ISEA 2011 – byens interaktive hud

En sidste lynrapport fra ISEA i Istanbul – for introduktion til konference se tidligere post.

En session d.19.9. havde den uigennemskuelige titel “The Media Space. Evolving Media Architecture and its Legend” – men ofte kan det være når man springer til uden forventing, at der sker noget. Her handlede det om mediearkitektur, dvs hvordan man meningsfuldt sammentænker bygninger og mediering. Designer Christoph Kronhagel præsenterede Media Facades, et produkt hvor man projicerede billeder på bygninger beklædt med reflekterende lameller, som var usynlige indefra. han var tydeligvis på salgsturné, men det interaktive potentiale i idéen er stor, forsåvidt man kan gøre “mediehuden” interaktiv. Han fortalte da også om et projekt hvor et tysk byråd overvejede en “deltagervæg”, hvor høringsporjekter og andet kunne faciliteres af et sådant medie-landmark.

Arkitekt Echehardt Loiholdt havde en mere rumlig approach og inddragede bygningsfacadens historie i en overvejelse omkring hvordan man kan “vende indersiden udad” på en bygning. Forskellige teknikker og teknologier blev nævnt, men det interessante var den funktionelle overvejelse i at kommunikere bygningens intention og brug gennem transparente og oplyste facader.

Endelig blev problematikken omkring forbindelse mellem det indre og det ydre taget op af en repræsentant for Ars Electronica Future Lab. De havde for et større tysk firma etableret en digital “vej”, der førte besøgende ind i en bygning og til et særligt galleri. Vejen bestod af en oplyst, 200 meter lang skærm, hvor animerede vanddyr fulgte efter den besøgende. Vanddyrene var tilsyneladende forbundet til den forretningsaktivitet der foregik i huset – altså en kunstnerisk repræsentation spundet ind i en markedsføringsinstallation.Meget fikst.

Idéen om det intelligente byrum blev i denne session meget mere konkret og forskellige principielle spørgsmål materialiserede sig: Hvordan kan sådanne strukturer undgå at dominere byrummet fuldstændig? – som i et nyt Blade Runner, der vist allerede er virkelighed i nogle asiatiske megabyers centre. Hvad er eksistensberettigelse og succeskriterium for en sådan type kommunikation i byrummet? Og ikke mindre vigtigt – hvordan etableres nesigtmæssige partnerskaber til en eventuel finansiering af de bekostelige strukturer?

Forvirret? Det var undertegnede også, men samtidig også overbevist om at der er et fremtidigt element i vores bylandskab, som vi lige så godt kan tage stilling til idag som i morgen.

Monumentets tredje hud – Kunstværk af danskeren Thyra Hilden i Rom

Skriv et svar