Skal ODM’s formidlingsseminarer være brugerdrevne eller ej?

Jeg vil bare gøre opmærksom på, at Nils M. Jensen (ODM) og jeg har en diskussion kørende om hvorvidt og i hvilken udstrækning den danske museumsverden skal ha mulighed for aktivt at bidrage med indput til ODM’s formidlingsseminarer eller ej.

Som jeg forstår positionerne, handler det om hvorvidt ODM’s program/arbejdsgruppe skal sætte seminarprogrammet sammen uden først at spørge den danske museumsverden om hvad folk evt. kunne tænke sig at fremlægge.

Eller om man i god tid inden næste års tematiske møde skal give alle en mulighed for at indsende forslag og ideer, som program/arbejdsgruppen så kan vælge mellem (og selvfølgelig desuden lave aktivt opsøgende arbejde, komme med egne head-huntede indlæg fra ind- og udland, etc.)

Min holdning er den sidste. Men læs selv hvad vi skriver her. Og kom gerne med indput til diskussionen, her på Formidlingsnettet eller på www.museion.ku.dk.

3 comments to “Skal ODM’s formidlingsseminarer være brugerdrevne eller ej?”
  1. Tak Thomas, for at rejse denne debat. Jeg sidder selv i ODMs arbejdsgruppe for formidlingsseminaret og byder i høj grad velkommen, at der kan komme en arbejdsgang, hvor det kunne være nemmere for alle interesserede i at komme med ideer til seminaret.
    Jeg læste dit indlæg på musionsbloggen lidt anderledes, nemlig om ODMs formidlingsseminar i højere grad skulle være et call for papers seminar og kan se, at Nils Jensen i sit svar læste det ligeså ved at argumentere for, at et call for papers seminar, i den form det kendes mange steder, ikke på samme måde vil kunne sikre, at der kommer oplægsholdere uden fra museumskredsen til at inspirere os – og det er netop noget arbejdsgruppe har arbejdet meget målrettet for. For at få disse oplægsholdere skal de aktivt opsøges og direkte spørges.
    Det er jo ikke den samme problematik som den opsummering du lavet her: hvorvidt at seminarprogrammet skal sammensættes uden først at spørge den danske museumsverden eller ej, en opsummering jeg synes det er meget mere relevant at finde konstruktive løsninger på. I arbejdsgruppen ønsker vi ikke at være lukkede – før programmet fastlægges har vi orienteret os, spurgt kollegaer og søgt personer med kendskab til relevante projekter indenfor og udenfor museale kredse. Emnet for seminaret er også forsøgt præsenteret bredt, som denne debat om Formidlingsseminaret 10 vidner om:
    http://www.formidlingsnet.dk/odm%C2%B4s-formidlingskonference
    men vi kunne nok godt have gjort det bedre de sidste par år. Jeg er overbevidst om, at der ikke er nogen i den nuværende arbejdsgruppe som vil have noget imod at finde en form, hvor der gennem allehånde kanaler kan bliver kommunikeret om seminarets emne, og hvor der er tid til at inkorporere den respons der måtte komme. Noget a la det som du foreslår det i dit indlæg med “Dette “call for papers” udsendes 3 måneder før deadline og 6-7 måneder inden konferencen” bortset fra der er bredt tale om ideer til indlæg og ikke kun papers man selv kan bidrage med.
    Det ville være rigtigt fint, hvis dit indlæg kunne være med til, at der kommer ideer til ODM og den arbejdsgruppe der skal arrangere næste års seminar om, hvordan der kunne komme endnu bedre formidlingsseminarer. Og det handler ikke kun om at få gode indlæg, men også at finde det rette overordnede emne for seminaret. At have et godt seminar hvor museumsformidling kan diskuteres er noget vi alle er interesserede i.

    Med venlig hilsen
    Martin Brandt Djupdræt

  2. Tak til Thomas Söderqvist for et forslag til reel fornyelse af de årlige museumsmøder. På Dansk Jødisk Museum tilslutter vi os, at program fastlægges efter et åbent call for papers med de væsentlige fordele, som Thomas nævner. Det er jo vurderingen af det enkelte paper, der sikrer, at der ikke foreligger en “rystende mangel på pædagogisk og læringsmæssigt potentiale”, som Nils M. Jensen anfører som en risiko. Denne angst får mig til at mindes den antagonisme, der trivedes i DKM regi i 1980’erne overfor museuologien som værende for teoretisk til at være nyttig for museerne. Hvis arbejdsgruppen ikke kan vurdere det enkelte papers relevans og læringspotentiale, må ODM sikre sig, at der sidder folk i arbejdsgruppen, der kan.

    Med venlig hilsen
    Janne Laursen, Dansk Jødisk Museum

  3. Kære alle

    Det er en interessant diskussion, Thomas rejser, og godt at der deltages i den fra ODM’s arbejdsgruppe og direktør. Så vidt jeg husker holdt ODM allerede i 2006 et formidlingsmøde, der satte fokus på skiftet fra besøgende til brugere af museerne. Det var et centralt møde i udviklingen af museernes bevidsthed omkring inddragelse og forståelse af brugeren som et aktiv. Personligt betød det for mig en ændring i mit daværende arbejde med en udstilling på Nationalmuseet, hvor vi til en vis grad skiftede tyngdepunkt fra levendegørelse til brugerinddragelse.

    Så temaet har været oppe, og jeg mener også at de sidste formidlingsmøder har været massivt formidlet over nettet, Twitter og Facebook. Med dette in mente tror jeg ikke, der mangler kompetencer ifm inddragelse på holdet. Det er måske snarere et spørgsmål om at forberedelsen til møderne bliver mere åbne og inddragende, så måske endda temaet kunne diskuteres bredt, med de besværligheder den slags fører med sig for arrangørerne.

    Det kræver omvendt at vi i museumsverdenen er klar til at deltage. Jeg synes desværre vi ser en opsplitning i miljøet, hvor nogen begejstret tager de nye inddragelsesidéer ind medsamt de medier og teknologier, der er tilknyttet – mens andre ser det som en besværlig dille, der hører hjemme i markedsføringen. Dette skel i vores arbejdskultur bør nedbrydes, således at forstå at alle bør deltage i at definere den. Hvad angår de eksterne og internationale oplægsholdere, er det vil nok et spørgsmål om at henvende sig, men man kunne få en vigtig indikation om, hvem det skulle være ved en kombination af et åbent call og en inddragende proces, som folk faktisk deltog i.

    Og hvad kunne være et bedre redskab til dette end en fornuftig og succesfuld inddragelsesproces omkring ODM-møderne? De folk, der arrangerer møderne nu, er blandt de mest erfarne i disse ting, så jeg har fuld tillid til en god udvikling.

    Med venlig hilsen

    Mikkel Thelle, Nationalmuseet

Skriv et svar