Lagdelt formidling – eller: tågede tanker om narrativitet

Skal formidling nødvendigvis ramme bredt hver gang?

For nylig i Weekendavisen var der en spændende artikel om nye former for historiefortællinger såsom wikiromaner, Alternate Reality Games og andre digitale fortællinger. Det inspirerede mig til nogle tågede tanker på min blog:

http://historieblog.dk/../fri-narrativ-formidling/

Hvad mener du, er det noget der kan bruges i fremtidig museumsformidling eller er vi faret vild i tågen? 🙂

4 comments to “Lagdelt formidling – eller: tågede tanker om narrativitet”
  1. Jeg synes det er gode tanker – og langt fra tågesnak! Faktisk tror jeg aldrig formidlingen rammer bredt og jeg tror allerede formidlingen er lagdelt – om vi vil det eller ej. Spørgsmålet er blot hvor bevidste vi er om det…

    …og hvor er brugeren egentlig henne? Måske er det gavnligt at opfatte publikum på museer som brugere snarere end gæster? I bedste web 2.0 ånd kunne man efterlyse tanker om hvordan brugeren kunne tages med på råd, hvordan brugeren selv kan skabe lagene i en udstilling – i hvilket omfang skal lagene designes og tilrettelægges af scenografer, designere og forfattere? Hvor lidt eller hvor meget skal der til? Hvor meget griber det i givet fald ind i udstillingens æstetik? Hvor lavpraktisk eller højteknologisk kan det gøres?

    Den måde brugerne agerer på virtuelt kan også overføres og kombineres med virkeligheden – og bliver det! (Modellen om ‘the virtuality continuum’ kan i øvrigt være givtig at have i baghovedet i den sammenhæng).

    Jeg tror bestemt tågesnakken er kommet for at blive. Den vil sikkert – som mosekonens bryg – brede sig ind over det danske museumslandskab indenfor de kommende år.

    Der er i øvrigt et godt eksempel på forsøg med lagdelt formidling på Mulighedernes Land på Frilandsmuseet hvor virkelighedens frilandsmuseum udbygges med et rollespil ved hjælp af GPS og mobilteknologi.

  2. Det var et meget spændende indlæg, Benjamin!

    Først og fremmest vil jeg dele et link til en anden form for brug af blog – nemlig en blog som indeholder breve fra en soldat i 1. Verdenskrig, sendt ud på bloggen præcis 90 år efter at soldaten sendte dem hjem: http://wwar1.blogspot.com Og skribenten har skam også en bloggerprofil: http://www.blogger.com/profile/04673086195442900581

    Jeg tror også at vi skal til at tænke meget anderledes i formidlingen, og i denne forbindelse er andre narrative former som den du beskriver vigtig (- næsten lige så vigtig som metaverser ;-))

    Vi ældre mennesker over 40 er vant til, at det narrative har en mere fast, foruddefineret form. Der er en begyndelse, et klimaks og en afslutning eller forløsning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Det du beskriver, er jo en form for brugerdrevet narrativ konstruktion, hvor det ikke er fortælleren/forfatteren, men læseren der definerer historien og styrer processen.

    Det hel- eller halvskjulte, dét man selv skal finde frem er også et led i en egen (selvdefineret) proces omkring læring. Det lyder måske ikke så spændende når man sætter denne type ord på det, men dybest set er det jo ønsket om at finde, afkode o.s.v., som driver utroligt mange historieinteresserede. Det er præcis denne trang til “at finde det” jeg oplevede som drivkraft for rigtigt mange læsesalsbrugere i min arkivalske fortid. Det var denne trang, der fik folk til fx at lære sig at læse uddøde alfabeter og fifle med administrationshistorie.

    Jeg tror helt bestemt, at museer også kunne gøre mere for denne “detektiviske” tilgang. Det er, som du skriver, ikke alle museumsgæster der vil synes at det er interessant for dem at bruge “find-selv” mulighederne. Men mange vil utvivlsomt, og netop hvis resultatet ikke er det samme hver gang (nye lag og nye nuancer opdages) er er jo gode grunde til at komme igen og derved gøre museet til et personligt læringsrum på en ny måde. Jeg er også enig med dig i, at noget kunne tyde på, at vi bliver bedre og bedre til at udvælge, afkode og bruge informationer fordi vores verden rummer så umådeligt mange af slagsen.

Skriv et svar