Lys i Fyrskibet.dk

Hvordan skaber man mere interesse for et museums virke?

Det korte svar må være at gøre så meget spændende information så lettilgængeligt som muligt. Det lange svar kommer nedenfor… 🙂

På Handels- og Søfartsmuseet er vi i gang med de indledende faser til et nyt stort museumsbyggeri omkring den største tørdok i det nu nedlagte Helsingør Skibsværft. Især når byggeriet går igang forventer vi en stor lokal og regional interesse for stort og småt indenfor opbygningen af det nye museum.

Men hvorfor ikke begynde med at tage glæderne på forskud med at lave en nyhedsblog? Det er min erfaring, at det tager meget lang tid for en ny hjemmeside for alvor at slå igennem, for folk at vænne sig til at bruge den og forstå de bagvedliggende tanker. Derfor er vi tyvstartet med at oprette en nyhedsblog ved navn Fyrskibet.dk allerede nu.

Fyrskibet.dk er opbygget i det elegante, effektive og gratis CMS WordPress (ligesom Formidlingsnet.dk), og er egentligt en standard blog. Jeg fandt dog hurtigt ud af ved test på kolleger i alle aldre, at de fleste havde hørt ordet blog før, men ikke rigtigt vidste hvad det dækkede over. Derfor besluttede jeg ikke at bruge ordet, men istedet at kalde siden for Handels- og Søfartsmuseets digitale logbog, som gerne skulle være mere forståeligt for vores søvante målgruppe. 🙂

Men så har museet jo pludselig to hjemmesider?? Er det ikke forvirrende for brugerne, vil nogen måske spørge?

Jo, måske i begyndelsen, men de to sites skal supplere hinanden og har derfor hver deres berettigelse. Hovedhjemmesiden maritime-museum.dks funktion er at virke som online brochure og videncenter. Her finder man information om åbningstider, skoletjenesteforløb, information om samlingerne og udstillingerne, oversigt over de ansatte, bestyrelsen, vedtægterne osv. Altsammen oplysninger som er forholdsvis statiske, hvilket også passer godt til sidens struktur.

Fyrskibet.dk skal derimod være dynamisk. Den skal opdateres så ofte som muligt med nyheder om stort og småt, som f.eks. nye genstande på museet, begivenheder på og omkring museet, ugens billede fra billedarkivet, billeder af færdigrestaurede modeller fra værkstedet, beskrivelser af udvalgte medarbejderes yndlingsgenstand, nyt om arrangementer, særudstillinger og allervigtigst: om opbygningen af det nye museum.

De to sider vil også blive integreret ved at RSS-feedet fra Fyrskibet.dk automatisk vil blive indsat i de små bokse på forsiden af maritime-museum.dk. Derved kommer der også mere dynamik til den gamle side.

Når man bruger det fleksible system WordPress er det heldigvis nemt at lave strukturelle ændringer hen ad vejen, så nu glæder jeg til at se hvad det udvikler sig til i de kommende år… 🙂

Følg med på Fyrskibet.dk

2 comments to “Lys i Fyrskibet.dk”
  1. Tillykke med det nye – flot søsatte – produkt! Jeg har et konkret spørgsmål, nemlig vdr. domænestrategi. I har valgt nyt domænenavn til siden og ikke et subdomain på maritime-museum. Hvoffer det? Jeg er selv lidt obs på at få trafik på hoveddomæne – men har du en eller anden snedig måde at gøre det på alligevel? Eller er jeg bare lidt hys på dette område?

  2. Tak for det 🙂

    Formålet med at vælge et nyt navn var at få et godt og fængende navn som folk forhåbentligt vil kunne huske og derfor kunne besøge uden et link.

    For at få trafik på begge domæner bliver de linket sammen på kryds og tværs. Som nævnt kommer RSS-feeden fra Fyrskibet.dk ind på forsiden af hovedhjemmesiden samtidig med at Fyrskibet linker til forsiden. I de kommende indlæg vil der også blive linket til relevante sider på hovedhjemmesiden.

    Jeg vil dog ikke lægge skjul på at Fyrskibet.dk også er en måde at holde den efterhånden aldrende hovedhjemmeside anstændigt kørende indtil der kan komme en helt ny side til det nye museum med nyt navn, domæne etc. Med en formodet åbning 3-4 år ude i horisonten mener jeg nemlig ikke det kan betale sig at lave en ny midlertidig hovedhjemmeside, og derfor sørger Fyrskibet.dk forhåbentligt for lidt Web 2.0 dynamik med kommentarer etc. alligevel.

Skriv et svar