellem været svært at få både museumsansatte og –gæster til at se, hvorfor vi dog skulle lytte til andre end os selv. Men så har det været dejligt at vide, at mange andre i disse år arbejder med brugerinvolvering. Jeg har boltret mig i et begejstret kollegialt fællesskab på tværs af institutioner, hvor medborgerskab, participatory design og user-generated content kan jubles som buzzwords. Ved konferencer som ”Inclusive Museum” og ”Sharing is Caring” har jeg ligefrem følt suset af at tilhøre en fremsynet avantgarde, der er ved at flytte grænserne for museet og måske, måske, måske endda forbedre verden..!

VÆGGEN på Rådhuspladsen

VÆGGEN på Rådhuspladsen i 2011. VÆGGEN er en mobil digital udstilling, der flytter rundt i København. På VÆGGEN kan brugerne udforske billeder fra museets samlinger, og de kan tilføje deres egne. Dette foto er uploadet af brugeren “Marie_p” den 2012-01-12.

Jo, der er sket meget med museernes formidling i de seneste år. Men brugerdeltagelse har endnu ikke rigtig bredt sig til det mere langsigtede arbejde, der finder sted i museerne som indsamling og registrering mv. De fleste formidlingsprojekter forbliver midlertidige og publikumsrettede aktiviteter. Flerstemmigheden når sjældent ind i museets samlinger. På Københavns Museum har vi endnu ikke en strategi for indsamling af bruger-genereret indhold. Selvom vi får produceret mængder af interessante fotos, kommentarerer m.m., diskuterer vi fortsat hvordan – og hvorvidt – vi skal gemme dem.

Deling handler i mine øjne ikke kun om at sikre bredere adgang til museernes samlinger og rum, eller om at give brugerne mulighed for at ytre sig. Det handler også om at dele autoriteten til at definere, hvad museerne skal beskæftige sig med i det hele taget – også fremover. Skal brugerne være med til at bestemme, hvad museerne skal bevare? Skal deres materiale være en del af fremtidens kulturarv? Hvilke udfordringer skal museerne tage højde for, hvis vi vil gemme bruger-skabt materiale i samlingerne?

 

Mit oplæg på årets ”Sharing is Caring” konference tager afsæt mine tanker om denne diskussion. Med udgangspunkt i de erfaringer og det materiale, vi har skabt med VÆGGEN, vil jeg se på de nye muligheder for indsamling, der opstår med brugerinvolverende formidlingsinitiativer som dette.

Andre indlæg relateret til “Sharing is Caring”