UD MED BOURDIEU OG IND MED OPLEVELSESKAPITAL

Vi taler alle om dem, og de fleste af os formidler efter deres grundlæggende principper: oplevelsesøkonomien og 2.0. Hvorfor så ikke også knytte en term til det, vi som formidlere gerne vil tale til hos den oplevelsesparate 2.0-bruger? Mit bud på et begreb for det, vi gerne vil ramme hos brugerne er “oplevelseskapitalen”, og i det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg forstår ved begrebet.

I oplevelsessamfundet afhænger et godt og udbytterigt møde med kulturen ikke i samme grad som før af den bourdieu’ske kulturelle kapital. Kulturen er nemlig i høj grad blevet tilgængelig for en mere mangfoldig brugergruppe, idet de fleste kulturinstitutioner forstår vigtigheden af at imødekomme nye brugere ved at henvende sig i et formidlingssprog, som taler til det, jeg vil kalde “oplevelseskapitalen” eller den “kulturelle kapital 2.0”. Termen oplevelseskapital har jeg ikke set brugt andre steder, men jeg mener, det giver god mening at tage den i brug, da man i dag inden for kulturlivet netop ikke længere er så optaget af den klassiske kulturelle kapital og det at danne borgeren i retning af være i stand til at værdsætte dannelseskulturen.

Oplevelseskapital defineret

At have oplevelseskapital refererer i al sin enkelthed til at have lysten og evnen til at opsøge gode oplevelser, og hvad angår det at møde kultur, gælder det for mange, at en god oplevelse kun er mulig, hvis tilgængeligheden ikke afgøres af forhåndskendskab og altså den gængse klassiske dannelse. Ved at være bevidst om den form, kunsten bliver formidlet i, er det således muligt at gøre kulturen vedkommende og spændende for andre end dem, som er særligt interesseret og i forvejen har et stort kulturforbrug. Og er det ikke det, som kulturformidlingen i dag har som sin fornemmeste opgave? At formidle i et “sprog”, som ikke ekskluderer, men inkluderer? Termen oplevelseskapital er et bud på et begreb, som kan være nyttigt inden for vores fagområde.

Det postmoderne museum henvender sig til oplevelseskapitalen

Begrebet oplevelseskapital knytter sig bl.a. til det “postmoderne museum”, som er karakteriseret ved at lægge vægt på underholdning ud fra grundlæggende værdier som ubekymrethed, frihed og åbenhed, hvilket skal forstås i forhold til det “moderne museum”, som primært lægger vægt på opdragelse og oplysning ud fra grundlæggende værdier som troen på udvikling, kultur, dannelse og fremskridt (1). Ikke forstået på den måde, at de to museumsformer udelukker hinanden, men hvor man på det “moderne museum” i overvejende grad kommunikerer til den kulturelle kapital, vil man på det postmoderne museum gerne appellere til oplevelseskapitalen og dermed til en bredere målgruppe.

Et etisk og demokratisk aspekt ved begrebet

Oplevelseskapital forstår jeg videre i forhold til et demokratisk og etisk element, da det først og fremmest giver mening at tale om kapitalformen i relation til det kulturpolitiske ideal om, at kultur skal være for alle og dermed også være vedkommende for “ikke–brugeren”. Kulturministeriet har nemlig siden sin grundlæggelsen i 1961 haft til hensigt at “give alle adgang til gode kulturoplevelser”, således at man uanset bopæl og social baggrund har mulighed for at nyde kunst og kultur (2). Det mål er dog langt fra nået, og senest hedder det i Midtvejsrapport i udredningsarbejdet om fremtidens museumslandskab fra oktober 2010, at museernes brugere langt fra er fuldt repræsentative for befolkningen, hvad angår køn, alder og uddannelse, hvorfor der fortsat ligger en stor udfordring i at sikre, at museerne er til for alle og at en kulturel marginalisering af bestemte befolkningsgrupper forebygges.

I udfordringen om at forebygge kulturel marginalisering ligger det etiske element: vi ønsker nemlig ikke at ekskludere, men at tilbyde alle gode oplevelser, som man kan tage del i uden at have særlige forudsætninger. Forudsætninger som oftest er socialt betingede. For det er ikke nogen hemmelighed, at de særligt interesserede kulturbrugere typisk bor i de større byer og har et højere uddannelsesniveau end ikke–brugeren, som ofte bor i provinsen eller det som efterhånden bliver betegnet som “udkantsdanmark”. Overser vi nemlig denne del af befolkningen, reproducerer vi det, som samfundsdebattør Lars Olsen kalder for klassesamfundet 2.0, hvor de kulturelle og immaterielle sider af ulighedsfaktorer er blevet vigtigere (3). Som kulturformidlere kan vi således være med til at forebygge social ulighed og sikre, at kulturen ikke er forbeholdt de få.

Uddybende læsning

Oplevelseskapital som begreb har jeg arbejdet med i mit speciale, som jeg afleverede i december 2010 på Københavns Universitet, hvor jeg har læst Dansk og Filosofi samt et studiemønster i Kulturformidling. Titlen på specialet er Oplevelseskapital i udkantsdanmark – men er kulturen forbeholdt de få?, og er I blevet interesserede i termen, sender jeg gerne specialet via mail.

I specialet operationaliserer jeg begrebet, idet jeg tager det i brug i min analyse af kulturinstitutionerne Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og kulturfestivalen Lys over Lolland, som på meget forskellig vis arbejder med kulturformidling i en del af landet, som netop ikke er kendetegnet ved en befolkningssammensætning, hvor de fleste har en længere videregående uddannelse og er de typiske kulturbrugere. De særlige udfordringer, som er forbundet med at være kulturinstitution i udkantsdanmark behandler jeg i mit speciale, hvor jeg argumenterer for, at det er vigtigt netop at tale til brugernes oplevelseskapital og nedtone vigtigheden af forhåndskendskab og altså kulturel kapital – hvis man på en vedkommende måde vil kommunikere til den brugergruppe, som rent faktisk bor i området.

Hvad synes I om begrebet?

Hermed min første introduktion til begrebet oplevelseskapital. Hvad mon I synes om det? Skriv gerne en kommentar eller stil et spørgsmål til termen her på bloggen – så uddyber jeg nuancerne i det, som jeg lægger i begrebet. Del gerne begrebet ved at klikke på ”Synes godt om” eller ved at linke til blogindlægget på Twitter. Vil I holde øje med mine skriverier i relation til begrebet, er I naturligvis også velkomne til at abonnere på min blog “Er kulturen forbeholdt de få?” via mail.

(1) Skot–Hansen, Dorte: Museerne i den danske oplevelsesøkonomi – når oplysning bliver til en oplevelse (2008), s. 70

(2) http://kum.dk/Kulturpolitik/Tilgangelighed/

(3) I Weekendavisen d. 5. februar 2009 skriver journalist Jesper Vind Jensen om Lars Olsens bog Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten (2009)

5 comments to “UD MED BOURDIEU OG IND MED OPLEVELSESKAPITAL”
  1. Pingback: Tweets that mention Ud med Bourdieu og ind med oplevelseskapital | formidlingsnettet -- Topsy.com

  2. Hej Thomas,

    tak for din kommentar. Jeg kan godt se, hvordan begrebet kan give forkerte associationer. Men jeg synes, det er oplagt, at “kapital” indgår i begrebet, da det netop forholder sig til Bourdieus kanoniserede begreb “kulturel kapital” – som brugt i praksis først og fremmest relaterer sig til, om man i mødet med kunst og kultur har forhåndskendskab eller ej. Så forstået inden for rammen af en kulturpolitisk debat, synes jeg ikke, der er “fare” for, at begrebet giver forkerte associationer. Når det så er sagt, mener jeg ikke, at selve magt– og dominansaspektet ikke er interessant i forhold til begrebet, for hvad man vælger at opleve inden for kunst og kultur er nært knyttet til identitet – hvilket igen er knyttet til at positionere sig i forhold til sin omverden: i dette forhold sniger der sig vel netop magt– og dominansaspekter ind?

    Venlig hilsen,

    Tina Thor

  3. Hej Tina!

    Jeg vil meget gerne bede om at få dit speciale tilsendt på mail, men jeg kan sørme ikke finde ud af hvordan jeg finder din email!
    Så hvordan gør vi??
    Vil jo være ked af at skrive min email adresse her hvor alle kan se den..!

    Jeg vil gerne bruge dine tanker om oplevelseskapital og oplevelsesdemokrati som inspiration til mit eget speciale.

    Mvh.

    Thora.

Skriv et svar