Min by, min ø – min historie: Plankeværket

“Plankeværket” er anden del af Odense Bys Museers projekt “Min by, min ø – min historie”, og sætter fokus på museerne som lærings- og oplevelsesrum, og hvorfor der findes borgere, der ikke synes de kan bruge museerne til noget.  Omdrejningspunktet for denne problemstilling bliver en debat med brugere, ikke-brugere og museumsmedarbejdere, der tager sit afsæt i det plankeværk, der afskærmer byggeriet af den nye museumsbygning gennem hele byggeperioden. En gruppe lokale graffiti-malere er således blevet inviteret til, at give deres oplevelse af Odense Bys Museer et visuelt udtryk, gennem udsmykning af 30 meter plankeværk.  Herved skaber de et konkret udtryk for deres holdninger til museernes relevans og til  kulturhistorien som noget der giver mening i egen forståelse. Deres arbejde præsenteres i forbindelse med et Block-party deltagerne selv har arrangeret, og som afholdes på byens lokalhistoriske musem, Møntergården, i forbindelse med Odense natkulturfestival. Kunsternes tanker og diskussioner omkring deres værker og museet dokumenteres undervejs, og publiceres både som en del af udstillingen og på en dertil udviklet hjemmeside.

 

 

2 comments to “Min by, min ø – min historie: Plankeværket”
  1. Den indre modstand

    ”Grundstenen” og “Plankeværket”, som har været de 2 cases i projektet ”Min by, min ø – min historie haft til formål, at få en række forskellige brugergrupper i tale.
    På tegnebrættet er projekterne blevet gennemtænkt, med hver deres klare mål for casene. ”Grundstenen” beskæftigede sig både med museernes traditionelle genstandsområde, nemlig den fysiske kulturarv og betydningen af, at der bliver samlet ind, og med brugernes personlige oplevelser af hvad der er relevant og bevaringsværdigt i forhold til at dokumentere livet i Odense anno 2011.
    ”Plankeværket” gik efter noget lidt andet, nemlig at sætte fokus på museerne som lærings- og oplevelsesrum, og hvorfor der findes borgere, der ikke synes de kan bruge museerne til noget.
    Tilsammen skulle casene give museet indsigt i brugernes tanker og holdninger til museet, i form af materiale til diskussion og refleksion i museets udvikling af formidlingen.

    ”Plankeværket” havde som omdrejningspunkt en debat med ikke-brugere og museumsmedarbejdere og tog sit afsæt i det plankeværk, der afskærmer byggeriet af en ny museumsbygning gennem hele byggeperioden. En gruppe lokale graffiti-malere blev inviteret til at give deres oplevelse af Odense Bys Museer, gennem udsmykning af 30 meter plankeværk.
    Det første møde med graffitimalerne forgik ved et VIP-arrangement på museet. Her skulle de opleve udstillinger, som jo er det man traditionelt forbinder museer med. De fik også lov til at opleve udstillingerne på egen hånd, uden museets medarbejdere som medkommentatorer. Herefter mødte de henholdsvis forskeren, der præsenterede dem for en af sine faglige passioner og konservatoren, der fortalte om bevaringsarbejdet og om de meget skjulte dele af museumsarbejdet, som publikum ellers aldrig oplever.
    Til sidst blev de inviteret indenfor i magasinet, hvor publikum aldrig kommer. VIP-arrangementet afsluttedes med fællesspisning og en snak omkring museer og deres tanker omkring hvad museer kan bruges/ikkebruges til. Herefter fik de stillet udsmykningsopgaven. Herefter sagde vi farvel og tak, og de gik i gang med deres arbejde. En ekstern konsulent fra SDU styrede hele processen under vip-arrangementet, hvor museets medarbejdere indgik med deres roller som forskeren, konservatoren, formidleren, for at sikre så ligeværdig en dialog som muligt mellem graffitimalerne og museets folk. Mens graffitimalerne arbejde på værket besøgte vi dem, og fik lavet nogle interviews omkring deres tanker og overvejelser. Her valgte vi bevidst en jævnaldrende til at foretage interviewene, i et forsøg på at undgå, at det blev en overhøring.

    VIP-arrangementet forløb over al forventning, graffitimalerne tog ejerskab omkring processen og bestemte suverænt, hvad vi skulle have, og lanceringen under kulturnatten blev en aften med fed musik og god stemning, som også gruppen havde arrangeret. Så vidt, så godt.
    Undervejs i planlægningen opstod der uventet modstand omkring dele af arrangementet. Et sted, som vi slet ikke havde tænkt ville give anledning til bekymring.
    At vi stillede en af museets baggårde til rådighed, som graffitigruppen kunne råde over i forbindelse med lanceringen, uden egentlig at vide, hvad de ville foretage sig, det gav ikke grund til bekymring for nogen af museets ansatte.
    Det gjorde derimod en enkelt detalje i VIP-programmet: Besøget i magasinet. Her opstod der en intens diskussion mellem medarbejderne fra forskellige afdelinger, om det overhovedet var forsvarligt at lade gruppen besøge museets magasiner. Sagens kerne er at museet har stramme regler for hvem, der må komme ind på magasinerne. Det gælder både af sikkerhedshensyn og genstandenes bevaringstilstand, hvor for megen menneskelig aktivitet i magasinerne kan skade genstandene på sigt. Kort sagt er reglementet, at der ikke er adgang til magasinet for folk uden for museet, med mindre der er en vigtig grund.
    I formidlingsafdelingen, der stod for VIP-arrangementet mente de, at det var meget vigtigt at deltagerne konkret oplevede noget at det allermest skjulte ved museet. Derfor havde de slet ikke overvejet, at det kunne være et problem. I teknisk afdeling mente man klart nej. Det var ikke tilrådeligt overhovedet, for hvad skulle graffitimalerne der?
    Hvem havde så i grunden ret?
    Det havde begge afdelinger! Hver især passer de deres arbejde og følger de retningslinjer som ledelsen har sat. I løbet at diskussionen blev det åbenbart, at selv om vi arbejder i samme virksomhed, så ser vi på museets virke forskelligt. Så derfor tolker vi reglerne forskelligt og handler derefter. Det er altså ikke at ond vilje eller ønsket om at spænde ben for hinanden, men tværtimod at være det bedst tænkelige museum. Når en afdeling begynder at arbejde på nye måder, så får det indflydelse på alle andre. Derfor er det nødvendigt at indse, at når museet vælger at gå nye veje og rækker ud mod nye målgrupper, så får det også betydning for måden tingene foregår på internt i organisationen. Og det er tvingende nødvendigt at få diskuteret, også på ledelsesplan – hvilke konsekvenser det får for museets interne regler og arbejdsgange, når museet begynder at arbejderbrugerinddragende og med nye målgrupper.
    Pointen er ganske enkel:
    Når vi rækker ud mod nye målgrupper, så rækker vi også ind i organisationen. Nye målgrupper er ikke kun et anliggende for formidlingsafdelingen, det er et anliggende for hele museet. Og tager man ikke diskussionen på forhånd, så oplever man forståeligt nok modstand fra kollegaer, der har ansvaret for andre dele af museet. Det bedste ville have været at have haft diskussionen på forhånd, så det var blevet en ledelsesmæssig beslutning om hvor langt vi kan gå, når vi møder et nyt publikum. Men nu fik vi den undervejs og det lærte vi af. Men tro ikke at diskussionen hermed er slut, for det er den ikke. Af respekt for de mange meget forskellige opgaver, der påhviler et museum og af respekt for de medarbejdere, der forsøger at forvalte opgaverne bedst muligt, så skal man som museum til stadighed diskutere, hvem museet er til for og hvordan vi forvalter det bedst muligt. Og det er HELE museet, der skal deltage i den diskussion.

Skriv et svar