Lidt om QR-koder

QR_LYNfabrikken

For få år siden begyndte der at dukke små sort/hvide firkanter op ved siden af snart sagt hvert andet værk på rigtig mange danske kunstudstillinger og museer. QR-koden gjorde sit diskrete men spændende indtog.

Jeg har personligt kun erfaring med at implementere én enkelt lille QR-kode i formidlingsmæssig sammenhæng. Det skete da jeg som ansat på den kreative platform LYNfabrikken i Århus, bl.a. fik ansvar for stedets udstillingsrum for kunst, design og kunsthåndværk, BOX. Et udstillingsrum, hvis fysiske rammer udstikker benspænd af von Trier’ske dimensioner til både udstillingsform og formidling. Det er et tidligere butikslokale i Århus’ slingrende charmerende Vestergade, der nu fungerer som ’vinduesgalleri’. Publikum kan kigge ind i rummet igennem den store, gamle butiksrude, der udgør hele rummets facade, men man kan ikke komme derind. Så udstillingen kan faktisk kun opleves fra én vinkel. En del af konceptet bag BOX er netop denne lidt specielle fysiske ramme. Udstillingerne skal fungere som et mellemrum i bybilledet, der indfanger forbipasserende med overraskende installationer, perspektiver og eksperimenter. Det ligger indirekte i konceptet, at udstillingerne godt må stå meget underformidlede, men som uddannet formidler kriblede det selvfølgelig i mine fingre for at åbne hver udstilling lidt mere op, og fortælle om udstillerens baggrund, tanker og arbejdsprocesser. Spørgsmålet var bare hvordan?

Da jeg samtidig var ansat til at udvikle og strukturere en helt ny hjemmeside for LYNfabrikken, blev løsningen at designe en særlig underside specielt til BOX, som kunne rumme udstillingsfotos, tekster, links og et videointerview med udstilleren, og lade en QR-kode klistret på butikrudens inderside danne forbindelse imellem det fysiske udstillingsrum og det digitale. Det var en diskret og fleksibel løsning, der kunne rumme information i forskellige formater uden at forstyrre den fysiske udstillings udtryk. Og måske allervigtigst var det en formidlingsløsning, der ikke krævede fysisk vedligehold. Tidligere forsøg med f.eks. at installere en fladskærm i rummet havde bevist at DVD-afspillere, bærbare computere og fladskærme er nogle frygteligt opmærksomhedskrævende størrelser, der er svært forenelige med et udstillingskoncept, hvor udstillingen faktisk helst helt skal passe sig selv, fra tæppet bliver trukket fra til ferniseringen, til det bliver trukket for igen ved nedtagningen. QR-koden sad, hvor den sad, og henviste pligtopfyldende til den URL-adresse, hvor jeg så kunne lægge nyt indhold, hver gang vi åbnede en ny udstilling. Alt i alt var jeg en glad og tilfreds formidler. Det eneste, der nagede, var om der overhovedet var nogen, der faktisk scannede QR-koden, når de stod foran BOX, og dermed fik glæde af alt der lækkert producerede formidlingsmateriale, den gemte på?

Internt var det klar fordel at producere alt dette materiale, fordi det også havde stor værdi som dokumentation, der kunne bruges i det videre udviklingsarbejde. Det var også blevet produceret til hver enkelt udstilling siden BOX’s åbning i 2009, men at gøre det tilgængeligt for tilskueren, imens han faktisk stod ved udstillingen, var nyt. Virkede det? Helt ærligt har jeg ingen idé om det. Jeg havde selvfølgelig lidt sidevisningsstatestik, jeg kunne følge, men der var åbenlyst dårligt plads til foretage observationsstudier lige der på det smalle fortorv foran udstillingen. Skal jeg bedømme effekten på baggrund af min egen tilgang til QR-koder, når jeg besøger udstillinger, er den desværre næppe overvældende.

De første gange jeg stødte på QR-koder, især i kunstudstillinger, var jeg meget begejstret. Muligheden for at gemme nogle vægtekster lidt af vejen og lade gæsten vælge formidlingsform og formidlingsniveau efter sine egne interesser tiltaler mig. Men min egen brug af QR-koder er desværre sjældent særligt udbytterig. Forudsat at jeg faktisk har taget min smartphone i lommen, og ikke tankeløst låst den inde i gardaroben, scanner jeg få QR-koder ved de værker/artefakter, der særligt fanger mig, men ligeså ofte går der skattejagt i den, og jeg scanner alle de koder, jeg overhovedet kan finde. Resultatet er, at jeg typisk kommer hjem med X antal links til X antal tekster om X antal værker, for mens jeg er i udstillingen, bliver det vigtigere at diskutere oplevelsen med min medbragte veninde/familiemedlem. Intentionen er altid at læse alle disse uden tvivl spændende tekster ”en dag”, men jeg må ofte se i øjnene, at de lider samme hengemte skæbne som utallige arkiverede Weekendaviser, bogmærkede hjemmesider og uaflyttede podcasts.

Man kan diskutere, hvad det er, der halter her? Mine vaner som museumsgæst? Vores måde at udnytte QR-kodens formidlingsmæssige muligheder? Som med så meget andet, er det sikkert en kombination af de to. Men det der virkelig stikker i hjertet er, hvis dygtige mennesker har lagt tid, viden, evner og lidenskab i at udvikle stof, der kun i ringe omfang når sit publikum. Det vil dog sikkert altid være vilkåret for meget af det udviklede formidlingsmateriale, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. I min optik gælder det ikke om at nå så mange som muligt med f.eks. en QR-kode, men at nå hver gæst med det de har behov for i det format, der giver mening for dem. Måske er det derfor, det så småt begynder at tynde ud i QR-koderne på museerne igen. Skulle de med tiden forsvinde helt, har de om ikke andet spillet en vigtig rolle i at vise, at digital formidling ofte handler om at matche den relevante formidling med et for publikum relevant format.

Når jeg nu gør status over implementering af min lille QR-kode i gadebilledet i Århus, må jeg sande, at den nok ikke har gjort meget for at gøre publikum mere interesserede i udstillingerne fra sin plads i vinduesrammen, og at antallet af scanninger af den alligevel dårligt kan bruges til at måle dens succes som formidlingsværktøj. Men det er mit håb, at de forbipasserende, der blev ramt af, hvad de så igennem ruden, også fik øje på den sort/hvide nøgle i hjørnet, og fik stillet (eller udvidet!) deres nysgerrighed.

 

Dinna Enevoldsen er digital spejder i Meaning Making Experiences skriverkorps. Korpset er dannet for at fremme videndeling af projekter og initiativer på kulturområdet, med særligt fokus på museernes digitale formidlingsprojekter.
Det er spejderens egne oplevelser og synspunkter, der formidles i artiklen.

Skriv et svar