Interaktion i udstillinger

I planlægningen af udstillingerne til det nye søfartsmuseum diskuterer vi blandt andet begrebet interaktion og er ikke helt enige om hvad begrebet præcist dækker. Derfor har jeg prøvet at samle nogle tanker om en definition af begrebet her, og håber at de tilstedeværende vil bidrage med input.

Man støder ofte blandt museumsfolk på den opfattelse, at interaktivitet er, nar man kan ”prøve noget”, underforstået at så snart det er muligt at gøre andet end på at bruge sine øjne i udstillingen, så er der tale om interaktivitet. Der kan siges mange gode ting om hvad man kunne kalde ”hands-on” aktiviteter, men jeg mener, at begrebet interaktivitet er noget andet, og fortjener en klarere definition.

Det skal også slås fast, at begrebet efter min mening er uafhængigt af medier, altså om interaktiviteten finder sted med fysiske objekter eller i virtuelle verdener. Tidligere blev interaktivitet oftest benyttet i forbindelse med digitale multimedier, men den anvendelse mener jeg er alt for snæver. Se f.eks. på Jonas Heide Smiths glimrende blog, hvor han har en ældre artikel om emnet:

Interaktion kan defineres som en tovejspåvirkning mellem to eller flere objekter eller fænomener. For at interaktion skal være tilstede skal der foregå en vekselvirkning, altså at først på virker det ene objekt det andet, derefter det andet objekt det første på baggrund af den første påvirkning, hvilket igen kan give nye muligheder for påvirkning mellem objekterne.

Denne definition kan anvendes på en række eksempler:

Eksempler på museumsopstillinger, der ikke er interaktive:

  • Ved en model af en by kan gæsten trykke på en knap og et lys tændes for at markere en bestemt bygning.
  • I en udstilling om kolonihandel kan man tage proppen af en række flasker for at lugte hvordan udvalgte varetyper lugter.
  • Ved en varmluftballon kan man tænde for blæseren, der derefter varmer luften i ballonen op i et på forhånd defineret tidsrum, så ballonen stiger til vejrs.

Eksempler på interaktive museumsopstillinger:

  • Ved et tryk på en knap blæser en vældig luftstrøm til vejrs, og derefter kan man sætte en eller to små badebolde ind i luftstrømmen, se dem stige til vejrs, og derefter blokere for luftstrømmen med hænderne for at se hvordan boldene stiger eller falder.
  • Diverse former for digitale spil hvor spilleren tager beslutninger i relation til de udstillede objekter og derefter stilles overfor nye muligheder alt efter sit foregående valg. Gode eksempler er ostindiefartsimualtoren på Museum of London Docklands eller den jødiske dames kuffert på Jüdisches Museum i Berlin.
  • ”Maskinen” på Brede Værk hvor flere besøgende arbejder sammen om at skabe en industriel produktion. Spillerne udfører industriarbejde og deres dygtighed og hastighed påvirker spillet, der igen får deltagerne til at ændre adfærd.

Bemærk at der hverken er en formidlingsmæssig kvalitets- eller relevansvurdering i ovenstående lister.

Modellen af en by, hvor man kan få udvalgte huse til at lyse op kan være strålende formidling, der giver gæsten stor information uden store mængder tekst, men er blot ikke interaktiv.

Hvordan vil du definere interaktivitet i en udstillingssammenhæng, og har du en god henvisning til litteratur eller netlæsning?

9 comments to “Interaktion i udstillinger”
  1. Tak for linket.

    Den symbolske grænseflade er en god pointe at få med.

    Jeg er dog ikke enig i mandens ønske om at udvide begrebet til så mange ting som muligt, da det så i en udstillingssammenhæng bliver udvandet. Udvider man begrebet tilstrækkeligt kan det groft sagt også rumme valget mellem hvilket af billederne på væggen man ønsker at kigge på! 🙂

    Måske er min pointe blot, at man skal erkende forskellen mellem den agerende gæst og den interagerende gæst. Hvor den første kan trykke på en knap, snuse til flasker, nusse et stykke skind og meget andet, får den interagerende gæst en respons fra udstillingsinstallationen, der sætter nye aktioner i gang etc., og derved får ham eller hende til forstå nye dybder i det udstillede.

  2. Hej Benjamin

    Jeg er sådan set enig i din definition af interaktionsbegrebet og også i, at den udbredte og noget ”løse” brug af begrebet ikke er helt hensigtsmæssig. Samtidig har jeg bemærket at interaktionsbegrebet et stykke tid har fungeret som en form for ”løsen”, både i, og udenfor museumsverdenen, forstået på den måde, at så snart noget er interaktivt er det pr. definition godt. Det mener jeg måske ikke nødvendigvis, for måske er der mere tale om at forskellige brugere har behov for, eller tænder på forskellige formidlingsformer. Så måske er det snarere et spørgsmål om, at interaktion som formidlingsmetode kan være med til at nå nogen, der ikke umiddelbart fanges ind af andre ikke-interaktionelle formidlingsformer og vice versa.
    Men, under alle omstændigheder, er det nødvendigt at skille ”hands-on” begrebet fra interaktionsbegrebet. De to ting er, efter min mening ikke det samme. Din definition kan jeg bestemt tilslutte mig og måske supplere med lidt flere teoretiske betragtninger, som jeg også har brugt i den årrække jeg har undervist studerende i kommunikation og formidling på Center for Museologis suppleringsuddannelse. Jeg bruger ofte Andrea Witcombs Interactivity: Thinking Beyond og Gail Durbins Using the Web for Participation and Interactivity. Begge beskriver interaktion, Wicomb i et temmelig kritisk ærinde. Begge har den pointe, at når vi taler om ”hands-on” er udfaldet af formidlingen givet på forhånd, som det også er tilfældet i de eksempler du giver. Dvs. der er en fast betydning, eller information indlejret i formidlingselementet som ikke påvirkes af brugeren og som er den samme hver gang. Derimod kræver interaktivitet både i Witcombs og Durbins definitioner, at udfaldet af formidlingssituationen påvirkes af den enkelte bruger. Her er meningen eller betydningen noget der ”forhandles” frem når brugeren går i interaktion. Det bliver særligt interessant, når man derpå overvejer hvilke formidlingsmedier der så kan bruges til interaktive former, for når man ser på begrebet som noget der centrerer sig om hvor vidt betydningen er fast eller skabes dialogisk, kan vel alle formidlingsmedier bruges til interaktiv formidling – og dermed kommer vi også ud over den snævre, teknologifikserede forståelse der også florerer i og udenfor museumsverdenen. Så kan interaktion lige så godt skabes i tekster og omvisninger som i digitale former. Og måske kunne man polemisk mene, at den rigtigt gode, diaologskabende omvisning, hvor omviseren tør åbne sig for brugernes egne fortolkninger og meninger, i særlig grad åbner for en virkelig interaktiv formidlingssituation.

    Jeg bruger nogen gange denne lidt forenklede opstilling, som ser ud til at give god mening for mine studerende og som også tilføjer lidt flere dimensioner, end jeg har kunnet komme omkring her:

    Aktivitet vs. Interaktivitet
    Hands-on Minds-on
    Viden Læring
    Lukket budskab Åben fortolkning/dialog
    Freedom og choise Freedom of thought
    Didaktisk Konstruktivistisk

    Henvisninger:
    Andrea Witcomb: “Interactivity: Thinking Beyond”, i A Companion to Museums Studies, Sharon Macdonald (ed), Blackwell Publishing, 2006, s. 353-361, ISBN: 13-978-1-4051-0839-3
    Gail Durbins Using the Web for Participation and Interactivity, i Museums and the Web, 2000, Archives and Museum Informatics, ISBN: 1-885622-20-7

    Håber dette kan hjælpe?

  3. Hej Benjamin

    Fuldstændig enig i dine betragtninger. Kom i tanke om denne 10 år gamle artikel af Michael Valeur, der i mange år har beskæftiget sig med interaktive fortællinger:
    http://design.emu.dk/artikler/9900-ifortal.html

    Det er det samme princip jeg bruger, når jeg beskæftiger mig med kontrafaktisk historieformidling på Danmarks Tekniske Museum. Brugen af dette formidlingselement er stærkt inspireret af computerspil som Civilization, Rome, Europa Universalis, Age of Empire. Her er det interaktiviteten i at vælge din egen vej gennem historien, “hvad nu hvis”, og det styrker 100 % spillerens/elevens historiebevidsthed.

  4. >Anna

    Mange tak for kommentaren og henvisningerne, dem glæder jeg mig til at se nærmere på.

    Jeg er helt enig med dig i, at interaktivitet ikke nødvendigvis kun har noget med digitale medier at gøre, og at den responderende omvisning sagtens kan være interaktivitet, ligesom en gammeldags Sværd & Trolddom-bog vel også er interaktivitet?

    >Michael
    Tak for linket. Det var nogle virkelig interessante ting, der foregik sidst i 90’erne med Blackout etc. Jeg kunne iøvrigt godt tænke mig en form for computerspil til vores nye udstilling, hvor kunne deltage i spillet over nettet, men visse ting var nemmere hvis man fysisk var tilstede i udstillingen. Det kunne en form for MMO Ports of Call, Pirates eller noget i den dur, naturligvis integreret i en tematisk udstilling.

  5. Pingback: SPROGMUSEET » Mejlbystenen

  6. Pingback: Det digitale infobord – snart klar til 2.0? « Charlotte S H Jensen

  7. Pingback: Beskuelse, aktivitet og interaktivitet – et forsøg på en definition af udstillingelementer | Historieblog

Skriv et svar