Min by, min ø – min historie: Grundstenen

Odense Bys Museer iværksætter i samarbejde med Knowledge Lab, Syddansk Universitet i 2011 to projekter, der sætter fokus på at inddrage, involvere og inkludere brugere og ikke-brugere i museets arbejde. De to projekter, ”Min by, min ø – min historie” og ”Tro, mord og kærlighed”, afvikles i 2011 og 2012, og udgør sammen en gradvis intern og ekstern introduktion af konceptet ”Det inkluderende museum”, der grundlæggende handler om, at involvere brugere i museets arbejde på en række forskellige niveauer. Indledningsvis handler det primært om, at etablere en dialog med brugere og ikke-brugere omkring museets betydning i forhold til deres identitetsdannelse. Udover at styrke vores kendskab til målgrupper og brugerflader er dialogen tænkt som første skridt i retning af en ny måde, at anskue Odense Bys Museer på. Både for brugerne og for museets medarbejdere. Museet skal ikke længere kun tage udgangspunkt i kulturarven og dets egne medarbejdere, men også i brugerne og deres ønsker, forventninger og behov.

Første del af ”Min by, min ø – min historie” hedder ”Grundstenen” og har til formål, at få en række af Odense forskellige brugergrupper i tale. Dette sker med udgangspunkt i etableringen af Odense Bys Museer ny museumsbygning med nye udstillinger om den fynske kulturhistorie fra oldtid til nutid. Som en del af byggeriet nedlægges en grundsten, og denne begivenhed, en symbolsk handling, lægger grunden for den nye bygning. Sammen med grundstenen nedsænkes en zinkkasse, hvori der lægges en række genstande som borgerne har udvalgt, fordi de vurderer at de udtrykker livet i Odense netop nu. Det bliver dermed borgerne, der lægger grundstenen for det nye museum. I en række fokusgruppeinterviews med repræsentanter fra forskellige sociale, kulturelle og økonomiske grupperinger i byen udvælges genstandene til zinkkassen, samtidig med at deltagerne begrunder deres valg og fravalg af genstande. Borgernes refleksioner over deres valg dokumenteres og inddrages i formidlingen omkring projektet. ”Grundstenen” beskæftiger sig således både med museernes traditionelle genstandsområde, nemlig den fysiske kulturarv og betydningen af, at der bliver samlet ind, og med brugernes personlige oplevelser af hvad der er relevant og bevaringsværdigt i forhold til at dokumentere livet i Odense anno 2011.

I de følgende indlæg vil vi præsentere indtryk, resultater og erfaringer fra de enkelte fokusgruppeinterviews.

9 comments to “Min by, min ø – min historie: Grundstenen”
  1. Byens ældre

    ”Og det er jo nok det Odense ikke har rigtig forstand på…de kan ikke forstå at bevare de gamle ting så godt, synes jeg”

    I interviewet med repræsentanter for byens ældre borgere bar respondenternes diskussion omkring genstandene præg af, at de havde et grundigt kendskab til fortidens Odense, stort engagement i nutidens Odense og udtalt bekymring for fremtidens Odense. Der synes at være en tendens til at respondenterne oplever, at den by de kender langsomt er ved at forsvinde uden at det der forsvinder erstattes med elementer af lignende kvalitet (fx værtshuset Franck A blev til Jensens Bøfhus, Eliné-bygningen rives ned og erstattes med glashus, og Carlsberg har fordrevet den lokale øl Albani fra stadion), ligesom de også giver udtryk for at de føler, at byen i stadig stigende grad styres af økonomiske interesser på bekostning af menneskelige hensyn:

    “Og jeg synes det er meget beklageligt at Albani ikke kan få lov til at være ude på stadion mere. Det er Carlsberg og det har det været i flere år. Det er for dårligt. Det kan vi ikke være bekendt. Men det er jo igen pengene der styrer det”

    Det der primært optager dem er genstande, hvortil de kan knytte fortællinger og/eller personlige erindringer, eller genstande hvortil der knytter sig problemstillinger med umiddelbar relevans for dem selv.

    Respondenterne fra denne gruppe pegede på følgende genstande og/eller begivenheder, som værende de mest karakteristiske for livet i Odense anno 2011:

    HC Andersens Eventyr
    Løbesko
    Gadeskilt fra Thomas B. Thriges Gade
    OB-trøje
    Kim Larsen CD
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Cykel
    Bus
    Torvedag
    Blomsterfestival
    TV2
    Grønne områder i byen
    Menukort fra Franck A(som billede på Odense der forsvinder)
    Vollsmose
    Madbakke i plast til ældre
    Brandts Klædefabrik
    Havehandsker
    Albani
    Odense Zoo
    Fjernbetjening

  2. De studerende

    ”Det er vel også virkelig en studieby. Der er så mange der flytter her til for at læse…”

    De studerendes diskussion af genstandene tog meget af tiden sit naturlige afsæt i deres tilværelse som studerende. Dette kom dels til udtryk i at flere af dem er tilflyttere, og derfor stadig i fuld gang med at opleve og opdage Odense, hvorfor omdrejningspunkterne for deres liv i byen…herunder deres uddannelsesinstitution (det er der de studerer), IKEA (det er der de køber deres møbler), og Rosengårdscenteret (det er der de handler ind)…adskiller sig fra den indfødte odenseaners. Dels finder det også udtryk i deres optagethed af billige løsninger på dagligdagens udfordringer, som fx at man kan få billig mad i IKEA og at man kan køre gratis i bus hele dagen på en togbillet til 12 kroner (fra Odense banegård til Odense Universitets Hospital):

    M2:”Og så kan man jo ikke lade være med at tænke på de dyre busbilletter”

    K4:”De studerendes trick!”

    M2:”Ja, de studerendes trick”

    K4:”Med at købe togbillet i stedet for at købe busbillet, så man kan få lov at køre hele dagen”

    Interviewer:”Det har jeg ikke hørt om”

    M2:”Det kender du ikke? Hvis man køber en busbillet, så koster den 18 kr…”

    M1:”19 kroner!”

    M2:”19 kroner…”

    K2:”Er den steget så meget!?”

    M2:”Hvis man skal et eller andet sted hen..ud til universitetet for eksempel. Hvis man køber en togbillet fra banegården og ud til sygehuset koster den 12 kroner eller sådan noget, og så virker den hele dagen”

    K3:”Virker de hele dagen?”

    M2:”Ja ja…så du slipper for 19 kroner ud og 19 kroner hjem…og 19 kroner til karate, og 19 kroner hjem igen bare du har en togbillet til 11 kroner”

    M1:”Hvis du har en togbillet, så kan du køre hele dagen i Odense!”

    Gennem hele interviewet er der endvidere en udpræget tendens til, at det er den personlige vinkel og oplevelse, fx mødet med en storfløjtende Kim Larsen i gågaden, cyklen der blev stjålet, eller at fare vild i Vollsmose, der er udslagsgivende for deres forhold til og valg af genstande:

    K2:”Jeg for vild en gang derude, og så endte jeg ovre i det der parcel-område, så det er kun derfor jeg har set det andet. For jeg har også altid troet det kun var beton. Men så var der også bare sådan nogle helt vildt fine grønne områder og almindelige huse”

    K3:”Men det man hører er negativt. Det er meget negativt betonet Vollsmose”

    M1:”Jeg må indrømme, at når jeg hører Vollsmose, så tænker jeg også på alt det der har været i medierne omkring Vollsmose, men jeg har så heller aldrig været derude”

    K3:”Det er en cykeltur værd”

    De studerende pegede på følgende genstande, som værende de mest karakteristiske for deres liv i Odense:

    Syddansk Universitet
    Togbillet
    Buskort
    Lægekittel
    HC Andersens Eventyr
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Cykel
    Munke Mose
    OB-trøje
    Odense Zoo (hud fra søko)
    Bazaaren (krydderi)
    Bærbar PC
    Vollsmose (Parabol)
    TV2
    Kim Larsen CD
    Foreningsliv (karatedragt)
    IKEA-pose
    Hat fra Odense teater
    Menukort fra Franck A
    Albani-pilsner

  3. Medie & kommunikationsbranchen

    ”Jeg synes jo at noget af det fede ved Odense er at det er sådan en flad by. Man kan ligesom bo i et hus, og stadig gå ind til byen! Man har den der nærhed til byen. Man er meget tæt på, at kunne komme ud og få noget frisk luft, og så er man alligevel tæt på city”

    Når repræsentanterne fra medie og kommunikationsbranchen i Odense diskuterer hvilke genstande, der bedst karakteriserer livet i Odense er det særligt oplevelsen af at være borger i byen, og genstandes betydning for byens udvikling og image, der fylder meget i respondenternes diskussion af genstandene. Der diskuteres således både fordele (fx de grønne områder) og ulemper (fx utryghed) ved at bo i Odense, ligesom der sættes fokus på, hvilke fyrtårne og lokomotiver byen har i forhold til udvikling og fremdrift:

    M1:”Man kunne også vælge Odense Zoologiske have, hvis det nu var”

    K1:”Man kan sige at det jo er fantastisk, at de har banket det op fra absolut ingenting til at være en af de største attraktioner i Danmark. Man skal jo finde nogle fyrtårne og være lidt stolte af. Så er det da et af dem!”

    Endvidere afslører en længere diskussion af HC Andersens rolle i byen kontra hans betydning for respondenternes hverdag et noget ambivalent forhold til den berømte digter, idet man hånd i hånd med erkendelsen af, at han har haft og stadig har stor betydning for byen, også giver udtryk for at være noget træt af hans fremtrædende position i Odense:

    K1:”Jeg ved ikke….hvis man skal være kendt for noget er det måske bedre,at være kendt for noget der er lidt mere fremtidsrettet, men selvfølgelig er det en del af…”

    M2:”Det er det. Du kan også se hvordan det bliver brugt, jo…”

    M1:”Altså det er et brand, der har holdt i rimeligt mange år…det er det”

    Repræsentanterne for medie & kommunikationsbranchen pegede på følgende genstane, som de mest karakteristiske for tilværlsen i Odense i 2011:

    Øl fra Albani
    Vollsmose
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Cykel
    Tv2
    Smartphone
    Svane
    Grønne områder
    Busbilletter fra Fynbus
    Løbesko
    Zoo (hud fra død søko)
    HC Andersens Eventyr
    Syddansk Universitet
    Politijakke
    Facebook
    Thomas B Thriges Gade (vejskilt)
    Kittel fra Odense Universitets Hospital
    Guitar
    Penge
    Overvågningskamera

  4. Kulturlivet

    ”Der er godt nok mange haver! Det var det jeg så først, da jeg kom til Odense. Der er simpelthen villakvarterer helt ind til midten…”

    Hos repræsentanterne fra Odenses kulturliv er det oplevelser, følelser og holdninger omkring det nære og personlige, der er omdrejningspunkt for deres diskussion af genstandene. Kun sjældent tænker de genstande ind i større kulturelle, politiske, sociale eller økonomiske sammenhænge. I stedet er de helt personnære forhold, der begrunder deres valg. Således er hud fra en søko ikke så meget blandt de valgte genstande som repræsentant for Odense Zoo, som fordi en respondent synes det er et sjovt og sødt dyr, ligesom Albani ikke er med, fordi det er en af byens varemærker og kendte arbejdspladser, men fordi en af respondenterne rigtigt godt kan lide øl:

    K2:”Altså jeg må jo indrømme, at jeg har en hang til det her”
    K1:”Til Albani-bryg?”
    K2:”Ja…i det hele taget til bryg”
    K1:”Ja, bryg og Fyn…det passer godt”

    I den forbindelse skal det endvidere fremhæves, at det ikke kun er de gode og positive oplevelser, der får lov at fylde. Også de mindre behagelige af slagsen optræder i respondenternes overvejelser omkring genstandene:

    K1:”Men hospitalet…det er faktisk noget der tit bliver nævnt uden for byen. Er det ikke også det?”
    M2:”Jo…”
    K2:”Det er typisk for Odense og en stor arbejdsplads”
    […]
    K2:”Der har jeg brugt meget tid ude…”
    M1:”Ja, det har jeg også. Det har ikke været særligt sjovt”

    Repræsentanterne fra Odenses kulturliv udvalgte følgende genstande, som de mest karakteristiske for livet i byen anno 2011:

    Løbesko
    Mobiltelefon / smartphone
    Cykel
    OB-trøje
    Violin
    HC Andersens Eventyr
    Togbilletter
    Caféliv – Menukort fra Franck A
    Havehandsker
    Odense Å
    Gadeskilt fra Thomas B Thriges Gade
    Kittel fra Odense Universitets Hospital
    Albanipilsner
    Vollsmose
    Fyens Stiftstidende
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Hud fra søko
    Kompendie fra Syddansk Universitet
    Penge
    Domkirken

  5. Foreningslivet

    ”…så gør det vel ikke nogen forskel, at det er Odense! Alt hvad vi har valgt repræsenterer vel strengt taget ikke Odense! Men det er måske fordi der ikke er noget der er unikt ved Odense?”

    Respondenterne fra byens foreningsliv giver flere gange udtryk for, at det er vanskeligt at identificere noget der er særligt karakteristisk ved Odense. Det virker som om de søger en genstand, der repræsenterer noget helt enestående ved byen, og som adskiller den fra andre danske byer. Det tætteste de i virkeligheden kommer på noget sådant er HC Andersen, men da de samtidig er så trætte af den konstante sammenkobling der sker mellem byen og digteren i markedsføringsøjemed nægter de kategorisk at føje noget der har med HC Andersen at gøre til deres valgte genstande:

    M1:”Skal vi ikke lade være med at tage noget HC Andersen, bare fordi det er…”
    M3:”Det er jo heller ikke særligt relevant. Der er jo ikke rigtigt nogen odenseanere der bruger tid på det!”
    M1:”Nej, overhovedet ikke! De bliver ved med at pumpe det op med…skulpturer og alt muligt, og der er ingen interesse i det”

    I stedet vurderer de, at det i højere grad er kommercielle interesser og påvirkninger der styrer deres valg af genstande end det er byens særlige karakteristika. Endelig giver respondenterne også udtryk for at livet i Odense er forbundet med en betragtelig grad af utryghed, fordi de oplever at der er store problemer med vold og kriminalitet:

    M1:”Det er lige før vi skulle have haft øllen og krydderiposen over til politijakken, også”
    NHS:”Hvorfor?”
    M1:”Fordi det repræsenterer andre modpoler til ordensmagten! Indvandrerbander fra Vollsmose og politiet, der ikke tør køre ind i Vollsmose”
    M2:”Og fulde mennesker, der ter sig…de er fra alle sociale lag”
    M1:”Jeg har en fætter der har arbejdet som ambulance-chauffør, og de har været bange for at køre ud i Vollsmose…og det er jo uhyggeligt”
    M3:”De nægtede jo også at køre derud brandvæsenet…hvis ikke der var politieskorte med”
    M1:”Man kan sige, at det er en ret vigtig konflikt i Odense som by…at der er et sted, hvor der er den her ballade”
    M3:”Og at der ikke kan gøres noget ved det”

    Repræsentanterne fra foreningslivet pegede på følgende genstande, som værende de mest karakteristiske for deres tilværelse i Odense i 2011:

    Gi- karatedragt
    Albanipilsner
    World of Warcraft
    Nem-ID
    Facebook
    Kompendium fra Syddansk Universitet
    Hvid kittel fra Odense Universitets Hospital
    Pose med garam marsala krydderi
    Cykel
    OB-trøje
    Politijakke
    Spraydåse
    Odense Å
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Kim Larsen-cd
    TV2
    Menukort fra Franck A
    Smartphone
    Ur
    Netto-pose

  6. Ung i byen

    K2:”OB!!”
    K1:”Det behøver vidst ikke nogen videre forklaring”
    K2:”Altså…jeg ser ikke fodbold”
    K1:”Det gør jeg heller ikke….jeg fatter det ikke”
    K3:”Nej, men vi holder stadig med dem, jo. Selvom vi ikke ser det. Gør vi ikke?”
    K1:”Ja, fordi de er OB! Fordi det er Odense!”
    […]
    K1:”Det eneste jeg hører om OB, det er når min far han sidder og råber af dem, fordi de ikke kan finde ud af at spille”
    K4:”Ja,ja…men så hører du det også hjemme i dit eget hjem”

    For repræsentanterne for Odenses unge er det det nære og personlige der har størst betydning, når de vælger blandt genstandene. Spiller en genstand ikke på en eller anden måde en rolle i deres dagligdag bliver den ikke valgt. Rollen kan både være i form af en konkret funtion, som fx iPod, Coca Cola eller PC, eller det kan være i form af en personlig fortælleværdig oplevelse, der knytter sig til den. Dette kan fx være, at der er en lesbisk med i X-faktor, irritationen over at tv-programmer om politiet optager for meget plads i mandagens sendeflade, eller et møde med en sur Kim Larsen i Irma:

    K3:”Hvorfor har i valgt Kim Larsen?!”
    K1:”Fordi han bor i Odense, og fordi han er…”
    K3:”Han bor i Kerteminde!”
    K1, K2, K4 & K5 i kor:”Nej han gør ikke!!”
    K3:”Gør han ikke det! Så er det…Noooooo…er det rigtigt! Hvorfor vælger i Kim Larsen?”
    K4:”Han går altid rundt i byen og synger”
    K1:”Fordi jeg har set ham i Irma! Han er mega ond!”
    K2:”Fordi han køber g-strenge…”
    K1:”Gør han det?”
    K2:”Ja!”
    K3:”Vil I gerne gemme Kim Larsen nede i det der…det forstår jeg ikke!”
    K1:”Det kunne være ret sjovt! At gemme ham ned i en zinkkasse”

    Valg af genstande og begrundelserne for disse valg bliver således i høj grad et udtryk for respondenternes løbende personlige arbejde med at definere deres egen identitet.

    Odenses unge pegede på følgende genstande, som værende de mest karakteristiske for deres liv i byen netop nu:

    HC Andersens eventyr
    Coca Cola
    Fjernbetjening
    Albani-pilsner
    Bærbar PC
    Krydderier
    Politijakke
    Fyens Stiftstidende
    Odense Å
    X-faktor
    Kaffe
    IKEA-pose
    OB-trøje
    McDonalds
    Smartphone
    Cykel
    iPod
    Ur
    Facebook
    Buskort

  7. Handelslivet

    ”Vi ligger for langt væk fra banegården til, at synes at det er interessant med de togbilletter”

    Svarene fra respondenterne fra byens handelsliv er i høj grad præget af, at deres arbejdsliv er knyttet til indkøbscenteret Rosengårdscenteret, der ligger et stykke udenfor Odenses bymidte, og af mange opfattes som en trussel mod livet i byens centrum. Dette kommer både til udtryk i deres tilvalg og fravalg af genstande. IKEA vælges således til, fordi det har stor betydning for handelslivet i området, hvor også Rosengårdscenteret ligger:

    K1:”IKEA betyder da også meget, ikke?”
    M2:”Ja, i hvert fald i den ende her af Odense. Det er ikke sikkert, at hvis man havde taget en ude fra Tarup Centeret, at de havde taget IKEA med”
    M1:”Nej, det tror jeg heller ikke. Er det ikke også Danmarks største?”
    M2:”Anden-største tror jeg…jeg tror nok Ålborg har overhalet den”

    Mens både togbilletter og HC Andersen vælges fra, fordi de ikke umiddelbart har en tydelig og konkret tilstedeværelse i respondenternes arbejds- og/eller privatliv:

    K2:”Hvad med vores gode ven, HC Andersen?”
    K1:”Ja, HC Andersen…han er vel også indbegrebet af Odense”
    M2:”Ja, det kommer man ikke helt uden om, men det er spørgsmål om hvor meget han fylder i dagens Danmark”
    M1:”Det er jo sådan en, der står hjemme på hylden, som folk har fået i dåbsgave, og så står den der hele ens liv, og man får aldrig læst den alligevel”
    K2:”Egentlig fylder han vel mere ovre i Kina end han gør her i Odense, faktisk”
    M1:”Begge mine børn har denne der i en anden udgave, og vi har jo læst nogle eventyr og så videre, men vi har jo ikke læst bogen. Der er jo sådan en, som bare står der”
    K2:”Selvom det er en ny udgave, så står den stadigvæk i det gamle sprog. Den er svær at læse højt”

    Endvidere bar interviewet præg af, at respondenterne på forhånd havde gjort sig tanker om genstande og begreber de vurderede som værende karakteristiske for byen, hvilket resulterede i at de flere gange målrettet ledte efter genstande, der matchede et begreb de prioriterede i stedet for, som mange andre respondenter har gjort det, at lade deres refleksioner tage afsæt i de udvalgte genstande.

    Havde der været inkluderet respondenter fra andre dele af Odenses handelsliv havde overvejelserne omkring genstandene ganske givet set anderledes ud, men da fx ikke lykkedes at få repræsentanter fra handelslivet i centrum til at deltage optræder deres synspunkter ikke i undersøgelsen.

    Repræsentanterne fra byens handelsliv udvalgte følgende genstande som værende mest karakteristiske for livet i Odense anno 2011:

    Penge
    Reklameavis fra Rosengårdscenteret
    Smartphone
    Løbesko
    Facebook
    Fjernvarme
    Vejskilt fra Thomas B. Thriges Gade
    Cykel
    Kim Larsen-cd
    World of Warcraft
    Hud fra søko (Odense Zoo)
    Albani-øl
    TV2
    Økologisk mad
    IKEA-pose
    Fjernbetjening
    OB-trøje
    Nem-ID
    Kittel fra Odense Universitets Hospital
    Madbakker til ældre

  8. Arbejdsliv

    ”Det her det er kraftedeme også møget til…min gamle mor sidder…hun får mad i sådan noget lort som det her. For helvede mand. Det synes jeg satme! Hvad siger I til det?”

    Kvalitet og æstetik er omdrejningspunkter for respondenterne fra gruppen der repræsenterer Odenses hændværkeres valg af genstande. Tingene skal være flotte og lavet ordentligt. Dette kommer både til udtryk i holdningen til maden vi serverer for vores ældre medborgere, arbejdshandskerne respondenterne ifører sig hver dag, bygningerne de er med til at opføre, og bogen med HC Andersens Eventyr de har stående hjemme på reolen:

    M5:”Skal HC Andersens samlede værker ikke have lov til at bestå?”
    M1:”Jo…skal de det?”
    M6:”Skide med det”
    M5:”Det skal de da! Det ville da være synd, hvis de ikke…”
    M1:”Han er ligeså berømt om hundrede år, som han er i dag, jo”
    M5:”Det er jo ikke sikkert…”
    M1:”Det ville fandeme være synd, at lægge den fine bog nogen steder hen”
    M5:”Ja, men så må du…”
    M1:”Den lægger vi herom…[lægger den om bag ryggen]…ja det kan da godt være”
    M5:”Ja, det skal den da…om hundrede år findes der ikke bøger”
    M1:”Jo…det tror jeg sgu aldrig går væk…”
    M5:”Der læser du jo på nettet, du”

    Endvidere giver de, hånd i hånd med en skepsis og distance til moderne teknologi, udtryk for at den spiller en stadig større rolle i deres dagligdag. Dette skal ikke forstås som resignation i forhold til den teknologiske udvikling, men snarere at de oplever teknologiens indtog i deres hverdag som en noget påtrængende uundgåelighed de lærer at leve med. Også selvom den ikke nødvendigvis gør deres liv lettere. Dette udtrykkes bl.a. i det forhold at computeren anses som en uundværlig del af ens arbejde, men ikke er noget man ønsker at have i eget hjem:

    M1:”PCeren der skal vel med…”
    M3:”Det synes jeg også…den bærbare der….”
    M1:”Vi kan jo ikke engang lave et hus i dag uden…altså en skovl er jo ikke nært så vigtig på et byggeri som sådan en der. Det er det vigtigste der findes, så den synes jeg skal med. Uha…jeg er selv meget utryg ved sådan noget lort”
    M3:”Du skal aldrig have en computer?”
    M1:”Aldrig!”

    Repræsentanterne fra byens håndværkere udvalgte følgende genstande som værende de mest karakteristiske for livet i Odense anno 2011:

    Arbejdshandsker
    IKEA-pose
    HC Andersens Eventyr
    Bærbar PC
    Albani-øl
    OB-trøje
    Fyens Stiftstidende
    Eventyrhaven
    Øjenåbner-katalog fra Fyns Kunstmuseum
    Madbakker til ældre
    McDonalds-emballage
    Coca Cola
    Facebook
    Cykel
    World of Warcraft
    Nem-ID
    TV2
    Penge
    Buskort
    Kittel fra OUH

  9. Keep it simple!

    ”Grundstenen” og “Plankeværket”, som har været de 2 cases i projektet ”Min by, min ø – min historie haft til formål, at få en række forskellige brugergrupper i tale.
    På tegnebrættet er projekterne blevet gennemtænkt, med hver deres klare mål for casene. ”Grundstenen” beskæftigede sig både med museernes traditionelle genstandsområde, nemlig den fysiske kulturarv og betydningen af, at der bliver samlet ind, og med brugernes personlige oplevelser af hvad der er relevant og bevaringsværdigt i forhold til at dokumentere livet i Odense anno 2011.
    ”Plankeværket” gik efter noget lidt andet, nemlig at sætte fokus på museerne som lærings- og oplevelsesrum, og hvorfor der findes borgere, der ikke synes de kan bruge museerne til noget.
    Tilsammen skulle casene give museet indsigt i brugernes tanker og holdninger til museet, i form af materiale til diskussion og refleksion i museets udvikling af formidlingen.
    På papiret så processerne forholdsvis enkle ud: Til casen ”Grundstenen” skulle vi have fat i en bredt sammensat fokusgruppe til første interviewrunde. Anden runde krævede 8-10 meget forskellige befolkningsgrupper, som fx seniorer, erhvervsfolk, medier, skolelever osv., som det tidligere er blevet beskrevet. I tredje runde skulle udvalgte borgere så optages på film, hvor de talte om de udvalgte genstande.
    Vi fik fat i de mange mennesker, men det var ikke nemt. At indfange personer til et fokusgruppeinterview gik forholdsvis nemt. Det opleves af de adspurgte som interessant og overskueligt at deltage i et fokusgruppe interview. Det var også forholdsvis nemt, at få virksomheder og firmaer til at bidrage med de genstande, som første interviewrunde havde udpeget som værende de vigtigste anno 2011. Mere kompliceret var det, at få aftaler i stand med folk, når de skulle interviewes som en gruppe. Det kunne være et arbejdsfællesskab, en seniorgruppe eller som nydansk gruppe. Det viste sig meget svært. Travlhed og kalenderpuslespil, hvor for mange datoer spærrede vejen for et fælles mødetidspunkt, gjorde det besværligt. Og måske var forhindringen også at interviewpersonerne nu skulle udtale sig som en del af en gruppe, og ikke længere kun på egne vegne. Her er erfaringen, at vi som procesledere skal være mere behjælpelige og sætte nogle klarere rammer. Løsningen er lige til, tydelige rammer for processen. Det vil sige: Udvælg på forhånd datoer, som de potentielle informanter kan tage stilling til – det fremmer processen.

    En væsentlig læring i processen omkring grundstenen har også været, at til trods for bevidstheden om at det var borgernes meninger, der var i centrum, at museets holdning ikke var interessant, så prægede vi vores informanter. Erfaringen er klart, at når folk siger ja til at deltage i museets interviews, så vil de meget gerne være imødekommende. De forholdt sig rigtig meget til museet og museets rammer. Der skal med andre ord ingenting til, så hører man et ekko af museet i det de siger.
    Lad mig komme med et eksempel: I allerførste fokusgruppeinterview bød jeg som museets repræsentant vores deltagere velkommen. Havde fået skarpe instrukser fra intervieweren om at være så lidt styrende og så ordknap som mulig. Men i formidlingens ånd, så kom jeg med 2 små eksempler på, hvad genstande i 2011 kunne være. Eksemplerne kom til at fylde i det efterfølgende fokusgruppeinterview. Og hvad er det så værd, at høre borgernes mening? Jeg kunne have bidt tungen af mig selv!
    Altså: Det er nødvendigt, at være så lidt styrende som muligt, hvis man oprigtigt vil høre brugernes mening. Kan man ikke holde sig i skindet, så få en uvildig til at klare det hele, ikke bare interviewet, men også introduktionen.

    Undervejs har vi indgående diskuteret formen på de filmede interview, der skulle være en del af slutproduktet – i tilknytning til grundstensnedlæggelsen. De små bidder filmoptagelser af byens borgere, der taler om en af de valgte genstande, der skal være med til at give grundstenen et efterliv, når den nu er gemt væk i et byggeri. Diskussionen har både handlet om formen, praktiske løsningsmodeller og om det overhovedet er vigtigt i et projekt som dette, der handler om at lytte til og lære af borgerne, at have konkrete formidlingsprodukter som resultat. Set i bakspejlet, så har vores fokus på formidlingsproduktet forstyrret ønsket om den helt åbne lytning. Kompleksiteten i processen har spærret for den umiddelbare dialog, løsningen af de praktiske problemer har fjernet fokus fra museets egen læring.

    Det giver anledning til refleksion: Er vi for fokuserede på at gennemføre ideale og dermed også for komplekse processer, når vi vil have borgerne i tale? Bliver den på tegnebrættet velgennemtænkte proces mest proces, frem for at opnå det vi egentlig gerne vil, nemlig at etablere en dialog med brugerne. Kunne vi have opnået den samme indsigt og skaffet os ”nye venner” blandt brugerne, med enklere virkemidler?

    JA – det er vi ret sikre på.

    Vi har lært:
    • Keep it simple. At mødes over en kop kaffe med en målgruppe, virker mindst lige så godt som komplicerede interviewrunder.
    • Når det handler om at møde brugerne for at lære af dem, så handler det udelukkende om det.
    • Træd i baggrunden, mød brugerne på deres præmisser, så de føler de kan tale ud fra deres perspektiv. Hold interviewene på brugernes hjemmebane, lad en uden for museet forestå interviewene, og overvej om museet overhovedet skal byde velkommen introducere til projektet. Erkend, hvis man ikke kan styre sig i formidlingens navn, få en anden til det!
    • Lad være med at pakke viden fra brugerne ind et formidlingsprojekt. Det komplicerer processen og fokus flyttes fra vores læring som museum, til museets vante rolle som formidleren.

Skriv et svar