Det gode, det dårlige og det virkelig dårlige eksempel

Som museumsentusiast med rejsefeber, har årets første 7 måneder været gode. Berlin, Perugia i Italien og Kreta er blandt de besøgte destinationer og alle steder har der været mulighed for at besøge både store og små museer. Årets første tur gik til Berlin. Har man en overudviklet interesse for museumsformidling, både digital og analog, kan man ikke sige ”Berlin”, uden også at sige ”Museum für Naturkunde”. Museet er de lykkelige ejere af de, i visse kredse efterhånden legendariske, Jurascopes. De digitale kikkerter animerer museets flotte dinosaurskeletter, til stor glæde for børn og voksne. Ud over selve formidlingsgrebet, er det mest iøjnefaldende her, at løsningen har vist sig at være langtidsholdbar. Den er fra 2007 og fungerer tilsyneladende upåklageligt. Samtidig sætter jeg personligt stor pris på, at Jurascoperne i deres design er diskrete og ikke skæmmer atriumsalen.

Jurascopes - opstillingen

Jurascopes – opstillingenIMG_4860Jurascopet peger ind på dinosaurskeletterne og i kikkerten får de forlængst afdøde dyr nyt liv.

 

Et andet fint greb på museet er projektet ”At Home in the Cosmos”. Museets etager forbindes af en 14 meter høj, smuk trappeopgang og denne danner baggrund for en stor installation, der viser universets opståen. Publikum får den bedste oplevelse ved at lægge sig på en rund sofa og kigge op på skærmen, der hæves og sænkes i løbet af fortællingen. Løsningen er elegant, spændende og ikke mindst komplimenterer den trapperummet. Ikke på noget tidspunkt stødte jeg på unødvendige greb og den digitale formidling på museet virker vedligeholdt.

Universet beundres.

Universet beundres.

Der kan siges endnu mere om Museum für Naturkunde, men meget af det er allerede fortalt og beskrevet, på bl.a. Martins Museumsblog (Martin Djupdræt, Den Gamle By).

Videre ud i verden, denne gang til Perugia, Italien. Skønne Perugia ligger på et bjerg i regionen Umbrien. Byens gader er så stejle, at der går rulletrapper til toppen. I de seneste år er der også lanceret en lille funiculá (en mini kabelbane) og det er en oplevelse i sig selv at ligge og køre op og ned af bjerget i den.

I er lige nødt til at få et lille billede af funicula'en, bare fordi den er nuttet.

I er lige nødt til at få et lille billede af funicula’en, bare fordi den er nuttet.

På toppen af bjerget ligger den gamle bydel, der ikke har ændret sig meget siden senmiddelalderen. Her boede vi og havde dermed et godt udgangspunkt for at se alle Perugia seværdigheder. Jeg vil ikke trætte jer med en lang beskrivelse af det lokale renæssancekunstmuseum eller alle de kirker vi så.
I stedet vil jeg springe direkte til et besøg på det arkæologiske museum. Samlingen er her spændende og bærer især præg af, at Umbrien engang har været højborg for etruskerne, før de blev assimileret af romerne. For at imødekomme de mange turister, har museet fået lavet en hjemmeside, hvor man via wifi med egen iPad/iPhone kan tilgå information om genstande, forskning etc. Eller, det var i hvert fald meningen, men nettet kan tilsyneladende ikke trække materialet og siden vedblev at crashe. Det var ærgerligt, for jeg tror faktisk de også havde forsøgt sig med tredimensionelle rekonstruktioner af grave og huse, men det var umuligt at finde ud af.
Museet skal dog have point for at forsøge at tænke ud af boksen – og ovenikøbet på flere sprog. Hvis de får løst problemet omkring bredbåndet, kan det gå hen og blive en udmærket løsning. I sidste ende tyede vi til de gode, gamle laminerede informationsguides, der var strategisk placeret rundt omkring i udstillingerne.

Gode intentioner, måske kommer det til at virke med tiden?

Gode intentioner, måske kommer det til at virke med tiden?

Efter forårets udflugter, kom sommerferien snigende. I den første uge (mens der stadig var gråvejr) gik turen til Gerani på Kreta. Selvom formålet med turen primært var afslapning, var det dog helt umuligt for mig ikke lige at smutte forbi et par af museerne i Chania, som kun ligger 15km fra den lille landsby. Det ene var Marinemuseet, der åbenbart havde valgt at følge devisen: skomager, bliv ved din læst. Store mængder af udstillede genstande, hjemmelavede plancher og mere eller mindre håndskrevne genstandstekster prægede indtrykket. Museet forsøgte dog ikke at sælge sig som andet end det det var, og endte derfor med at være en hyggelig oplevelse.

Digital museumsformidling gone bad stødte jeg til gengæld på under et besøg på det arkæologiske museum. Selve museet er fint. Det er beliggende i et gammelt franciskanerkloster, der danner en smuk ramme for de minoiske, mykenske og romerske fund. Det, der sprang i øjnene var 4 aluminiumstandere, dækket af støv og helt slukkede. Nærmere inspektion viste, at der var tale om et EU-støttet projekt, der på et eller andet tidspunkt har budt på uddybende oplysninger om museets samlinger – noget der var god brug for. Om det så var mangel på økonomi, kompetent mandskab eller noget helt tredje, så har museet i hvert fald ikke formået at holde liv i skærmene. Dette er et problem selv det mest velforberedte museum kan løbe ind i. Det, der i min optik gør det til det virkeligt dårlige eksempel er, at de døde standere har fået lov at blive stående og helt bogstaveligt samle støv. Hvis det havde drejet sig om en enkelt skærm, der havde forputtet sig, kunne man måske forstå det, men fire forholdsvis store standere, fordelt rundt om i museet?

3 af de famøse standere - hvad skulle de dog stå der for?

3 af de famøse standere – hvad skulle de dog stå der for?

Et kig ned gennem det smukke museum. Det er da synd, at det skal skæmmes af ubrugelig formidling.

Et kig ned gennem det smukke museum. Det er da synd, at det skal skæmmes af ubrugelig formidling.

Hos MMEx taler vi tit om, at et vigtigt element ved arbejdet med digital formidling er at sikre løsningens driftssikkerhed. Ingen besøgende har lyst til at blive konfronteret med ”out of order” eller ”virker ikke, vi beklager”. Derfor er det vigtigt at museet er med hele vejen, når et nyt, digitalt formidlingstiltag skal udvikles. Både for at få et indgående kendskab til løsningen, men også for sikre forståelsen af, at dette er et brugsværktøj, der skal kunne holde til nysgerrige hænder og være nemt for personalet at arbejde med. Vi anbefaler desuden, at det ikke kun er det faglige personale der er inde i loopet, men at museet også inviterer kustoder, frivillige og frontpersonale ind i processen. Dette gøres for at undgå, at den nye løsning bliver en slags skræmmende Pandoras æske de ikke tør røre. I stedet kan et godt kendskab til løsningen sikre tryghed ved det nye og dermed kan de give den bedste vejledning til brugerne.

De 3 museumsbesøg illustrerer, hvor vigtigt det er, at museet er fortrolig med sin digitale formidling og at man både tænker løsningen ind i en sammenhæng og samtidig tager stilling til sin egen kapacitet og formåen. Der er ikke noget mere irriterende og sørgeligt, end et museum der udstiller sine fejlslagne projekter.

Skriv et svar