ISEA 2011 – Kuratorens og museumsgenstandens død?

Her ugens anden korte minireportage fra ISEA 2011 i Istanbul: Mandag d.17.9. var der bl.a. en session om kuratering og arkivering af nye medier, og selv om udgangspunktet var kunst, var de principielle problemer efter min mening generelle.

Kurator Karen Gaskill udredte, hvordan kuratorens rolle har udviklet sig fra den oprindelige betydning af ordet (caretaker) til siden 1960’erne hvor betydningen og den kuratoriske praksis skifter i mange retninger. Det, Gaskill kalder “den kuratoriske gestus” kommer frem, dvs. at selve sammensætningen af en udstilling, valget af rum og interaktionsformer bliver et værk i sig selv. Kuratering går hen og bliver ” the most radical form of cultural practice today”, intet mindre. Kuratoren arbejder mellem den private kustproduktion og den offentlige kunstkonsumption, og bevæger sig dermed i et magtfuldt felt, hvor selve det at udstille bliver en selvstændig diskurs, som får mere og mere medieopmærksomhed. Gaskill kobler denne udvikling med de nye medier, der bryder grænserne for den tidligere forståelse af kunst ved at være interaktivt, ikke-lineært og sammensat af sociale, visuelle og materielle elementer.

Kurator og kunsthistoriker Christiane Paul fra New York forsøgte en definition af nye medier som noget der er: processuelt, netværksbaseret, interaktivt, ikke -lineært og modulært – og som ved alle disse kendetegn adskilte sig fra den traditionelle kunst. Siden sin fremkomst har New Media Art således også være holdt på et sidespor ift den anerkendte kunst. Dette synspunkt deltes af Anett Dekker, kurator og kunstner fra Holland. Ifølge hendes research var det mindre en 1 procent af de store kunstmuseers samlinger, der indeholdt nye medier.

Nu handlede dette specifikt om kunst og nye medier i forhold til kunstværkets og kuratorens status – men man kan godt generalisere diskussionen, synes jeg. Med brugen af nye medier i såvel formidling som indsamling og forskning får museerne og museumsinspektørerne over en bred kam en anden rolle at spille end tidligere – som medfortæller, designer og kommunikator. Måske er det kunstmuseerne der i højest grad har mærket denne udvikling, men det er en, som alle museumsfolk på et eller andet tidspunkt kommer til at forholde sig til.

 

One comment to “ISEA 2011 – Kuratorens og museumsgenstandens død?”

Skriv et svar