En gammel by i en digital tid – refleksioner over brugerinddragelse og digital formidling:

Tekst af Christian Rasmussen, cand. mag. i historie og tysk – digital spejder hos MMEx

På mange danske museer er brugerinddragelse og digital formidling for alvor blevet buzzwords. Museerne synes i stigende grad at have fokus på netop disse to områder, og bruger mange kræfter på at eksperimentere med – og implementere dele af – disse tiltag i deres udstillinger.
Det gælder også for Den Gamle By, hvor jeg havde fornøjelsen at være praktikant på Aarhus Rocks! – udstillingen. Nogle af tankerne bag denne udstilling var b.la. at brugerinddragelse og formidling skulle være i højsædet, og være genstande vi kunne eksperimentere med. Jeg fik dermed en unik mulighed for at overvære hvilke tanker Den Gamle By gør sig omkring formidling og brugerinddragelse, og hvilken retning de ønsker fremtidige udstillinger skal styre imod.

Aarhus Rocks! – udstillingen er dog langt fra første gang, at Den Gamle By anvender digital formidling eller brugerinddragelse, og i løbet af min tid bag murene på de gamle bindingsværkshuse fik jeg mulighed for at møde flere af folkene bag de tiltag, der allerede eksisterer rundt om i Den Gamle Bys udstillinger. De følgende refleksioner bygger derfor ikke kun på Aarhus Rocks!, men også på den indsigt jeg fik omkring de eksisterende tiltag, samt mine egne tanker omkring udvalgte udstillinger.

Den digitale formidling:
Besøger man lejlighederne i den moderne bydel af Den Gamle By, opdager man hurtigt, at den digitale formidling er blevet en fast del af udstillingerne og er blevet integreret på smukkeste vis rundt om i de forskellige lejligheder. De digitale elementer stikker ikke ud eller forstyrrer oplevelsen i 70’er lejlighederne, men er en del af helheden. De digitale elementer i denne del af museet er selvfølgelig også tænkt ind fra start af, hvilket gør at de fungerer så godt som de netop gør.
Aarhus Rocks! – udstillingen benytter sig også af digital formidling, men har modsat 70’er lejlighederne eksperimenteret yderligere med de digitale muligheder. Her gentænkes eksempelvis kuratorrollen, idet det er musikerne selv der indtager fortællerrollen, frem for museet. Hvert rum har en skærm hvorpå interviews med musikere og musikklip er det, der fortæller og oplyser publikum igennem udstillingen.

Facebook og Instagram har også sat deres præg på Aarhus Rocks!. Den Gamle By lavede en Facebook-gruppe til udstillingen, som efterhånden blev et online interesse-fællesskab for musikinteresserede i Aarhus og omegn. Publikum kan bruge gruppen til at dele deres egne historier, koncertoplevelser med mere med hinanden og Den Gamle By. Museet kan ligeledes kontakte publikum via gruppen og dele billeder og updates fra udstillingen med medlemmerne.
Instagram blev i særdeleshed brugt på Northside Festival med et hashtag, der gjorde det muligt, at dele folks festivalbilleder nede i selve udstillingen. En stor skærm i det første rum viser de mange billeder, og publikum har på denne måde bidraget til udstillingen ved blot at tage et billede på deres smartphones.

Facebook-gruppen

Endelig er der Rockkortet, en skærm med et interaktivt Aarhuskort, hvor publikum kan søge rundt på forskellige spillesteder og læse om stedet, men også om publikumsoplevelser indsendt af andre museumsgæster. Hjemmefra kan publikum indsende deres egne historier til Rockkortet, som derefter gør dem tilgængelige nede i udstillingen på det interaktive kort.
De digitale elementer bidrager dermed til en ekstra dimension, som den traditionelle formidling måske havde sværere ved. Den kan forlænge museumsoplevelsen, så den nu både finder sted inde og ude for museets fire vægge – før, under og efter museumsbesøget. Derudover opfordrer den til vidensdeling – publikum til publikum, men også publikum til museum og omvendt. Sidst men ikke mindst kan de digitale virkemidler fremme brugerinddragelse, noget jeg vil komme nærmere ind på herunder.

Brugerinddragelse:
Jeg er selv af den opfattelse, at brugerinddragelse kan finde sted på mange forskellige plan og niveauer, og at der dermed ikke findes én endegyldig opskrift på ”sådan er brugerinddragelse”. Jeg er langt mere i tråd med forskeren Nina Simon på dette punkt, hvor hun ligeledes mener, at brugerinddragelse har flere niveauer og former, og at den altid er afhængig af det givne museums egne ønsker og mål for den. Derfor er digital teknologi ikke nødvendigvis en forudsætning for brugerinddragelse, den kan ligeså godt bestå af den fysiske aktivering af publikum i en udstilling.

Juleudstillingen fra 2013 er et glimrende eksempel på det sidste, altså brugerinddragelse uden digitale virkemidler. Derimod viste udstillingen, at aktiv involvering er noget man er super gode til i Den Gamle By, og man fornemmede gennem hele udstillingen, at de selv finder glæde i at skabe rum for leg og involvering. Fra start af, beder udstillingen de besøgende om at tage stilling til, om man tror på nisser – Ja eller nej. Det aktive valg, som man konfronteres med et par gange i løbet udstillingen, har betydning for hvilken oplevelse man får gennem udstillingen og pirrede i den grad min nysgerrighed, så jeg selvfølgelig var nødt til at prøve begge ruter. Udover dette var udstillingen fuld af påfund, der indbød til leg, aktivering af sanserne og af kroppen – i det hele taget til at gå på opdagelse og lege med kulisserne.

Det med at lege med, eller blive en del af, kulisserne er et greb, som Den Gamle By bruger flere steder. Opbygningen af miljøer, som man kan interagere med fungerer og involverer publikum på en god og aktiv måde. Opbygning af miljøer blev også brugt i Aarhus Rocks! – udstillingen og er et tydeligt tegn på, at teaterverdenen og scenografien har gjort sit indtog på museerne.
Hvor den aktive brugerinddragelse er et fremragende greb inden for museets vægge, har den dog sine begrænsninger i forhold til den digitale brugerinddragelse, der har potentiale til at opnå en større rækkevidde. Aarhus Rocks! var det første skridt på vej mod et øget fokus på brugerinddragelse gennem digitale platforme og personligt tror jeg, at brugerinddragelse i form af vidensdeling og formidling før, under og efter museumsbesøget vil være noget vi kommer til at se mere af rundt om på museerne.

Den Gamle By er meget opmærksom på, hvad der rører sig indenfor digital formidling og brugerinddragelse. Indenfor hvert område, har museet allerede vist, at de kan skabe god digital formidling og underholdende brugerinddragelse, der gør museumsoplevelsen ny og interessant for de besøgende. De første spæde skridt er også taget til at kombinere de to ting, men personligt tror jeg, at der endnu ligger et utal af uudnyttede muligheder i den digitale brugerinddragelse. Man kunne eksempelvis forstille sig, at man kunne inddrage facebookgruppen fra Aarhus Rocks! – udstillingen i et fælles samarbejde eller projekt, og på den måde udvikle, men også gøre nytte af, den gruppe af engagerede mennesker der allerede eksisterer omkring denne udstilling.
Ligeledes kunne man forestille sig, at den aktive, og dermed fysiske brugerinddragelse kunne kombineres med digitale virkemidler. Mulighederne er mange, og det er kun toppen af isbjerget vi endnu har set. Hvor meget der så ender med at komme til syne af dette isbjerg afhænger helt af, hvad museerne har af fremtidige ønsker og mål for deres brugerinddragelse.

Christian Rasmussen er digital spejder i Meaning Making Experiences skriverkorps. Korpset er dannet for at fremme videndeling af projekter og initiativer på kulturområdet, med særligt fokus på museernes digitale formidlingsprojekter.
Det er spejderens egne oplevelser og synspunkter, der formidles i ovenstående artikel.

Skriv et svar