Smartphonerne kommer

Flere og flere får som bekendt smartphones, som har langt flere muligheder end den gammeldags mobiltelefon. De smarte telefoner er bare én af de devices, som er med til at nedbryde grænserne mellem onsite og online-liv. Hvor en museumsgæst for fx 10 år siden ikke havde andre muligheder end at læse de tekster, som inspektørerne havde sat ved siden af en genstand, har smartphone-brugeren adgang til alverdens viden på nettet med sig.

Man kan finde oplysninger om alt mellem himmel og jord i sin wikipedia-app og tage billeder af en genstand med google goggles og få verdens største søgemaskine til at hjælpe med at finde information.  Institutionen er kun én stemme blandt mange andre – og det gælder også i institutionens eget rum.

Brugeren behøver ikke at læse skilte og tekster, for at få viden om mange af de udstillede genstande og den kontekst de har fungeret i.

Men det er jo ikke alle, der har en smartphone…? Nej, det er stadig et fåtal af brugerne, men antallet er stigende. Jeg har kigget lidt på statistiken fra natmus.dk, og gætter på, at andre ser noget lignende, når de betragter deres stats: antallet af smartphonebrugere er stadig relativt lille, men stigningstakten er svær at overse.

Siden november 2009 har Nationalmuseets webstatistik talt antallet af besøg med smartphones. I hele 2010 var der 22.370 besøg fra denne type enheder, og i perioden fra november 2010 – januar 2011 i alt 5.940.

Hovedparten af  “de smarte” bruger iPhone eller iPad (her er stigningen på hhv. 242%  og 100%. Antallet af Android brugere – som er langt lavere:  1.031 – har en stigningsprocent på 1.438%.

Der er næppe tvivl om, at brugen af smartphones vil fortsætte med at øges – hvilke muligheder skal deres ejermænd have, når de kommer på museum?

Er det “hver mand for sig selv”-strategien der er den mest hensigtsmæssige: hvert museum laver sine egne apps som en digital udgave af den velprøvede papir- eller audioguide? Viden om, at ca. 25% af alle apps kun bruges én gang kunne måske tale for det. “Brug-og-smid-væk” apps, som brugeren henter når hun kommer ind på museet og sletter når hun er færdig med besøget.

Eller ville det tværtimod være en god idé fx at gå flere sammen om at lave apps, der var så flotte, at brugeren også ville sidde derhjemme i sofaen og bruge dem igen og igen? Er lækkerhed en faktor? Hvor længe vil man have en museumsapp med kulturhistorisk information til at ligge og tage plads op? Plads, som kunne bruges til toolapps fra bank, rejseplan, sociale netværk, m.m. som man bruger hyppigt?

Det endnu mere kætterske spørgsmål kunne være, i hvilket omgang apps er interessante, hvis man kan gøre de dele af sin website som browses mest særligt mobilegnede?

Måske er der andre her på bloggen som har set på deres mobilstats og har gjort tanker.

Links:
Smartphones sælger bedre end computere
Salget af smartphones eksploderer i Danmark

7 comments to “Smartphonerne kommer”
  1. Du har helt ret i, at vi skal tage de mobile brugere (mere) alvorligt. Om vi bedst gør det med apps eller mobil-optimerede web-sider, og ikke mindst hvad det er for noget indhold vi skal tilbyde, er en påtrængende diskussion.
    Men egentlig synes jeg det mest tankevækkende er, at man med sin smartphone kan stå på museet og søge information om genstande og deres kontekst fra f.eks. Wikipedia, Google, etc.
    Når moderne brugere shopper, er de vant til at hive mobilen op ad lommen og tjække, om de sko de har kig på kan fås billigere andre steder eller hvad vinanmelderne har skrevet om de seks flasker der er på tilbud i Irma.
    Hvorfor skulle de ikke gøre det samme, når de går på museum? Hvis ikke teksten til Solvognen er spændende eller vedkommende nok, så lad os de snuppe et billed med Google Goggles og se hvad vi ellers kan få at vide.
    Som du skriver: “Institutionen er kun én stemme blandt mange andre – og det gælder også i institutionens eget rum”. Måske for de færreste i dag – men for flere og flere over tid….
    Er det godt eller skidt? Og hvad betyder det for vores praksis?
    Det er vel godt, at nysgerrige brugere straks kan få stillet deres sult efter mere viden? Det er vel skidt, hvis de oplysninger de får er af tvivlsom karakter?
    Vores opgave må så være, at sikre at de gode og relevante oplysninger er tilgængelige, og så vidt muligt ikke drukner i støj og crap. Hvordan gør vi det?
    Skal vi lave mobile web-sites og søgemaskine-optimere dem, i håb om at de dukker op blandt de første på brugernes skærm?
    Skal vi mærke genstandene med QR-tags, der leder til vores egne informationer på nettet, i håb om at brugerne vil foretrække dem frem for f.eks. Goggles?
    Skal vi se i øjnene, at sociale medier som f.eks. Wikipedia altid vil være første valg for de informationssøgende, og bruge mere energi på at blande os aktivt i redigeringen – og mindre på udstillingstekster?

  2. Spændende indlæg og betragtninger, som jeg gerne vil supplere lidt med de overvejelser, vi har gjort os i Horsens.

    Vi er på Industrimuseet ved at teste et pilotprojekt med qr-codes og smartphones i vores seks arbejderboliger. Her passer teknikken fint ind, da vi har miljøudstillinger, som vi ikke vil fylde op med skilte, hvorfor formidlingen skal foregå diskret. Systemet er bygget op om mobiloptimerede websider, hvor du kan vælge en rundtur ud efter din egen interesse: Er du til teknik, dagligdag, en quiz eller lidt af det hele. Materialet, brugeren får adgang til, er mestendels videoer af museets inspektører, der fortæller om udstillingerne i korte klip af ca. 1 minuts varighed ud fra en overvejelse om, at det frie ord også fungerer godt på rundvisninger, og at smartphones ikke er det bedste medie til det skrevne ord (den betragtning kan nok diskuteres, men det har været udgangspunktet).

    Desuden er brugen af smartphones en fin måde at eksportere forældelsesproblematikken til gæsten i stedet for f.eks at bruge pda’er eller på anden måde udlevere udstyr med deraf følgende praktiske overvejelser.

    Ulempen er naturligvis, at systemet kun er tilgængeligt for smartphone-ejere (kun iPhones og Androids), og derfor foreløbig svært at bruge til klassebesøg. Men det råder tiden forhåbentlig bod på, som også Charlottes henvisninger kraftigt indikerer.

    Vi har således ikke sluppet autoriteten løs, som Lars overvejer konsekvenserne af. Men forsøgt at skabe valgmuligheder, en differentieret formidling, inden for en ramme, vi definerer. Vi definerer, hvad der er relevant, og støj og crap er sorteret fra.

    Vi er i øjeblikket ved at evaluere systemet og overfører de positive erfaringer herfra til et nyt projekt, der dækker alle museets udstillinger.

    Der er efter min bedste overbevisning et kæmpe potentiale i at kombinere det digitale med on site-oplevelsen på museet. Museet skal ikke eksporteres ud på nettet, men nettet skal komplementere og understøtte museumsoplevelsen. Her er smartphones optimale at bruge som medium. Hvordan balancen skal være, og hvor fri autoriteten skal være, er vist åbne spørgsmål indtil videre. Jeg melder gerne tilbage med erfaringerne herfra, så snart vi har fået evalueret mere fyldestgørende på projektet.

    Og så har vi ikke en gang diskuteret potentialet i augmented reality på smartphones!

    Bedste hilsner

    David

  3. Jeg er enig i at smartphones har et stort potentiale på museerne derfor står Danmarks Tekniske Museum, J.F. Willumsens Museum og Naturhistorisk Museum Århus bag et fælles udviklingsprojekt af en museums app, hvis det lykkes os at skaffe fondsmidler.
    Ideen er at få udviklet en applikation, der kan lægge et eller flere ekstra lag henover museumsgenstande og lave en såkaldt augmented reality via mobiltelefonens kamera. Når brugeren således panorerer henover en genstand på museet, vil applikation i kraft af fotogenkendelse vise oplysninger om den valgte genstand. Det kan være som et rent informationsfelt med fakta hentet fx fra Regin, Kunstindeks Danmark(KID) eller leksikonartikler fra Wikipedia. Den kan hente videoer om genstanden fx fra Youtube eller billeder fra Flick. Det kunne også være animationer af skeletter, der blive vakt til live. Det kunne være en veteranbil, der pludselig starter, eller et kunstværk af Willumsen, hvor nogle lag af maleriet bliver fjernet eller maleriets farveholdning ændret osv.
    Men det vil ikke udelukkende være museet, der afsender oplysninger til brugeren. Brugerne vil også blive inddraget som medforfattere til oplysninger og informationer om værket, da det vil være muligt at efterlade sine kommentarer virtuelt til de udstillede genstande. Andre gæster vil efterfølgende kunne se kommentaren og føje egne iagttagelser og fortællinger om genstandene til. På den måde blandes museets stemmer med publikums i formidlingen af de udstillede værker.
    Eftersom dette er et udviklingsprojekt, og at udviklingen på dette område går forholdsvis hurtigt, mener vi, det er væsentligt at have inddraget og gjort sig tanker om, hvordan en sådan museums app kan anvendes af museer i fremtiden. Det er ikke lykkedes os at finde en applikation, der kan alt det, som vi har skitseret i projektet, og som vi mener, et museum har brug for.
    Jeg vil i øvrigt nævne at Museumsformidlere i Danmark (MiD) planlægger at afholde et seminar i sensommeren med fokus på apps og smartphones, og at vi i den anledning leder efter relevante oplægsholder, der har gjort sig nogle erfaringer på området, så jeg tillader mig nok at skrive til dig, David Holt Olsen.

  4. Sikke mange gode kommentarer! Jeg er nok ret enig med dig, David i, at museet ikke kan eksporteres ud på nettet – men at det er vigtigt at se onsite/online som nært forbundne. Måske kan man se kulturarven (ikke den specifikke institution) som et lag i virkeligheden – et lag som så også har fysiske besøgssteder.

    Derfor tror jeg også at augmented reality og QR er nogen af de teknologier, som jeg tror rummer nogle spændende perspektiver. Jeg glæder mig fx meget til at prøve Rosenborgs KongeConnect (der skal nok komme lidt her på Formidlingsnet om det)

    Gamification-aspektet kunne også være superinteressant at udforske i forhold til mobil kulturarv.

  5. Hey David og andre gode mennesker
    Jeg vil rigtig gerne høre mere om jeres erfaringer i Horsens, David, enten på det MID sem. som Michael skriver om eller ved en anden lejlighed. Vi har mange steder i den nye permamente udstilling hvor smartphones vil kunne optimere oplevelsen. Jeg har aldrig hørt om begrebet QR-tags før, men jeg synes at det er en meget vedkommende debat, hvorvidt vi skal vejlede formidlingen via smartsphones og hvordan.
    Måske ses vi i næste uge i Nyborg?
    Kh Rikke

  6. Tak for tippet med KongeConnect, Charlotte. Det vil jeg glæde mig til at prøve!

    Rikke, jeg kommer desværre ikke på Nyborg. Men viser meget gerne systemet frem og fortæller om vores erfaringer. Vi må finde en undskyldning i løbet af Tidsexperimentarium for, at du kigger herned.

    Mvh.

    David

Skriv et svar