Fremtidens formidling – nu

NFC_Savina

For ret præcist et år siden blev jeg hevet ind som ekstern konsulent på et større digitalt formidlingsprojekt, der skulle udvikles for et af de store danske kunstmuseer. Det var et projekt, der var i sine absolut allertidligste faser. Faktisk var mit brief blot, at museet ønskede at være internationale firstmovers, og implementere en ambitiøs og fremtidssikret digital formidlingsstrategi. Så sådan én gik mine kolleger og jeg kækt i gang med at formulere.

Som lidt af en digital formidlingsnørd, der havde været lidt væk fra feltet i en periode, var den forudgående researchopgave et rent slaraffenland. Jeg kastede mig glad over forskellige museumsapps, write ups fra museumskonferencer, streamede foredrag fra tech-konferencer osv. For øje havde jeg et mantra, der har fulgt mig igennem de utallige udstillingsanalyser, jeg skrev på universitet, når det kom til formidlingen: hvor lidt, hvor meget, hvordan og ikke mindst; hvorfor. Endelig fandt jeg en rapport, der kom med den forudsigelse, der bekræftede det, som al denne research havde ledt mig på sporet af, nemlig at om fem år vil den digitale museumsformidling være baseret på NFC-koder (Near Field Communication) og dermed tanken om Internet of Things (IoT). Det var det, vi skulle!

Samtlige af museets værker skulle udstryres med sådan en NFC-kode, der er så intelligent, at den udover at indeholde alt museets arkivmateriale om det aktuelle værk, også kan programmes til selv at slå alarm, hvis værket står for fugtigt, lyst, varmt el. lign. i magasinet. Når det er udstillet kan det selv orientere sig om, hvilket udtillingsrum det står i, og hvilke andre værker det står sammen med. Og vigtigst af alt rummer det uanede muligheder for formidlingsarbejdet. Udover fordelene for museets forsknings- og indsamlingsarbejde, er det udfra et formidlingsmæssigt perspektiv nemlig både tilpasningsvenligt, brugerinddragende og delingsvenligt.

Men i det videre arbejde med at formulere en konkret formidlingsstrategi udfra dette koncept, dukkede nogle af de tilbagevendende overvejelser omkring digitalisering selvfølgelig også op. Det var både de overordnede etiske gråzoner omkring al digitalisering, der handler om registrering af menneskers gøren og laden via devices, privatliv vs. overvågning, osv. Men selve formen på digital formidling indbyder også til helt nye overvejelser. F.eks. vil en museumsformidling baseret på IoT typisk være tilrettelagt og helt afhængig af, at hver museumsgæst medbringer sin egen smartphone til at aflæse NFC-koderne med. Dvs. vi producerer indholdet, men selve ”nøglen” til at låse museet op, giver vi dem ikke. Lidt som vi allerede kender det fra QR-koder i  dag. Derudover dukker der også nye overvejelser op om, hvilken museumsoplevelse den digitale formidling indbyder til? Her er en af de klare fordele ved IoT, at hele museet kan integreres, og at gæsten imens han står ved et værk, kan blive informeret om tilknyttede events, bogtilbud i museumsshoppen m.m. Men kan en af konsekvenserne ved en formidling tilrettelagt til f.eks. smartphones ikke også tvinge gæsten til at gå med snuden i skærmen, og gør det museumsoplevelsen for individuel? For mange gæster er museumsbesøget i høj grad en social oplevelse, hvor værker, historie og viden tilegnes og diskuteres løbende på vandreturen gennem gallerier og sale. Kan vi lave en formidling, der tilgodeser den enkeltes interesser og engagement, og som samtidig inviterer til samtale og fælles oplevelser – via smartphones? Hvis det endelig lykkes, hvordan sikrer vi så, at museumsgæsterne finder den relevante formidling, og ikke farer vild i alle de lækre filmbidder, audioguides, cafétilbud og spil, der popper op på deres skærm?

Der er oceaner af nye muligheder, spørgsmål og udfordringer i at arbejde med digital formidling, og derfor er det arbejde i høj grad stadig en øvelse i at definere, hvad genren ’digital formidling’ egentlig kan og skal indeholde. Mulighederne føles næsten uendelige og den teknologiske udvikling har allerede vist sig at være meget uforudsigelige. Formidling der møder museumsgæsten i en fysik udstilling i form af stramt kuraterede omvisninger, vægtekster, videoer eller kataloger, er nu kun én af farverne på formidlingspaletten. Den digitale formidling baseret på IoT kan trævle flere af museets funktioner op, og smukt væve dem sammen igen til et unikt kluddetæppe af arkivmateriale, brugergenereret materiale på sociale medier, eventkalendere og apps/spil – kurateret af gæsten selv. Den potentielle berøringsflade mellem museum og gæst eksploderer. Gæsterne bliver gæster, så snart de klikker ind på museets hjemmeside, eller følger det på instagram eller twitter. Arkiver er noget, vi åbner, og inviterer til brugerne til at dele, remixe og bidrage til – med enestående effekter! Men er det noget, vi kan og skal styre?

Arbejdet med digital formidling er et fantastisk laboratorium at tumle rundt i, men den snigende fornemmelse af, at det faktisk er hele museets rolle og formål, man har i hænderne, gør, at remsen ”Hvor lidt, hvor meget, hvordan og hvorfor”, var rar for mig at have rungende i baghovedet, når der skulle navigeres i formidlingsformer, man knap har fantasi til at forestille sig.

 

Dinna Enevoldsen er digital spejder i Meaning Making Experiences skriverkorps. Korpset er dannet for at fremme videndeling af projekter og initiativer på kulturområdet, med særligt fokus på museernes digitale formidlingsprojekter.
Det er spejderens egne oplevelser og synspunkter, der formidles i artiklen.

Skriv et svar