Hack your heritage and innovate

IMG_3125
Det er lørdag formiddag på SMK, Statens Museum for Kunst. I skulpturgaden sidder 10 grupper i dyb koncentration om at løse digitale problemstillinger og udvikle formidlingsløsninger. Alt imens museumsgæster undres over den nye ”installation” af 70 aktive deltagere. Det er den årlige event Hack4dk, som organiseres af en række danske kulturarvsinstitutioner, der er samlet for tredje år i træk.

En del virksomheder er med til Hack4dk. Deres mål er at afprøve nye teknologier, generere ideer og møde nye mennesker. Carl Emil Carlsen fra sixth sensor fortæller, at han deltager på grund af det helt særlige drive, ved arrangementer som Hack4dk. Det tiltrækker og giver ny inspiration til nye projekter og produkter. Simon Kampmann fra Headnet – open minds lægger især vægt på, at formatet blander forskellige faggrupper i et super intenst forløb. Han mener, at det, at man ikke kender hinanden gør, at han bryder med sædvanlige vaner. Deri ligger der en innovationskraft, som ikke sker i dagligdagen på kontoret. Man skaber simpelthen noget, der rækker ud over det, man ellers plejer at udvikle. Og det er fedt, siger Simon. Helt konkrete teknologier prøves af og undersøges i samarbejde med andre og i relation til konkrete cases. Simon fokuserer på Hack4dk på at teste principperne inden for ”material design” og estimote iBeacons. Han er gået sammen i en gruppe med to illustratorer – Ida og Pernille, 5 softwareudviklere – Kræn, Søren, Andreas, Jacob og Bo, om at udvikle kulturformidling til folkeskolen.

Det er lige præcis succeskriteriet for Hack4dk at samle kompetencer i skøn forening for at udforske og udvikle kulturen, gøre den tilgængelig og åbne op for flere anvendelser og interaktionsmuligheder. Konceptet er simpelt; over tre dage oprettes der en ”play ground” for kultur- og software entusiaster. Museer, arkiver, biblioteker mv. stiller data til rådighed og inspirerer til, hvad der er af problemstillinger og behov. Software udviklere, grafikere, interaktionsdesignere, kulturentusiaster og formidlere går sammen i hold og får 48 timer til at udvikle løsninger, der anvender de åbne data i alle afskygninger. Ideerne opstår undervejs, løsningsforslag formes. Ingen ved helt, hvad det munder ud, men det er hele ideen, at lade grupperne og de kompetencer, der er i grupperne, forme løsninger. Det hele afsluttes med en afstemning om at vinde prisen for den mest originale ide/løsning. Vi glæder os til at se resultaterne i morgen!

IMG_3128 IMG_3126 IMAG1252

Projektideerne er:
1. høst af data fra museernes facebooksider.
2. udlånsdata fra bibliotekerne, bl.a. ved at lave grafer på alder og forskellige søgeord. Det er sjovt at finde ud af, at det eksempelvis er de 20-24 årige, der hyppigst låner bøger med emnet “børn”, men det er de 30-35 årige, der topper, når det handler om bøger om jul.
3. en Tinderinspireret app, hvor man vil kunne vælge et andet billede i Guldaldersamlingen på SMK, hvis det ophængte ikke lige passer gæsten.
4. en samlingsapp, der formidler den kontekst hvori et maleri er indkøbt: hvorfor netop det billede, hvornår, hvem etc.
5. en iBeacon-orienteret løsning, der kan bruges i undervisningsøjemed.
6. Augmented reality

Indlægget er skrevet af Lone Hedegaard Kristensen, projektchef og leder af Meaning Making Experience

Læs også Hvad sker der egentlig på Hack4dk? og se alle de gode billeder på Flickr

 

Skriv et svar