Hvem er den typiske museumsgæst? Og kan interaktive tiltag lokke flere besøgende til de danske museer?

Dagbladet Politiken bringer i dag en interessant artikel om den typiske museumsgæst. 55 år gammel, folkeskolelærer og bor i hovedstadsområdet for blot at nævne et par karakteristika. Undersøgelsen er udarbejdet af Kulturarvsstyrelsen (se mere her). Jeg glæder mig til at nærlæse rapporten, men umiddelbart var det noget helt andet der sprang i øjnene. Især dette citat:

Undersøgelsen beder også museumsgæsterne om at give forskellige elementer af deres besøg karakter. Og på alle tre slags museer – både kunstmuseerne, de kulturhistoriske og de naturhistoriske museer – giver publikum netop ’muligheden for at deltage aktivt’ den laveste karakter (her citeret fra Politiken)

Det undrer mig ikke det mindste at spørgsmålet er blevet stillet, men var svaret ikke temmelig åbenlyst? Nej, de danske museer giver kun i ringe grad publikum “muligheden for at deltage aktiv”, men skal de overhovedet det? Er det specielt ønskværdigt?

Elektroniske læringsmedier er kommet for at blive, men alligevel har jeg en sund skepsis overfor den mediering der uundgåeligt følger, når en computerskærm eller en mobiltelefon benyttes til formidling af kulturhistoriens materielle genstande.

Netop formidlingen og bevaringen af kulturens materielle genstande er museernes raison d’etre, men jeg kan ikke lade være med at føle en vis frygt for, at den stigende fokus på digitale medier og interaktive elementer i de fysiske udstillinger i stedet for at virke fremmende for forståelsen af vores fælleskulturelle arv, kommer til at overskygge det egentlige – nemlig genstandene selv.

Denne tendens hænger formentligt sammen med den øgede fokus på oplevelsesøkonomi. Det er mit indtryk at de danske museer endnu ikke helt har fundet deres ben i diskussionen om museets rolle i denne nye økonomi (som desuden er svær at definere), men umiddelbart få det mine nakkehår til at rejse sig. Selve termen oplevelsesøkonomi indikerer nemlig, at der er nogen som skal tjene penge på vores fælleskulturelle arv. Som de fleste der har fulgt med i debatten efter kulturministerens (undskyld, den forrige kulturministers) varsling af mulige museumslukninger vil vide, kan konsekvenserne for museer med få besøgende være ganske alvorlige (se artiklen Kulturministeren vil lukke museer).

Noget af det jeg hæfter mig ved et dette citat fra den forrige kulturminister:

»Formidling er et tema, der optager alle. I de her år bliver vi bombarderet med smarte, hurtige tilbud, så det kan være lidt svært at få nogen ind på et museum, hvor tingene måske har stået stille i mange år, hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele. Det er op ad bakke. Vi skal have kunsten ud og møde borgerne, der hvor de er«, siger Carina Christensen.

Min første tanke er, at den tidligere kulturminister må have besøgt nogle utrolig kedelige museer. Jeg kan faktisk ikke huske at jeg på noget tidspunkt har besøgt et museum, hvor formidlingen bestod af små gule sedler og hvor der stod…flintøkser og jydepotter over det hele.

Anyways.

Det museale rum har en sjælden mulighed for at give lejlighed til fordybelse og eftertanke. I en mere stresset og forjaget hverdag, er der en sjælden befrielse ved at besøge et museum, hvor man har mulighed for at fordybe sig – måske endda uden alt for smarte formidlingstiltag. Faktisk kunne man hævde at det museale rum kunne være en slags “helle” fra de smarte hurtige tilbud som kulturministeren omtaler. Men her er der selvfølgelig mulighed for at jeg misforstår noget. 

Jeg er helt med på at det kan give mening at bringe kulturen ud til folket, men hvis fremtidens kulturpolitik kommer til at forme sig således, (En spegepølse til 25, 95 og et kig på Grauballemanden) så er der grund til at være bekymret.

Hvad siger I?

(Ovenstående indlæg kan også ses her. Synspunkterne står dog for forfatterens egen regning.)

7 comments to “Hvem er den typiske museumsgæst? Og kan interaktive tiltag lokke flere besøgende til de danske museer?”
  1. Du stiller publikums aktive deltagelse (evt. via digitale medier) om som om det står i modsætning til fordybelse og eftertanke. Sådan ser jeg det ikke. Tværtimod tror jeg ikke, at alternativet til digitale medeier og aktiv deltagelse er mere nærvær – snarere mere fravær….
    Men du har ret i, at der er en udfordring i at få genstandene og de digitale medier til at smelte sammen i en, sammehængende fortælling, så de arbejder sammen i stedet for at kæmpe med hinanden om opmærksomheden.

  2. Jeg ser nu også mange muligheder for fordybelse netop ved hjælp af digitale medier. Om ikke andet er fremtidens generation jo i særdeleshed digital og det er trist at se i undersøgelsen, at de er så underrepræsenterede på museerne og at de oven i købet ikke er specielt tilfredse med museumsoplevelserne. Denne generation er jo netop vant til at kunne deltage selvstændigt og aktivt gennem de sociale medier og derfor synes jeg, at museerne er nødt til at lukke op for mange mange flere digitale tiltag, der kan inddrage og motivere de unge – hvilket flere og flere museer jo også efterhånden gør (fx Skagens museums nye tiltag). Når det så er sagt, skal det museale rum selvfølgelig ikke blive et digitalt oplevelsescenter – der skal være plads til alle – også til dem der ikke orker de digitale oplevelser. Den eneste negative ting jeg kan se ved de digitale tiltag, er faren for, at det sociale museumsbesøg bliver skubbet i baggrunden, hvis vi alle hver især skal opleve et museum med eksempelvis en iphone eller et headset på.

  3. Kære Lars og Nina

    Tak for jeres gode kommentarer. Jeg vil ikke afvise at I kan have ret, men jeg synes at det er meget sjældent, at det rent faktisk fungerer i praksis. Kom gerne med gode eksempler.
    Jeg er ikke uenig i, at fremtidens generation er opvokset med allehånde digitale og sociale medier, men jeg er ikke sikker på, at museerne nødvendigvis skal følge trop.

    Jeg tror nemlig at der ligger en interessant dobbelthed i brugen af eks. mobiltelefoner, computerskærme, RIFD-chips og andet. På den ene side er der en oplagt mulighed for at komme tættere på den enkelte genstands fysiske detaljer, få uddybet kendskabet til genstandens historie m.m., men på den anden side, skal man også være klar over, at eks. en computerskærm er en prisme der medierer forholdet mellem en selv og den genstand man kigger på.

    Her er det måske særlig vigtigt i forhold til kommende generationer der er vant til at opleve verdenen gennem en computerskærm eller en mobiltelefon. Måske er det endda sundt at rive dem lidt væk fra de medier de normalt bruger?

    Et enkelt eksempel. Hvad er pointen i at besøge Nationalmuseet for at se Gundsstrupkarret når alle og enhver kan lave en søgning på Google og finde alle tænkelige detaljer om genstanden? For mig falder svaret let. Et fysisk besøg giver en totalt anden oplevelse end man kan få på sin computerskærm. At stå foran Gundestrupkarret er en fysisk, rumlig oplevelse. Når jeg kigger på verden gennem min computerskærm (der er ca. 45 gange 30 cm), er det meget vanskeligt at fornemme den rumlighed og autenticitet som de kulturhistoriske genstande besidder.

    Jeg vil ikke afvise at der findes computerprogrammer der kan gengive en del af den rumlighed, men det er formentligt meget vanskeligt for computeren at følge med hele vejen. Desuden er der en oplagt risiko for, at det helt særligt autentiske ved de kulturhistoriske genstande går tabt, hvis de medieres.
    Her tænker jeg på, at mange og især de kommende generationer, bruger computere til at bestille allehånde varer hjem. DVD-afspillere, fladskærms-tv m.m.
    Hvis man ikke fysisk har stået foran Gundestrupkarret ser jeg en risiko for, at karret kan opfattes på samme måde som disse genstande. Altså, endnu et trivielt produkt der kan købes og sælges.
    Jeg glæder mig til at høre jeres kommenterer.

  4. Interessant diskussion. For at sætte tingene lidt på spidsen (med alt respekt) – så overvejer jeg om man så ikke også burde fjerne de mange forklaringstekster ved museumsgenstandene, da de jo distraherer og er overflødige for den konkrete oplevelse af artefakten. Rundvisninger skal vel også væk da de jo igen blot distraherer fra det fysiske møde og kan findes hvor som helst. Endelig skal vi vel også have skraldet alt planlægning af udstillingen og opsætning da det vel egentlig også er overflødigt at kommunikere det.

    Jeg vil dog medgive at mange digitale installationer afgjort ikke fungerer – jeg hader de touch-screens som er opsat tilfældigt (sådan virker det ihverfaldt rundt omkring på musee. De er fuldstændig håbløse at navigere og bruge – de virker som fra en anden tidsalder, og det troede jeg de var. Indtil jeg opdagede at de stadig bliver sat i samme format. Jeg har andre yndlingsaversioner og få rigtig gode eksempler men sådan er det jo tit når man bevæger sig ud på de vilde våger.

    Læs iøvrigt nogle overvejelser omkring hvad man så kan på min egen blog.
    http://egenfeldt.eu/blog/?p=165

  5. Jeg er helt enig i at indførelse af de digitale medier i museumsverdenen ikke er uden problemer.

    Måske en kombination af den digitale verden og det fysiske museum er løsningen? En mulighed kunne være at bruge museernes hjemmesider mere aktivt – lave et online museum ved siden af det fysiske museum.
    Nogle biblioteker har brugt denne metode til at tiltrække nye brugere (http://nuslibrary.appspot.com/). Brugerne får her en mulighed for at orientere sig virtuelt inden de besøger det fysiske bibliotek. Det virtuelle bibliotek bruges som et 3D oversigtskort, men undervejs præsenteres brugeren også for nye bøger og forskellige temaer.

    Nu kan man jo ikke bare sammenligne museer med biblioteker, men der er dog lighedspunkter. Jeg tror museerne vil kunne tiltrække en bredere målgruppe hvis de lukker lidt mere op for godteposen på deres hjemmesider. I øjeblikket er mange museers hjemmesider ikke mere end en udvidet brochure, og kan kun bruges til at finde informationer om åbningstider, priser og beliggenhed. Ved at lave en eller flere virtuelle udstillinger kan opmærksomheden om det fysiske museum øges. For hvis den besøgende syntes at den virtuelle udstilling var spændende er interessen måske vakt for at besøge det fysiske museum. Jeg tror ikke at det virtuelle museum nogensinde kommer til at overgå det fysiske museum. For mange vil det være en speciel oplevelse at se en bestemt genstand live (som giver mulighed for fordybelse og eftertanke), frem for en (nogen gange dårlig) gengivelse på nettet.

    Det virtuelle museum giver dog en bedre mulighed for at komme i kontakt med brugere/ikke brugere. På hjemmesiden kan man nemmere debattere med brugerne, fx via en chatfunktion eller en debatside. Brugerne kan altså deltage aktivt og inddrages i fremtidige tiltag på museet.
    Mange museer er i gang med at bruge de sociale medier mere, formodentlig for at komme i kontakt med en yngre målgruppe. Det er dog problematisk at de fleste af museernes facebook sider er ligeså kedelige som deres hjemmesider. Der står som regel fuldstændig det samme som på hjemmesiden. Hvis brugerne skriver på museets facebook side, svarer museet ikke og ofte er indlæggene mere end 6 måneder gamle. Johanne Floris Christensen har netop skrevet et meget spændende speciale om netop dette emne. (Hun holder foredrag hos Bysted d. 6/5 2010 – http://www.bysted.dk/Menu/Arrangementer/Gratis+gåhjemmøde%3a+Kulturformidling+2.0. )

    Jonas, du skriver:
    Det museale rum har en sjælden mulighed for at give lejlighed til fordybelse og eftertanke. I en mere stresset og forjaget hverdag, er der en sjælden befrielse ved at besøge et museum, hvor man har mulighed for at fordybe sig – måske endda uden alt for smarte formidlingstiltag. Faktisk kunne man hævde at det museale rum kunne være en slags “helle” fra de smarte hurtige tilbud som kulturministeren omtaler.

    Som akademiker (visuel kultur og museologi) og ivrig museumsgænger kan jeg da kun give dig ret i ovenstående. Men, vi er desværre en lille skare. Langt det fleste synes at det er kedeligt at gå på museum og museumsbesøg bliver alt ofte valgt fra i det store udbud af oplevelser. Jeg tror derfor at museerne bliver nødt til at tænke nyt, gå nye veje, for at fange en bredere målgruppe. En mulighed er at bruge de sociale medier meget mere (og langt mere effektivt).

  6. Jeg tvivler på at man kan “lokke” nogen til kulturarv kun ved at bruge bestemte medier. Derimod kan jeg godt frygte, at man kan forhindre nogen i at få et godt udbytte ved ikke at anvende samtidige teknologier og kommunikationsformer, og ved ikke at være nærværende og dialogisk.

    Jeg har også lyst til at vove den kætterske påstand, at der kan være meget mere rum og ro til fordybelse, når man sidder hjemme ved sin pc, på et tidspunkt man selv har valgt … end når man står på museet og ser på genstande, læser tekster m.m. og en snakkende skoleklasse er i gang med en omvisning lige ved siden af 🙂

    Den autentiske genstand i en udstilling kan noget – den digitale gengivelse kan noget andet – dialogen med andre interesserede (herunder fagfolk) kan noget tredje – adgang til relevant arkivmateriale kan noget fjerde – summen af alle tilgangene kan noget femte. Hvorfor skal man i det hele taget vælge én tilgang i stedet for at lade dem spille sammen og lade brugere få mulighed for i stadigt stigende grad at vælge deres egne veje til kulturarven?

  7. Jeg mener netop også at man skal favne bredt. Den autentiske ikke-medierede museumsoplevelse skal selvfølgelig forblive det centrale, men mange har nu en gang svært ved bare at gå til værkerne uden faglig viden. Og her mener jeg, at fx mobilteknologier kan være en løsning – netop blot som et tilbud til dem der har lyst. Som en personlig og lærerig guide rundt i museet. Et eksempel på dette er fx http://www.musetrek.com/. Jeg er selv i gang med et speciale om emnet og har andet steds her på hjemmesiden netop søgt om holdninger og erfaringer på dette område (under overskriften “Den digitale generation på museum). Men Jonas dit og de andre inputs her har i hvert fald sat mine tanker i gang 🙂 Jeg fokuserer i mit speciale på den unge brugergruppe og hvordan vi kan få dem på museum, da jeg mener, at der er nogle uudnyttede digitale ressourcer, som i det mindste bør afprøves og undersøges – hvilket mange museer jo også er i gang med.

Skriv et svar